Liv Tyler fandt sin indre vrede i ’The Leftovers’

»Jeg har været meget igennem på det personlige plan, og nogle gange er det svært at se lys for enden af tunnelen«, sagde skuespilleren, da vi mødte hende som optakt til HBO’s nye satsning.
Liv Tyler fandt sin indre vrede i ’The Leftovers’

Liv Tyler har hovedpine, bedyrer hun med spinkel stemme og griber en flaske vand, inden hun sætter sig for enden af bordet med en gruppe internationale journalister, der alle lægger hovedet på skrå og siger »åååårh«.

»Som om I bekymrer jer om det«, siger Tyler og griner. Lidt bleg og sart ser hun ud, men hun ligner stadig en million i jeans, hvid skjorte og blazer, pink stilletter, mørkerøde negle, løsthængende bølget hår og minimalistisk makeup.

»Hi«, siger hun og kigger direkte på os med sine utroligt blå øjne, som vi kender fra film som ’One Night at McCool’s’, ’Armageddon’ og ’Ringenes Herre’ samt utallige skønhedsannoncer.

I dag er Tyler mødt op på et hotel i New York for at tale om sin rolle som den søgende Meg i ’Lost’-skaberen Damon Lindelofs nye og allerede stærkt omtalte HBO-serie, ’The Leftovers’ (læs vores anmeldelse HER). Serien, som fra i dag kan ses på HBO Nordic, handler om reaktionerne i et lille samfund på en global katastrofe, hvor to procent af jordens befolkning på uforklarlig vis pludselig forsvinder.

Det er din første tv-rolle. Hvad er forskellen på at arbejde på film og tv?

»Det er fuldstændig anderledes at lave tv. Med film er alt planlagt. Man har et manuskript med en begyndelse, midte og slutning. Man ved, hvad der sker med historien og karaktererne. Man får en tidsplan, der fortæller, at du har fri på tirsdag.

Med tv sker alt arbejde simultant, hvilket betyder, at man aldrig ved, hvornår man skal arbejde og er i venteposition i fem måneder. I denne uge fik vi manuskriptet til det nye afsnit dagen før, vi skulle filme. Jeg kæmpede i starten med at finde mig til rette i produktionen, indtil det gik op for mig, at jeg var nødt til at lære at føle mig tryg i det ukendte. I stedet for blot at stole på instruktøren, som her skifter ved hver episode, har jeg lært at stole på mine egne instinkter og lære min karakter at kende uden at spørge om andres mening.

Men lige når du tror, at du har styr på din karakter, kan det pludselig skifte, og du bliver bedt om at gøre noget helt skørt, der virker out of character. Men det er også sjovt, for det er jo sådan, rigtige mennesker er. Du ved aldrig, hvad der sker i livet«.

Hvorfor tog du rollen i ‘The Leftovers’?

»I de seneste år jeg været meget interesseret i, hvad der foregår på tv, og jeg ledte efter en spændende serie, der var lidt anderledes. Da jeg læste manuskriptet, faldt jeg fuldstændig for Meg og ville bare vide mere om hende. Det er en sjælden reaktion hos mig. Jeg kan ikke forklare det. Det er ligesom at blive forelsket«.

Hvad var du tiltrukket af i historien?

»Jeg kunne godt lide ideen om, at der indtræffer en global begivenhed, men at vi starter serien i en lille by tre år efter. Serien handler ikke om selve begivenheden, men om menneskenes rejse og smerte. Og jeg er altid tiltrukket af ensemble-fortællinger, der er drevet af karaktererne.

Jeg tror, at ligegyldigt hvad lider vi alle tab og sorg. Alle har en lignende historie og kan identificere sig med den. Det er det bedste ved serien. Vi ser den facade, karaktererne vælger at vise verden, men efterhånden lærer man personerne dybere at kende og oplever, hvad der foregår bagved. Alle mennesker har skjulte sider og hemmeligheder«.

I serien er et af spørgsmålene, om katastrofen er resultatet af den bibelske ‘The Rapture’. Er du selv religiøs? Tænker du på dommedag?

»Jeg er spirituel, men jeg tænker ikke på dommedag. Jeg tænker over, at vi behandler jorden dårligt, og hvordan jeg ville reagere, hvis der skete en katastrofe. Men jeg tror ikke, at det er Gud, der vil straffe os«.

Der er en scene i første afsnit, hvor du giver Amy Brenneman en på skrinet. Du spiller tit ret blide roller – hvordan var det at skulle være voldelig?

»Vrede er ikke en følelse, jeg har ret tit, og der skal meget til at pisse mig af. De få gange, der er nogen, som har skubbet mig ud over kanten – og det har ofte haft noget at gøre med at beskytte min søn – er jeg kommet ind i en helt anden tilstand. Næsten som et blackout.

I serien har jeg skullet flippe ud et par gange, og det har været virkelig interessant. Jeg var rædselslagen for den første scene, for det er ikke en følelse, du kan øve. Du er bare nødt til at bringe dig selv ind i den tilstand og lade raseriet komme ud. Et sted inden i mig er der tilsyneladende en vrede, der enten har ligget i dvale som en drage, eller som jeg ikke anede eksisterede. Det føltes vildt at slippe den ud. Men da jeg skulle gøre det igen, kunne jeg godt lide det«.

Du har ikke lavet så mange film de senere år, fordi du har helliget dig rollen som mor. Er det nemmere at få hverdagen til at fungere med tv end med film?

»Ja. Da Milo blev født, havde jeg en 10-årig kosmetikkontrakt med Givenchy, og det var rart, fordi jeg kunne nøjes med at rejse væk et par uger ad gangen og supplere med et par små filmroller. Efter at Roy og jeg gik fra hinanden, var det endnu vigtigere for mig at være hjemme og skabe et stabilt miljø for Milo og mig, og jeg tvivlede på, om jeg nogensinde ville få lyst til at rejse væk på filmoptagelser igen. Jeg håbede på at finde et arbejde, der kunne tilfredsstille mig kreativt, men samtidig lade mig være hjemme og være en god mor.

The Leftovers’ er optaget i New York, så jeg kan stå op og give Milo morgenmad og komme hjem til middag. Det har dog også sine udfordringer. Det er en helt anden oplevelse end at være 25, tage et fly til New Zealand og lade sig totalt opsluge af sit arbejde«.

Ser du selv mange tv-serier?

»Jeg ser ikke tv hver aften, for der foregår alt for meget i min hjerne. Jeg er som en Duracel-kanin, og du er nødt til at tvinge mig til at sætte mig ned. Men når jeg gør det, elsker jeg det. For nylig var jeg helt opslugt af ’True Detective’«.

Hvordan ser du rollen som Meg i ’The Leftovers’ i forhold til din karriere?

»Det er et nyt kapitel i mit liv, og alt føles nyt og spændende igen. Jeg føler mig kreativt tilfredsstillet i en grad, jeg ikke har følt i årevis. Jeg har været meget igennem på det personlige plan i de seneste år, og nogle gange er det svært at se lys for enden af tunnelen, når du står midt i en krise.

Jeg bliver 37 og har spillet skuespil i 20 år, og det er gået op og ned. Men de dårlige perioder er det hele værd, når de gode kommer«.

Læs også: Anmeldelse af ‘The Leftovers’

Læs også: Se traileren til ‘The Leftovers’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af