8. ‘Team America: World Police’ (2004, Trey Parker)
Mange år før Mads Brüggers dokumentar ’Det røde kapel’ og nu den kommende komedie ’The Interview’ fik nordkoreanernes pis i kog, sørgede ’South Park’-drengene Trey Parker og Matt Stone for at befæste de diplomatiske uroligheder med det kommunistiske styre. Den vanvittigt morsomme dukkefilm ’Team America: World Police’ gav åbenbart ikke et tilfredsstillende portræt af Nordkoreas daværende leder.
Når man kender Nordkoreas forhold til ytringsfrihed og landets regeringskritiske tolerancetærskel er det ikke overraskende, at den arrige, ensomme Kim Jong-il-dukke med storhedsvanvid ikke faldt i diplomaternes smag. Udover at have et meget anstrengt forhold til FN’s våbeninspektør Hans Blix, viser Kim Jong-il sig nemlig også at være en alien-kakerlak.
7. ’Fahrenheit 9/11’ (2004, Michael Moore)
Michael Moores dokumentar har mange ligheder med Oliver Stones ’JFK’. Instruktøren manipulerer sig også frem til en konspiration, der kan overbevise mange om, at den amerikanske regering selv var indblandet i endnu en national tragedie. Filmen dokumenterer bl.a. de tætte forbindelser mellem Bush-familien og ledende familier i Saudi-Arabien. Formålet med ’Fahrenheit 9/11’ var at få George Bush væltet ved præsidentvalget den 2. november 2004.
Det er ikke en hemmelighed, at Michael Moore aldrig brød sig om George W. Bush. Det har vi set i flere dokumentarer og ved utallige taler, der blandt andet har givet ham en blanding af klapsalver og buh-råb ved hhv. Cannes-festivalen og Oscar-uddelingen. Filmen vandt den gyldne palme i Cannes 2004, men blev bl.a. bandlyst i Saudi-Arabien og Kuwait pga. portrættet af USA og Saudi-Arabien. Alligevel lykkedes det ’Fahrenheit 9/11’ at slå næsten samtlige salgsrekorder for en dokumentar.
6. ’JFK’ (1991, Oliver Stone)
Hvem stod bag mordet på præsident Kennedy den 22. november 1963? Oliver Stones mildt sagt meget spekulative konspirationsfilm fik med garanti overbevist mange om, at Lee Harvey Oswald ikke handlede alene. Stone ignorer beviser og skaber med dygtig manipulation hans egen myte om mordet. Selvom filmen stiller flere spørgsmål, end den giver svar, så insinuerede Stone, at alle, fra præsident Lyndon B. Johnson over CIA og FBI til mafiaen, havde en finger med i spillet. Det kæmpe komplot for at fjerne den fredsmæglende præsident skulle blandt andet skyldes, at Kennedy var for blød over for kommunismen.
Filmens eftertekst afslørede, at regeringen ved filmens premiere stadig holdt millioner af Warren-kommissionens dokumenter om mordet hemmeligt for den amerikanske befolkning. Grundet den debat, som filmen medførte, nedsatte regeringen året efter kommissionen JFK Records Act. Her skulle en gruppe almindelige borgere afgøre, hvilke papirer der kunne frigives, og hvilke der af sikkerhedsmæssige årsager skulle forblive fortrolige indtil 2017. 98% af dokumenter blev frigivet, men 50.000 mangler stadig.
5. ‘Zero Dark Thirty’ (2012, Kathryn Bigelow)
Kathryn Bigelows Oscar-nominerede beretning om jagten og mordet på Osama Bin Laden har sat adskillige debatter i gang. Det er især de ærlige CIA-relaterede tortur-scener, der har fået kritikere til at tordne frem på de amerikanske tv-stationer. Nogle mener, at filmen er pro-tortur-propaganda, fordi enkelte vigtige informationer om Bin Ladens gøren og laden skaffes igennem tortur. Andre roser filmens fortolkning af virkeligheden og kritiserer i stedet CIA for at have brugt tortur til at finde terroristerne.
En helt tredje gruppe mener, at filmskaberne har fået upassende adgang til klassificeret materiale, idet begivenhederne i Mark Boals manuskript ligger uhyggelig tæt på virkeligheden. I Boal og Bigelows samarbejde med CIA har filmskaberne dog også lavet en studehandel, som gav filmskaberne adgang til fortroligt materiale. Betalingen var, at man ændrede et par scener, så CIA fremstod mere sobert.
4. ‘Submission: Part 1’ (2004, Theo Van Gogh)
En hollandsk kortfilm på små 11 minutter skulle vise sig at vække vrede hos mange af verdens muslimer. Filmen kritiserer behandlingen af kvinder i enkelte islamiske samfund. Fire undertrykte kvinder med korancitater på deres kroppe knæler på skift foran kameraet for at fortælle deres historier. Efter filmen var blevet vist på hollandsk tv, fik instruktør Theo Van Gogh og manuskriptforfatteren Ayaan Hirsi Ali op til flere dødstrusler.
Modsat Hirsi Ali nægtede Van Gogh at modtage beskyttelse og skulle eftersignende have udtalt: »Man dræber ikke landsbytossen«. Som en ægte græsk tragedie blev instruktøren skudt hele otte gange, da han en november-morgen cyklede på vej til arbejde. To forbipasserende blev også ramt af skuddene, og Van Gogh forsøgte ifølge vidner både at flygte og tale drabsmanden til fornuft, inden han også blev stukket to gange af en større og en mindre kniv.
På den lille kniv sad en seddel med dødstrusler mod Ayaan Hirsi Ali, som derefter gik under jorden. Seddelen bar også trusler til vestlige lande og jøder. Drabsmanden Mohammed Bouyeri blev dømt til livstid på baggrund af den hollandske terrorlov.
3. ’Operation Argo’ (2012, Ben Affleck)
Vi bliver i Iran. Ben Afflecks Oscar-vinder gav os en underholdende fortolkning af, hvordan Hollywood hjalp CIA med at snige amerikanske diplomater ud af Iran under gidselkrisen i 1979. Filmens mange faktuelle fejl og amerikanske helteportrætter blev dog for meget for den iranske regering. Vi forestiller os, at filmentusiasterne i det iranske kulturministerium hurtigt blev enige om en fælles vurdering af filmen: »Argo fuck yourself!«
’Operation Argo’ blev forbudt i Iran, og den nationale filmproduktion har siden annonceret, at Iran som modspil laver filmen ’The General Staff’, der skal fortælle den korrekte historie om de amerikanske gidsler i Iran. Vi ser frem til endnu en subjektiv vurdering af hændelserne.
2. ‘This Is Not a Film’ (2011, Jafar Panahi)
Den iranske filminstruktør Jafar Panahi er blevet anerkendt af Cannes og andre internationale festivaler, men hans film er flere gange blevet forbudt i hans eget hjemland. Hans film beskæftiger sig nemlig ofte med de mennesker, som har det svært i Iran. I 2010 blev det for meget for den iranske regering, der anholdt Panahi for propaganda mod regeringen. Jafar Panahi blev idømt seks års fængsel og et forbud mod at lave film i tyve år.
Imens han ventede på afklaring over hans appelsag, lavede han i 2011 dokumentaren ‘This Is Not a Film’, hvor han filosoferer over, hvornår hjemmeoptagelser bliver til en film, alt imens han indirekte og direkte fortæller om sin dom og forbud mod at lave film. Dokumentaren blev senere smuglet ud af Iran i en kage og vist ved Cannes-festivalen i 2011. Appelsagen blev desværre ikke vundet.
1. ‘Confessions of a Nazi Spy’ (1939, Anatole Litvak)
I 1936 blev Warner Brothers’ distributør i Tyskland Joe Kaufmann jagtet og trampet ihjel af nazister i Berlin. Da Krystalnatten blev en realitet i november 1938 handlede de polskfødte Jack og Harry Warner prompte og gik i krig mod tyskerne på den måde, de kendte bedst.
De producerede straks ’Confessions of a Nazi Spy’, der blev den første amerikanske antinazistiske propagandafilm. I filmen er nazisternes spioner tæt på at få fodfæste i USA, hvor de planlægger terrorhandlinger og spreder propaganda i befolkningen.
Filmen blev bandlyst i Tyskland og Japan samt i 18 latinamerikanske lande, og ifølge rygter planlagde Hitler at henrette mændene bag filmen, så snart han havde vundet krigen. Hollywood fik efter filmens premiere i april 1940 nyheder om, at polske biografejere, der havde vist ’Confessions of a Nazi Spy’, var blevet hængt i deres egne biografers foyerer. Efter filmens premiere fik Warner uofficielt besked fra den amerikanske regering om ikke at lave lignende film igen. Næste amerikanske antinazistiske propagandafilm skulle først blive en realitet, efter USA gik ind i krigen.
Læs også: ’The Interview’ fremprovokerer krigstrusler fra Nordkorea
Læs også: Se traileren til ’The Interview’