’Et hus i Marokko’
Selveste Omar Sharif er vores fortæller i Laila Marrakchis fransk-marokkanske familieportræt ’Et hus i Marokko’ – og tilmed en netop afdød en af slagsen. Han beretter på poetisk vis, at alle er lige i støvet, men han kunne godt have ønsket sig, at hans egen personlige fortæller havde ladet ham vide, at efterlivet stod for døren. Og det tegner jo alt sammen lovende.
Moulay Hassan, som fortælleren hedder, var en succesfuld og vellidt patriark, men mindet om den ældste datters selvmord spøger, og det er langtfra det eneste skabsskelet i hans hus. Zakaria, tjenestepigens søn, der var involveret med datteren før hendes tragiske død, er således blevet stofmisbruger og kriminel, og enken Fru Aichas (Hiam Abbass fra ’Citronlunden’) sorg åbner gamle sår, alt imens de resterende familiemedlemmers livskriser hver især bliver værre og værre.
Den kollektive frustration når nye højder i kølvandet på Moulays død, og da Sofia (Morjana Alaoui fra ’Martyrs’) efter mange år ankommer til barndomshjemmet med sin søn, hvor hun bliver genforenet med sine to nu voksne søstre – lærerinden Kenza og den desillusionerede bimbo Miriam – møder de hende med en vis uvilje, misundelige over at det er lykkedes hende at bryde fri som moderne kvinde, skuespillerinde endda, i USA.
Så langt, så godt. Fordi castet (med undtagelse af børn i mindre roller) er mere end kompetent, bliver karakterernes klicheer rimeligt troværdige, selv den bramfri bedstemors komplette mangel på hæmninger og den snerpede Kenzas sexforskrækkelse.
Desværre griber filmen ikke ordenligt fat om dens overflod af temaer. I stedet skøjter den i overfladen: Klasseskel og chauvinisme. Utroskab og skilsmisse. Abort, alkoholisme, analfabetisme, potensproblemer og pædofili. Ét fast fokus havde hjulpet gevaldigt.
Salig Roger Ebert plæderede jævnligt for, at film skulle kunne handle om hvad som helst: »It’s not what a movie is about, it’s how it is about it.« Den rette formidling kan gøre alting interessant, men omvendt er ophobningen af budskaber ikke i sig selv en kvalitet.
Til filmens forsvar skal dog siges, at den ikke tager sig selv specielt alvorligt, og familiens dynamik og indviklede fortid præsenteres med både indlevelse og humor, som når en deadpan Miriam kommenterer på det lettere absurde i, at hun under begravelsen er optaget af sin seneste skønhedsoperation: »Far er død, og jeg har plasticpatter«.
Kort sagt:
Laila Marrakchi viser fine takter med skildringen af en families konflikter, men intet fæstner sig for alvor, og manglen på gennemslagskraft gør i sidste ende den velspillede ’Et hus i Marokko’ til en lidt for letfordøjelig sag. En slags light-version af Asgar Farhadis ’Fortiden’.