10. ’Billy on the Street’ sæson 3 (Fuse TV)
»Oscar! Tony! Grammy! Emmy! All these awards have been won by the great Whoopi Goldberg. But today I’m here with well-liked stand-up comedian Patton Oswalt«.
Et minuts fjollet small-talk senere er Oswalt i gang med quizzen ’Does Shakira know what this is?’. Hun kender ikke til den amerikanske hærs Don’t Ask, Don’t Tell-politik, men til gengæld er hun altså nede med ballonfobi.
Bag ’Billy on the Street’ står Billy Eichner, og det er særligt hans fuldstændig overgearede – grænsende til psykotiske – optræden foran kameraet, der driver denne unikke voxpop-quizshow-reality-komedieserie.
Ét øjeblik bliver tilfældige new yorkere overfaldet af Billy i lyserød påskeharedragt, der siger »Happy anniversary to The Passion of the Christ?!« og afventer deres reaktion, det næste løber han op til fremmede mennesker hånd i hånd med megastjernen Amy Poehler iklædt en Pitbull-maske og råber: »It’s not Pitbull! It’s Amy Poehler!«
Det er spontant og komplet utilregneligt. Enkelte segmenter falder til jorden, men de fleste sidder lige i øjet. Hvis man elsker alternative quizzer, har amerikansk populærkultur som modersmål og knuselsker maniske typer, er ’Billy on the Street’ et must-see.
9. ’New Girl’ sæson 3 (FOX)
Siden ’Friends’ gled over skærmen for sidste gang, og Chandler og Monica flyttede til forstæderne, har amerikanske tv-kanaler utallige gange forsøgt at genskabe formlen for den nærmeste overjordisk succesfulde vennegruppe-sitcom. ’New Girl’ er et af de allerbedste bud.
Overraskende nok er det ikke Zooey Deschanel som titlens nye pige i vennegruppen, Jess, der er seriens stærkeste kort, selv om hun i tredje sæson har fundet en fin balance mellem det lillepigede naive og det mere iltert feministiske og udviser stort, uforfængeligt komisk talent. De egentlige esser er hendes room-mates – den sjuskede, autoritetsforskrækkede generation x-bartender Nick (Jake Johnson), den pertentlige og stræbsomme maniker Schmidt (Max Greenfield) og den decideret outrerede ex-basketballspiller Winston (Lamorne Morris).
Og outrerede øjeblikke er der masser af (her fornægter showrunner Elizabeth Meriweathers fortid på den absurde Adult Swim-serie ’Childrens Hospital’ sig ikke).
For nok kredser serien om konventionelle kærlighedsforviklinger (i tredje sæson blandt andet en slingrende romance mellem Jess og Nick), der rent faktisk pirrer hjertestrengene, men de komplementeres konstant og effektivt af skæve indfald som Winstons kattesex-projekt og Schmidts livlange mail-korrespondance med Michael Keaton – eller en fest i privaten hos Prince (ja, den Prince). Meriweather jonglerer fornemt de mange bratte skift mellem det indfølte og det karikerede, der gør ’New Girl’ til meget mere end en vellykket kopi af ’Friends’.
8. ’Last Week Tonight with John Oliver’ sæson 1 (HBO)
Mange gættede på, at John Oliver ærgrede sig over ikke at være blevet på Comedy Central, nu hvor Stephen Colbert snart forlader skuden for at erstatte David Letterman på CBS og efterlader en ledig stol på tidspunktet lige efter ’The Daily Show’ med Olivers tidligere arbejdsgiver, Jon Stewart.
Men Oliver tegnede kontrakt på et ugentligt politisk satire-talkshow på HBO, og siden premieren er al ærgrelse forstummet. ’Last Week Tonight’ er nemlig et friskt og anderledes supplement til Stewart, Colbert og Bill Maher, et halvtimes format med gennemarbejdede indslag, som ofte varer lige så længe som pendanterne hos det kronede nyhedsprogram ’60 Minutes’.
Oliver får desuden det optimale ud af sin britiske herkomst. Han ser USA fra outsiderens fornøjelige perspektiv og gør skævt grin med sit amerikanske adoptiv-land. Men i den mere seriøse ende udvider han også emne-spektret og fokuserer langt mere på internationale historier som Syrien og Afrika, end vi ser hos Colbert og Stewart. Og når man tænker på, at mange amerikanske unge får deres nyheder fra de politiske satireshow, er det jo vigtigt.
7. ’Inside Amy Schumer’ sæson 2 (Comedy Central)
Kun Amy Schumer flirter med en fyr på en bar ved at blinke kælent og annoncere, at hun lige går på toilettet »to make some room«. Det er groft, vulgært og piskende morsomt – og markerer komikerens frygtløshed.
Schumer er med i stort set hver eneste af showets frames, men det er alligevel en dynamisk affære, da der klippes lystigt mellem stand-up-segmenter, hovedpersonens afslappede gade-interviews med tilfældigt forbipasserende og deciderede sketches. Og det er de sidstnævnte, der er de funklende diamanter i Schumers beskidte univers, hvor sex, kønssygdomme, begravelser, bryllupper og mislykkede terapi-sessions alle angribes af hendes skarpe feministiske blik for de små sten i hverdagens sko.
Blandt højdepunkterne i sæson to var Aaron Sorkin-parodien, ’The Foodroom’, hvor en patriotisk manager bestyrer en fastfood-restaurant, som var det the war room i Det Hvide Hus. Og en grænseoverskridende sketch, hvor Schumer spiller et ubehageligt realistisk militær-konsolspil, og hendes karakter i spillet bliver bedt om ikke at indberette, at hun er blevet voldtaget, og i stedet være en »team player«. Det er dristigt materiale, men Schumer ryster aldrig på hånden.
6. ’Review’ sæson 1 (Comedy Central)
Halvsæsonens mest udfordrende serie på komediefronten står den oversete, 43-årige komiker Andy Daly for.
’Review’ er en amerikansk version af en australsk serie, og udgangspunktet er anmelderen Forest MacNeil, der ikke anmelder film eller bøger, men life experiences. Seerne skriver ind og vil vide, hvordan det er at være stofmisbruger, blive skilt eller være i rummet – og Forest tager opgaven på sig med stor seriøsitet.
Serien starter som et slags sketch-show, hvor vi i hvert afsnit får tre-fire segmenter, hvor Forest anmelder nye ting. Men i løbet af sæsonen bliver det også et særdeles tragikomisk portræt af Forest, som sætter hele sit gode og trygge liv på spil i anmelderiets tjeneste. Hvorfor? Man er ikke helt sikker. Men derouten bliver værre og værre, og serien akkumulerer ulykkerne, så man langt henne i sæsonen ser, at Forest stadig kæmper med det narkomisbrug, han erhvervede sig i et af de første afsnit.
Det er kulsort humor og lidt af en sadistisk serie at være vidne til, men det er samtidig aldeles underholdende, og Andy Daly er perfekt som den på overfladen så pæne – grænsende til det kedelige – mand, som kommer så galt afsted. Helt med vilje.
5. ’Brooklyn Nine-Nine’ sæson 1 (FOX)
Den klassiske, amerikanske arbejdsplads-sitcom er egentlig en lidt fortærsket genre, men Michael Schur har om nogen formået at puste liv i den. Han var med på den amerikanske ’The Office’, var siden hovedkraften bag ’Parks and Recreation’, og nu står han sammen med Daniel J. Goor bag politiserien ’Brooklyn Nine-Nine’.
Seriens centrum er den storskrydende, uortodokse politibetjent Jake Peralta, som bliver spillet af den veloplagte Andy Samberg fra ’Saturday Night Live’. Men serien er langt fra bare en one note-forestilling. Dens styrke er det samlede ensemble, og særligt Peraltas had-kærlighedsforhold til den højtidelige politikaptajn Holt (inkarneret særdeles morsomt af Andre Braugher) er i top. I biroller ses adskillige komiske talenter, ikke mindst Chelsea Peretti som den upassende sekretær Gina Linetti.
’Brooklyn Nine-Nine’ er en mere klassisk komedieserie end ’Review’ og ’Silicon Valley’ (se næste side), og den er måske ikke helt på niveau med de første sæsoner af ’Parks and Recreation’. Men den er stadig rasende velforløst – vittig og kvik og fortalt i et ekstremt højt og legende tempo.
4. ’Silicon Valley’ sæson 1 (HBO)
Halvårets bedste nye komedieserie kom fra Mike Judge, manden bag ’Office Space’ og ’Beavis and Butthead’.
Det er en særdeles veloplagt satire på det unge og fremadstormende tech-miljø i Californiens Silicon Valley, og karikaturerne af både de kultdyrkede, zenbuddhistiske genier, de akavede nørder og de (dum)smarte forretningsfolk er ramt på kornet.
Men når serien er mere end billige grin på bekostning af Google, Apple og de andre giganter, er det, fordi den samtidig rammer en følelsesmæssig nerve. Historien fokuserer på tre nørdevenner og deres selvovervurdende udlejer Erlich, som lancerer et filkompromeringsværktøj og hurtigt må vælge, om de vil sælge det videre til en af giganterne eller selv føre projektet videre: Hjertet eller pengene.
De vælger selvfølgelig at pleje hjertensbarnet selv, og deres op- og nedture i kampen for det store gennembrud er skildret med en perfekt balance af humor og varme. T.J. Millers megalomane Erlich er allerede lidt af en kultfigur.
Læs vores femstjernede anmeldelse af ’Silicon Valley’ HER.
3. ’Girls’ sæson 3 (HBO)
Sjældent er en tv-serie blevet hypet så meget, før så meget som et afsnit var løbet over skærmen, som det var tilfældet med første sæson af ’Girls’. Men Lena Dunham levede op til forventningerne. Så kom sæson 2, som var en lidt flakkende oplevelse, hvor Hannahs OCD-deroute føltes som en lidt forceret udvikling, og de øvrige karakterer stod mere eller mindre i stampe.
Men tredje sæson var noget af et comeback. Fra afsnit fire, ’Dead Inside’, hvor Hannah reagerer temmelig usympatisk på en arbejdsrelations dødsfald, fik vi simpelthen noget af bedste ’Girls’, vi endnu har set. Det var en kompromisløs beskrivelse af Hannahs mere og mere uforsonlige narcissisme, og det var smerteligt at se, hvordan hun reagerede på Adams nyfundne kunstneriske aspirationer. Samtidig havde selv Marnie en udviklingshistorie – som talentfuld sanger – der var til at holde ud at se på.
Her blev ’Girls’ igen det benhårde generationsportræt, der fra start har været seriens styrke. Og man må tage hatten af for Dunhams mod til at skildre Hannah som så eklatant egoistisk, som hun var i tredje sæson.
2. ’Louie’ sæson 4 (FX)
Det var en overordentligt stor opgave for Louis CK at følge efter den fuldstændigt enestående tredje sæson af hans nybrydende serie om en fiktionaliseret udgave af sig selv. Og at det næsten lykkedes, er rigeligt til at placere ’Louie’ som en af halvsæsonens bedste oplevelser.
Mere end nogen anden serie på tv tør ’Louie’ skifte tempo, tematik, tone og struktur fra afsnit til afsnit, og også i denne sæson prøvede CK et væld af nye fortællegreb af. Han lod flere historier kører over adskillige afsnit, så de tilsammen udgjorde fortællinger i spillefilmlængde, og han søgte kontroversielle grænser i højere grad end tidligere. Både hans take på kærlighedslivet set fra en overvægtig kvindes perspektiv og en fjumret ansats til et seksuelt overgreb bragte sindene i kog rundt omkring på nettet.
Det længerevarende plot, hvor Louis CK – længere nede i kulkælderen end nogensinde før fra denne sæsons start – forelsker sig i en østeuropæisk kvinde, der ikke kan et ord engelsk, var en tand for cute og sentimentalt, og flashbackene til Louies barndom fyldte lovlig meget. Til gengæld var der sublime øjeblikke med Louies forhold til sine døtre, og når serien bevægede sig op i et nærmest surrealistisk lejde – som i episoden, hvor Louie redder familien fra en orkan – var den bedre end noget andet på tv lige nu.
1. ’Veep’ sæson 3 (HBO)
Serien om den inkompetente, forfængelige, egoistiske, pinlige og helt uimodståelige vicepræsident Selina Meyer, spillet af Julia Louis-Dreyfus, bliver bare bedre og bedre.
Tredje sæson var et foreløbigt højdepunkt. Selina Meyer blev sendt i præsidentvalgkamp, hvilket skabte en naturlig ramme for en række fænomenale set pieces, hvor det politiske miljø blev sardonisk udstillet. ’Veep’ er knusende intelligent skrevet og eksekveret, og dens birollestab er uovertruffen, med Matt Walsh’ Mike som et fjoget højdepunkt og den herligt enerverende Jonah Ryan som en figur, der blev sendt nye og herligt underholdende steder hen denne sæson – først som renegade-blogger, siden som underkuet håndlanger.
Julia Louis-Dreyfus understreger, at hun har timing og repliklevering som få andre, og så var satiren på de komisk utilregnelige kandidater, der altid dukker op i et amerikansk primary, ubetaleligt. En Washington-insider har en gang udtalt, at ’Veep’ er en mere rammende beskrivelse af amerikansk politik end ’House of Cards’. Hvis det er sandt, er det skræmmende.