‘Hannibal’ – sæson 2

Der går usandsynligt mange forrykte seriemordere på dusinet i det østlige USA, hvis man skal tro NBC’s seriesatsning om en ung udgave af Hannibal Lecter og den psykisk ustabile FBI-agent, der bliver hans nemesis. Én psykopat bygger en 15 meter høj totempæl af sine ofre, én forvandler ældre mænd til menneskelige bikuber, og én lægger lig i cirkulær lage for at skabe et morbidt muralmaleri for Gud.

’Hannibal’ svælger i depraveret død, og jeg var tæt på at opgive serien og dens perverterede æstetisering af mord som kunstform. Men heldigvis bringer anden sæson belønning for anstrengelserne fra første rødglødende sekund: FBI-chefen Jack Crawford (Laurence Fishburne) ankommer til Lecters (Mads Mikkelsen) pertentlige hjem, og hurtigt udspiller sig en kamp til døden med næver, kødknive og køkkenredskaber. Derefter klippes der til 12 uger tidligere, og med hvilken suspense til følge: Endelig kender de Hannibal the Cannibals sande identitet, men hvordan når de derhen, og hvem trækker sig sejrrigt ud af nævekampen?

I anden sæson er fronterne i det hele taget trukket op. Historiens egentlige hovedperson er Will Graham (Hugh Dancy), som har en så overudviklet empati, at han tænker som morderne, når han står på gerningsstederne (’Lars Brygmann-syndromet’, blandt kendere). Nu sidder han i fængsel, framet for mord Hannibal har begået, men omsider også overbevist om, at hans ven og psykiater er en psykopatisk mastermind.

Det psykologiske spil mellem Will og Hannibal er den egentlige nerve i fortællingen, og efterhånden er der kommet kød på begge karakterer. Will er det humanistiske holdepunkt, der i en ond og ubalanceret verden har fået al den indlevelsesevne, morderne mangler. Og efterhånden har Mads Mikkelsen bragt en sær ømhed til Lecter-figuren, der i hans tilbageholdende spil er en legende dukkefører, som med nærmest barnlig nysgerrighed dirigerer horror-teatret omkring sig.

’Hannibal’ bæres i det hele taget af en elegance, der adskiller den fra de gængse seriemorderserier. Her er production value til overflod, fra den manende lydside til den visuelle sans for detaljen, som kommer til sin bestialsk-humoristiske ret, når gourmetkokken Hannibal tilbereder sine udsøgte, kødfyldte lækkerier.

Både her og i Wills illusoriske syn af horndjævle og ildevarslende kronhjorte får vi prægnant billedbombardement, som gør serien til en slags pulp-udgave af H.P. Lovecrafts dystre mareridtsfortællinger og en makaber afsøgning af, hvad der er ondt – og dermed også, hvad der er godt.

Læs også: Mads Mikkelsens bedste og værste roller i karrieren