‘Sange fra skoven’

Den debuterende, tyske dokumentarist Michael Obert går native og skridtet videre i ‘Sange fra skoven’.

Filmen fortæller en fascinerende historie om en uddøende Bayaka-musiktradition, der i midt-80’erne drog den amerikanskfødte musiketnolog Louis Sarno dybt ind i den centralafrikanske regnskov og fik ham til at forlade sine forstadsrødder – for evigt.

Allerede fra filmens åbningspassage bliver man mødt med en æterisk skønhed. Billeder af solstråler, der lige netop trænger igennem regnskovens tætte bevoksning ledsages af renæssancekomponist William Byrds kyrie fra ‘Messe for fire stemmer’ og får stedet til at fremstå som et overjordisk paradis badet i guddommeligt lys.

Et øjeblik bliver man bange for, at Oberts film vil være endnu en hvid mands over-romantiserende fremstilling af fjerne egne og fremmede folks simple livsførelse så forskellig fra vores egen, åh så sofistikerede civilisation. Men Obert styrer sikkert uden om eksotiserende klicheer, og Sarno adresserer traditionelle, utopiske forestillinger om uspoleret natur direkte, når han siger, at bayakaernes område netop ikke er uberørt af mennesker, men truet af borgerkrig og en voldsom rasering af regnskoven.

De mange og meget stærke kontraster mellem kulturen i Sarnos hjemland og hans hjem i Afrika bliver for alvor tydelige, da han modvilligt tager sin søn Samedi – der ikke taler et ord engelsk og aldrig har sat sine fødder uden for regnskoven – med til New Yorks asfaltjungle.

Scenariet leder tankerne hen på John Landis’ komedie ‘Coming to America’, hvor Eddie Murphy spiller den afrikanske prins Akeem, der går undercover som ’Average Joe’, og man forventer, at Sarnos unge dreng vil få et kulturchok af dimensioner i mødet med overvægtige mennesker og overdrevne juleudsmykninger.

Men Sarnos søn er ganske uforfærdet og ligner allerede efter første dag en vaskeægte new yorker med sine nye sneaks, cap og hoodie. I stedet er det Sarno selv, der føler sig uigenkaldeligt fremmedgjort, og man mærker hans bekymring over Samedis hurtige tilvænning og hans fortvivlelse, da sønnen som det første spørger, om de kan købe en pistol.

Selv for dem, der ikke umiddelbart føler sig tryllebundede af bayaka-pygmæernes polyfoniske sang – som Sarnos gode ven Jim Jarmusch har beskrevet som en slags avanceret jodlen – så er ‘Sange fra skoven’, der er dette års vinder af den prestigefyldte hovedpris på dokumentarfestivalen IDFA, en rørende og reflekterende film, der forsøger at betragte den vestlige livsførelse udefra og få os til at se på vores velkendte verden med nye øjne.

---

Kort sagt:
Det er ikke utopiske forestillinger om uspoleret natur, bestialske ritualer og bare bryster, der driver Louis Sarno dybt ind i den centralafrikanske regnskov hos Bayaka-pygmæer. Det er musik. ’Sange fra skoven’ er en smuk dokumentar om en mands umættelige kærlighed til polyfoniske rytmer.