‘Om heste og mænd’
Jeg kan ikke tåle heste, og Om heste og mænd’ er så overbefolket med dette flotte dyr, at jeg halvvejs igennem filmen følte et behov for antihistamin. Det skyldes dog ikke udelukkende allergien, men også at denne vanvittigt smukke film flere gange tog åndedrættet fra mig.
Vinderen af Politikens Publikumspris på årets CPH PIX-festival er en betagende fortælling om det tætte bånd mellem mennesket og naturen, der findes i et lille landsbysamfund på Island. Benedikt Erlingssons afdæmpede debut er fattig på dialog, men rig på malerisk billedpoesi, og filmens sammenflettede, fabellignende fortællinger udgør tilsammen et betagende stykke filmkunst, der som et fotografi af et vulkanudbrud er stille og voldsomt på samme tid.
Den ulasteligt klædte Kolbeinns (Sigurðsson) ridetur er en stor begivenhed for beboerne i landsbyen, der sidder klar med kaffe og kikkert for at se ham stryge igennem det bakkede landskab. Hans smukke krikke kan gå tölt – en særlig gangart, der kun findes på Island, og som både er fascinerende og komisk. Og det er netop dette interessante spændingsfelt, filmen selv traver i, hvilket bliver tydeligt, da Kolbeinns stolte øjeblik forvandles til ren ydmygelse, da en hingst river sig fri og bestiger hans hoppe, mens Kolbeinn stadigvæk sidder i sadlen.
En af filmhistoriens mest akavede trekantsscener, der i sin smukke absurditet minder om den svenske mester, Roy Andersson.
Ganske sigende bliver hver fortælling indledt af et close-up af en hests hoved, hvor man i øjet kan se afspejlingen af et menneske. Filmen igennem bliver skæbnerne for såvel de firbenede islændere og menneskerne i sadlen nemlig konstant spejlet for at understrege slægtsskabet mellem arterne.
Denne sammenknytning bliver helt konkret, da den sympatiske, spanske turist, Juan (Estrada), i bedste Luke Skywalker-stil kryber ind i en afdød hest for at overleve den knugende kolde islandske nat og for en stund bliver ét med dyret. Symbolikken er svær at overse, men den føles ikke alt for anmassende, hvilket skyldes Erlingssons ordknappe filmsprog, der lader billederne være det primære talerør.
Og når disse billeder er svøbt ind i den islandske naturs brutale skønhed, virker det rigtigt at lade armbevægelserne være store. For man kan som tilskuer mærke, at vulkanøen emmer af en stille magi, der tillader det storslåede og usandsynlige. Som at lade en hesteallergiker få sig en smuk ridetur.
Kort sagt:
Islandsk instruktør debuterer med en fornem fortælling, der – som titlen antyder – er spækket med heste og mennesker, hvis skæbner er uløseligt sammenknyttede. Den voldsomme islandske natur er baggrundstæppe for en smuk fabel fuld af galop, død og en uforglemmelig sexscene.