‘Nymphomaniac – Director’s Cut’

Jamen Lars, bedst som man troede, du havde lavet en film om en sexafhængig, mere eller mindre forkvaklet kvinde uden sådan rigtigt at chokere, kommer du med din egen, ucensurerede udgave af ’Nymphomaniac’ og formår alligevel at få én til at dække øjnene, ikke – som ellers ventet – på grund af de eksplicitte sexscener, men med en langt mere tabuoverskridende scene.

Det var ellers ikke med den helt store forventningsglæde, jeg så frem mod at skulle spendere en halv dag, fem en halv time, i biografen med en film, som jeg allerede havde set langt størstedelen af. Og det peger jo på det lidt nedslående ved lanceringen af Lars von Triers magnum opus: at man har stået igennem den af kommercielle hensyn nedbarberede version før mesterens egen, et slagkraftigt billede på, at kunst og kommers hænger uløseligt sammen for selv den største film-auteur.

Trier laver dyre film, som skal kunne sælges verden over, også til de mest hænderne-over-dynen-blufærdige lande.

Men nu er den her så. Den hardcore, eksplicitte, xxx-ratede, penetrationshungrende, blowjob-mættede udgave. Og, kom nu til sagen, var børnetimeversionen af ’Nymphomaniac’ så en kastreret Lille-Lars til sammenligning? Det korte svar (jeg skal, i Triers ånd, gøre det langt om et øjeblik) er ja, om end klipper Molly Malene Stensgaard og producer Louise Vesths elegant og ret umærkeligt formåede at tage halvanden time ud af den oprindelige film, så også producer’s cut kan nydes som det vittige, intelligente, legesyge, fabulerende storværk, ’Nymphomaniac’ i begge versioner er.

Ikke til husarerne
Trier afskrev hurtigt sin forrige film ’Melancholia’ som en for pæn og sentimental sag, og lancerede i naturlig forlængelse ’Nymphomaniac’ som »en pornofilm«. Derfor var der – filmens mange dyder til trods – noget antiklimatisk ved et nedklippet resultat, der ikke ligefrem var bourgeoisi-pænt, men alligevel tydeligt tildækket. Det giver slet og ret mening, når nymfomanen Joe i Triers egen udgave utilsløret får den forfra, bagfra og fra siden. Kun i et reaktionært samfund vender en film om en kvinde, der defineres fuldkomment ved sin seksualitet, og hvis liv bliver et lidelsesfuldt miks af lyst, død, skam og synd, kameraet skyldigt væk fra sagens kerne.

(Til husarerne: Det er også i denne udgave en elendig pornofilm, for de eksplicitte scener er stadig veldoserede – faktisk langt fra in your face-provokerende, men snarere inkorporeret glimtvist i filmen med en logisk naturlighed.)

Kun få af tillægsscenerne i den lange udgave føles uundværlige, og trods mere screentime forbeholdt Joes forhold til sin kærlige, træ-fanatiske far er det stadig den sidehistorie, som føles mest banal i sin psykologiserende demonstration af, hvordan Joe engang følte ægte kærlighed.

Grusomme minutter
Alligevel virker mammutversionen mere sømløs, mere flydende, og trods en spilletid, der får ’Ringenes herre’ til at virke som et interludium, keder man sig ikke et sekund. ’Nymphomaniac’ er ikke meditativt hypnotisk som ungarske Béla Tarrs maratonværker. I stedet serverer den et overdådigt langbord af forrygende optrin.

Den nærmest punket energiske scene, hvor Joe og veninden B duellerer om at knalde flest mænd på en togtur. Den sublimt timede, pinlighedskomiske scene, hvor Uma Thurmans Mrs. H. tropper op hos Joe – sin mands elskerinde – med tre børn og et straight face. De modbydelige S/M-sekvenser med Jamie Bell som pertentlig sadist. Tarantino goes pervert-scenen, hvor Joe med sindsforstyrrende pågåenhed afslører en mand som pædofil. For slet ikke at tale om alle de små, finurlige filmiske indfald, fra den vittige penis-montage til Bachs polyfoni som programmeret lyst i splitscreen.

Der er dog også blevet mere tid til at dvæle ved de små øjeblikke i samtalerne mellem den forslåede Joe (Charlotte Gainsbourg) og den intellektuelle asket Seligman (Stellan Skarsgård), og det slår én på ny, hvor nuancerede følelser begge skuespillere fremkalder, deres stillesiddende positur til trods.

Og hvor filmens anden halvdel, der dedikeres Joes seksuelle nedtur, føltes en smule skøjtende i den korte version, er der her kommet mere kød på, bogstaveligt talt. Hvilket leder os frem til scenen, scenen, et af de mest grusomme par minutter i filmhistorien, som da nok skal vække opsigt i katolske Italien, hvor anden halvdel fik verdenspremiere i går. Joe foretager en abort på sig selv, på stuegulvet med kogte stålredskaber, og så lidt er overladt til fantasien, at vi med røntgenbilleder ser fosteret blive fjernet fra livmoren og dumpet på tæppet som en lille blodig kødklump.

Giv os så den t-shirt!
Det lyder ubærligt, og er det ved gud også, men føles alligevel mindre som provokation for provokationens skyld end diverse afskæringer i ’Antichrist’. Abortsekvensen er central, for den viser, hvordan Joe med vold og magt forsøger at få Seligman til at fordømme hende moralsk. Og hvordan Trier forsøger det samme med tilskueren, hvis pro-choice-holdning intuitivt rystes af de modbydeligt grafiske billeder.

Netop dét er et af Triers vigtigste projekter med ’Nymphomaniac’. Han smider en række ideer i luften – om køn, racisme, pædofili, nazisme – der falder ned som stof til eftertanke. ’Nymphomaniac’ er vitterligt det tætteste, vi hidtil er kommet på et forstørrelsesglasblik ind i Lars von Triers geniale, men problemfyldte hjerne. Det er en legesyg og drilsk film, der lever op til sin erklærede ambition om at gå digresserende forfattere som Proust og Dostojevskij i bedene, men også en ordrig film, hvor det meste står på linjerne snarere end mellem, hvilket nok – sammen med versionsforvirringen – er én af grundene til, at filmen har vakt overraskende lidt debat sammenlignet med Triers øvrige film.

Det antyder dog måske samtidig, at det er en af instruktørens mest modent udklækkede film, i hvert fald indtil det sidste minut, hvor Trier ikke kan modstå fristelsen for triersk at trække tæppet væk under enhver tilfredsstillende (han ville selv sige sentimentalt leflende) forløsning. Det virker – også ved andet øjekast – lidt plat.

Men det rokker ikke ved, at alle bør unde sig selv at se ’Nymphomaniac’ i den form, landets største filmkunstner selv har modelleret. Om ikke andet kan man om kort tid tage et kapitel ad gangen på dvd eller vod, det egner filmen sig såmænd ganske glimrende til.

Og giv så den lille skare af folk med små ti timers Trier-sexfilm i bagagen den ucensurerede t-shirt: »Jeg dobbeltpenetrerede Lars von Triers ’Nymphomaniac’«.

Læs også: Lars von Trier laver ny, international tv-serie

Læs også: Trier pønser på at lave actionfilm