Det følgende er scener fra instruktør Claus Bjerres to seneste film. Først fra ’Far til fire – til søs’ fra 2012.
Lille Per, far og resten af familien er ombord på den gamle træskonnert Valborg for at deltage i en kapsejlads. Inden da skal de have kadetstribet matrostøj på i maritime farver. Da alle er klar, kigger Lille Per på far og udbryder: »Du har taget den omvendt på«, da han ser, at far har den flagrende firkantede krave på brystet. Alle griner.
Næste scene er fra Claus Bjerres premiereaktuelle ’En, to, tresomt’. Veninderne Siff og Maria deler kæresten Lucas mellem sig, så de er kærester med ham hver anden dag. De taler om, hvilke blow job-teknikker fyren bedst kan lide, og vil lige afprøve en ny. De åbner munden og placerer deres tommelfinger med neglen nedad på tungen. Læberne samler sig om fingeren, og pigerne begynder at nynne.
»Efter at have lavet ’Far til fire’ ville jeg gerne arbejde dybere med karakterer, der ikke var så tegneserieagtige. Jeg ledte efter nogle unge mennesker, der var utrænede, impulsive og åbne over for tilgangen til at lave film og lave nogle karakterer, der var mere rummelige«, siger Claus Bjerre.
Garvet rotte, ung film
Det er ingen overdrivelse at konkludere, at han har fået sit ønske om at bevæge sig væk fra ’Far til fire’-universet opfyldt med sin nye film ’En, to, tresomt’, der har premiere på torsdag. I modsætning til de storsælgende familiefilm er ’En, to, tresomt’ lavet for næsten ingen penge, den har ingen stjerner og intet manuskript. Den er improviseret frem mellem instruktøren og de tre hovedrolleindehavere, der alle deler kreditten for manuskriptet, i en lejlighed på Nørrebro.
Det lyder som et projekt, en ung pågående instruktør kunne kaste sig ud i. Alle taler om, at der skal laves flere lowbudget-film i Danmark, fordi udstyret er så billigt, og de gamle filmselskaber ikke længere kan begrænse den geniale, unge filmkunstner, der med et billigt kamera og gå-på-mod bare kan lave sin egen nyskabende film. Men hvordan kan det så være, at det er en garvet rotte, der har lavet seks brede familiefilm og undervist i en årrække på Den Danske Filmskole, der gør det?
De første ti minutter er nemme
»Jeg kunne ikke have lavet den film uden et manuskript, hvis jeg ikke havde lavet mange film før«, siger Claus Bjerre.
»Mange synes, at det kunne vildt fedt at lave en film på den her måde. Udstyret er så billigt, og man kan lave det på en iPhone, så det er bare om at gå i gang. Men når de finder ud af, hvor krævende det er, mister de modet. De går i gang og får filmet en masse, men de har ikke erfaringen til at komme videre. Alle kan lave en film, der er god i ti minutter. Alle kan skrive et manuskript, hvor de første 25 sider er gode. Men det er resten, der er svært. Det er efter midten indtil slutningen, der er svær. Det er der, folk går døde«.
Den nødvendige erfaring
Det var her, erfaringen kom Claus Bjerre til gode. ’Far til fire’-filmene, han havde instrueret, solgte mere end to millioner biografbilletter, men han kunne alligevel ikke få støtte til sit nye, improviserede filmprojekt, fordi Filminstituttet stillede som krav, at der skulle foreligge et manuskript. Claus Bjerre måtte gå i gang og håbe på, at Filminstituttet ville efterbevilge ham pengene. Det ville de, men det krævede en erfaren filmmands tro på projektet at få det igennem – og for at overbevise skuespillere og filmhold om det.
»Den, der styrer projektet, skal have noget erfaring«, siger han.
»Man kan ikke være en fuldstændig uerfaren instruktør, der arbejder sammen med et hold erfarne skuespillere og så lave en film uden manuskript. Alle forventer, at instruktøren tager nogle beslutninger. Hvis instruktøren ikke har erfaring nok til at tage beslutninger, kan det godt blive lidt vanskeligt, for der er en historie og struktur, man skal kende. Det er det samme som at spille musik. Dem, der sætter sig ved klaveret og improviserer, har øvet sig i årevis og kender alle skalaerne«.
Håber på de unge
Claus Bjerre håber på, at masser af unge mennesker vil gå i gang med at lave billige film, men han henviser til en forudsigelse, som instruktør Francis Ford Coppola kom med. ’Godfather’-instruktøren talte om den digitale revolution og mente, at filmens næste Mozart ville være en skolepige fra Texas med et billigt kamera. Det var i 1979, og den geniale skolepige er ikke dukket frem fra sit værelse.
»Det er så kompliceret teknisk og fortællemæssigt at lave film, at enhver ikke bare kan gøre det på sin intuition. Hvis der skal komme en filmbølge, som alle taler om, kræver det, at det rigtige, geniale menneske dukker op og udnytter mulighederne«.
Udover et stort instruktørtalent kræver en revolution af filmmediet med digitale kameraer også politisk velvilje. Det er dyrt at lave film, og i Danmark er det stort set umuligt uden at få offentlig støtte. Men giver man ikke muligheden, sker der intet.
»I Frankrig tog man i 1950’erne den beslutning, at man ville promovere landet på kultur. Der blev postet penge i et promovere landets madkultur, forfattere, musik og så videre. I 1959 blev der lavet 100 spillefilm. I dag huskes to. ’Åndeløs’ og ’Ung flugt’. Så mange skulle der til, før der kom nogle banebrydende film. Det er en stor spildprocent, men laver man kun to film om året, risikerer man, at begge bliver dårlige«.
Læs også: Se traileren til ’En to tresomt’
Læs også: Anmeldelse af ’En to tresomt’