’BoJack Horseman’
Lige siden storhedstiden som stjerne i 80’er-tv-serien ’Horsin’ Around’ er det kun gået én vej for BoJack Horseman – den forkerte. Arbejdsløs, deprimeret og stemplet som has been leder han efter livets mening på bunden af en flaske. Omgivet af dagdriveren Todd (Aaron Paul), agenten Princess Carolyn (Amy Sedaris) og ghostwriteren Diane (Alison Brie) famler BoJack sig gennem livet.
Og det samme gør tv-serien af samme navn. Netflix’ seneste egenproduktion har kun et par overordnede plottråde, der binder første sæson sammen. Strukturen er løs, og den ene joke når knap at lande, før den næste står klar. Jo mere outreret, desto bedre.
Det ville være anarkistisk, hvis det ikke var ganske forudsigeligt i sin tilstræbte uforudsigelighed. Idéen med fem-ti sekunder lange flashbacks, der fungerer som visuelle punchlines på jokes, er stjålet direkte fra ’Family Guy’, konceptet med et univers befolket af mennesker og andre væsener er set før i ’Ugly Americans’ – og så videre. Selv det grundlæggende set-up med den fallerede tv-stjerne er velkendt, hestehoved eller ej.
Hvor det i ’Ugly Americans’ er dæmoner og zombier, der lever side om side med mennesker, er ’BoJack Horseman’ befolket af mere velkendte antropomorfe dyr. BoJack er en hest, hans agent er en kat, nyhedsværten på tv er en hval (den tidligere MSNBC-vært Keith Olbermann!), og Navy Seal-soldaten er selvfølgelig en sæl.
Raphael Bob-Waksbergs serie scorer mange af sine point i legen med dyrestereotyperne: Servitricen på dineren er en ko, der serverer burgere med indigneret mine, forlagsredaktøren hos det økonomisk trængte Penguin Publishing er naturligvis en Woody Allen-nervøs pingvin. Men det, der trods alt gør ’BoJack Horseman’ værd at se, er titelkarakteren.
BoJack er en fascinerende selvmodsigelse. Han svinger bipolært mellem at skyde brystet frem og sygne hen i selvmedlidende anekdoter og hadske nedsablinger af andre. Han er lidt af en antihelt. Og så alligevel ikke. For gennem flashbacks til hans forfærdelige barndom og Will Arnetts sympativækkende stemmeføring forstår vi, hvor BoJack kommer fra. Han er lidt af et røvhul, men han er vores røvhul.
Kort sagt:
Netflix’ nye satsning vil gerne være cool og provokerende, men er ingen af delene. Til gengæld er BoJacks selvmedlidende galgenhumor underligt sympativækkende, og præmissen med de antropomorfe dyr sjovt – og ofte sågar intelligent – udnyttet.
Læs også: En guide til animationsseriernes oversete stjerner
Læs også: Læs også: ’The Simpsons’ arvtagere – seks geniale animationsserie