Vi er vant til at se Amy Brenneman have styr på tingene. Hun har spillet kriminalbetjent i ’NYPD Blue’, dommer i ’Judging Amy’ (som hun selv skabte og producerede) og psykiater i ’Private Practice’.
Et opbyggeligt image, hun i den grad vender på hovedet som kæderygende, makeupfrit, hvidklædt og tavst sektmedlem i HBO’s nye serie, ’The Leftovers’.
»Hvis det lykkes sekten at få fat i Amy Brenneman, hvordan stiller det så os andre?« siger seriens skaber Damon Lindelof om valget af Brenneman til rollen som Laurie. En kvinde, der har forladt sin familie for at slutte sig til sekten The Guilty Remnant som reaktion på det kollektive traume, der indfinder sig, efter to procent af verdens befolkning på mystisk vis forsvinder.
»Det er en svær rolle, fordi man har lyst til at hade hende. Så vi castede en skuespillerinde, som på forhånd har en sympati«, siger Lindelof.
Sympati har hun også blandt de internationale journalister, der lyser op, da hun iført hvid sommerkjole træder smilende ind i konferencerummet på Crosby Street Hotel i New York. Hun hilser pænt rundt om bordet og spørger, om vi har et godt VM, inden vi går over til de mere alvorlige emner, som den postapokalyptiske serie lægger op til.
Laurie er en karakter, der kan være svært at kunne lide. Hvad var din vej til at forstå hendes motivation til at forlade sin familie og slutte sig til en sekt?
»Jeg har været forsigtig med ikke at bløde Laurie op for at gøre hende sympatisk for mig selv. Men hvad, der ikke er klart fra første afsnit, er, at der nu er gået tre år siden hændelsen, og at Laurie kun har været i The Guilty Remnant i et halvt år. De to et halvt år, hun holdt ud i en normal hverdag, var interessante for mig. Hvad var bristepunktet?
Vi oplever i et flashback, at Laurie var en super funktionel terapeut og mor. Som jeg ser det, trøstede og rådgav hun, indtil der kom et punkt, hvor hun tænkte: ’Hvad fanden ved jeg? Jeg har ingen ord for det her. Og alle disse ord og floskler er måske mere destruktive end nyttige’. Jeg tror, det var der, hun holdt op med at tale«.
Hvor svært er det at spille en person, der slet ikke taler?
»Nogle gange er det let – jeg behøver ikke lære replikker. Men jo mere komplekse og usympatiske mine handlinger bliver i serien, des mere frustrerende er det ikke at tale. Jeg sagde til Damon forleden: ’Hvis jeg bare kunne få én replik, der forklarer, at det her er grunden til, at jeg gør, som jeg gør…’ Men faktisk har jeg mindre imod ikke at tale, end at hun er en person, der sjældent viser sine følelser. Det er naturligt for mig at være en meget ekspressiv kommunikator, så det har været en kamp ikke at udtrykke, hvad jeg føler og tænker«.
Og hvordan har det været at undvære makeup, hairstylist osv.?
»Jeg var helt frisk på det i starten – jeg kommer fra teatret, så jeg er vant til at rode rundt på et beskidt gulv. Så så jeg piloten… og oh my God! Og prøvede på forskellige måder at snige mig til at have diskret makeup på. Jeg kalder Damon min amish father, for hver gang sendte han mig sms’er med ’du har makeup på!’ Det var et enormt skifte fra ’Private Practice’, som var meget glamourøst, men jeg har ændret holdning nu, og når jeg ser stills af Liv (Tyler, red.) og mig, sætter jeg virkelig pris på den nøgne skønhed. Lige nu føler jeg mig som en transvestit«.
Er Laurie den mest udfordrende karakter, du har spillet?
»Jeg elsker alle mine ’børn’ lige meget. Det var en enestående oplevelse at kreere og producere ’Judging Amy’, der var 100 procent min i seks år. Men jeg arbejdede også 18 timer om dagen, mens jeg gennemgik to graviditeter. Jeg har helt ærligt ikke lyst til nogensinde at arbejde så hårdt igen, så jeg var jeg tiltrukket af ideen om at arbejde i en ensemble-serie.
’Private Practice’ var en udfordring, fordi jeg foretrækker noget, der stikker dybere end en soap. Da jeg startede på serien, sagde jeg til Shonda (Rhimes, red.): ’Det bliver så interessant at arbejde i en serie, der handler om fattige mennesker og forsikringsindustrien!’ Og Shonda svarede: ’Nej. Vi laver en serie om virkelig smukke mennesker’. Det var udfordrende, fordi jeg ikke kunne føle den.
’The Leftovers’ kan jeg føle helt ind til benet. Jeg er ikke en sci-fi-pige, og jeg fulgte ikke med i ’Lost’, men det var spændende at være med til at skabe en ukendt, hypotetisk verden«.
Researchede du sekter som forberedelse til rollen?
»Jeg ser mere The Guilty Remnant som en religiøs orden, og jeg tænkte på ikkevoldelige spirituelle ledere som Gandhi og Thomas Merton. Jeg var interesseret i, hvordan man undertrykker sin reptilhjerne til ikke at reagere på vold med vold«.
Hvordan tror du, publikum vil reagere på serien?
»Jeg tror ikke, den vil være alles kop te. Det er en serie, der påvirker folk. Den handler om sorg og er brutalt ærlig og autentisk«.
Tror du, det er svært for seerne ikke at have en forklaring på, hvad der er sket med de forsvundne mennesker?
»Jeg blev spurgt forleden om min teori, og jeg havde helt ærligt ikke skænket det en tanke. Jeg er så meget inde i den verden. Pointen er, at vi alle lever i uvished. Din familie bliver syg, og der sker mærkelige hændelser hver dag. Ofte er sorg isolerende, men her er det en kollektiv oplevelse. Det er interessant, om vi mennesker i den situation tør være åbne og sårbare over for hinanden«.
Læs også: Interview – Liv Tyler fandt sin indre vrede i ‘The Leftovers’
Læs også: Anmeldelse af ‘The Leftovers’