’Det er aldrig for sent’
Rob Reiner var i 80’erne manden bag så forskellige roste film som ’This is Spinal Tap’, ’The Princess Bride’ og den tidløst charmerende ’Da Harry mødte Sally’. Senere stod selvsamme Reiner også bag kameraet på ’A Few Good Men’ og ’Misery’, men siden de sene 90’ere er det gået hastigt ned af bakke for instruktøren, hvis film efterhånden føles desperat forcerede.
Forceret er desværre også et ord, der hurtigt melder sig på banen ved gennemsyn af Reiners seneste romantiske fodnote, seniorfilmen med den usandsynligt vage titel ’And so it goes’ (’Det er aldrig for sent’ på dansk). Her stifter vi bekendtskab med den lidet charmerende gnavpot Oren Little (Michael Douglas), hvis eneboertilværelse efter konens død pludselig trues, da han bliver tvunget til at tage vare på sit hidtil ukendte barnebarn Sarah (Sterling Jerins). Sønnike, en tidligere narkoman med våde hundeøjne, er uretfærdigt blev fængslet, og Oren inddrages meget mod sin vilje i projekt ’pas en sød unge, der vil smelte dit kolde hjerte’.
Her kommer nabokonen og den følsomme natklub-sangerinde-in-spe Leah (Diane Keaton) heldigvis ind i billedet, da hun bevidner Orens totale mangel på handlekraft. Leah hanker op i både barn og gnavpot, og selvfølgelig spirer der inden længe amourøse følelser mellem de to ældre, i bund og grund håbløst ensomme mennesker, mens klicheerne hober sig op.
’Det er aldrig for sent’ er lige så formålsløs som sin titel, og både Michael Douglas og Diane Keaton spiller på samme velkendte autopiloter, begge efterhånden har tyet til alt for mange gange i karrierernes senere år. Man kan mene, hvad man vil om Douglas’ aggressivt sammenbidte skuespil, men Diane Keaton har immervæk førhen leveret præstationer, der på karakteristisk skæv vis formåede at røre publikum med en ligefrem charme og ærlighed.
I det sidste tiår har skuespillerinden dog gjort, hvad hun kunne for at få verden til at glemme glansrollerne i bl.a. ’Annie Hall’ og ’The Godfather’, og der er noget ganske sørgmodigt ved at bevidne en tidligere ildsjæl brænde ud på lærredet for til sidst at krable rundt som et hult ekko af sig selv.
Læg dertil, at Rob Reiner insisterer på at krydre sin ’komedie’ med følgende træge filmiske scenarier, der ganske enkelt ikke er gangbare i 2014, og man står tilbage med et produkt, der på alle måder har passeret sidste salgsdato:
- En hund, der tørboller en bamse (utilgiveligt idiotisk, uanset kontekst).
- En ældre, neurotisk kvinde, som tuder så let, som vinden blæser, gerne under levering af uskøn skønsang (trættende).
- En ældre, neurotisk kvinde som tuder efter at have fået sex for første gang i årevis. For komisk effekt, hvem der så end måtte finde det morsomt (utilsigtet nedladende, om noget overhovedet).
Kære Rob Reiner, det er aldrig for sent at gå på pension.
Kort sagt:
’Det er aldrig for sent’ vil så gerne være en varm romantisk komedie for det ældre publikum, men Michael Douglas og Diane Keaton tosser i stedet uforvarende rundt i en klæg suppedas af utilgivelige klicheer. Alle involverede burde have vidst bedre.