Dracula Untold
I Hollywood er der nogen, som med vampyrisk tørst efter dollars har lavet følgende pitch: »Hvad nu, hvis Dracula… [kunstpause]… er den gode?«
I ’Dracula Untold’ er den transsylvanske greve Vlad Tepes (Luke Evans) en romantisk helt. Han kysser blidt sin hengivne kone, nulrer sønnens hår og muntrer sig med gamle soldaterhistorier i sine raske svendes selskab. Den milde hersker har lagt en grum fortid bag sig. Som barn blev han tvunget ind i tyrkernes hær, hvor han voksede op og blev kendt som Vlad Spidderen, der satte tusindvis af mænd på pæle til skræk og advarsel for alle, der gik med tanker om at trodse tyrkernes fremmarch. Nu truer tyrkerne Transsylvanien, og farmand vil gøre alt for at redde sin familie.
I starten ligner det en klassisk tragedie i Bram Stokers ånd, hvor en mand indgår en pagt med djævelen. Vlad drikker en vampyrs blod for at få styrke til at nedkæmpe tyrkerne og redde sin familie. Han skal bare modstå tørsten efter blod i tre dage, så bliver han menneske igen.
Efter den første aften ser vi ham lide og vride sig i længsel efter blod, men derefter glemmes det. Så er det pludselig, som om han ikke tørster efter blod længere, og han møsser uproblematisk sin lækkerbisken af en kone uden at blive påvirket, som en anden kærlighedssyg oldboys-’Twilight’-vampyr. I en rigtig tragedie ville han ellers ikke have kunnet modstå tørsten efter blod. For sådan er pagter med djævelen.
Hele denne oprindelseshistorie blev fortalt bedre i prologen til Francis Ford Coppolas ’Bram Stoker’s Dracula’ fra 1992, en overdådig sekvens, som er et lille selvstændigt kunstværk i en ellers ujævn film.
’Dracula Untold’ prøver at ramme nogle af de samme gotiske horrorstrenge med talrige silhuetter af mænd på pæle med en blodrød himmel som baggrund. Men det klinger hult i den meningsløse historie, som nærmere afmytificerer myten og tvinger den ellers karismatiske Luke Evans til at sige kluntede, kvalmromantiske replikker og ellers er hensat til at være sværdsvinger i de CGI-tunge kampscener, som er vellavede uden at være rigtigt spændende.
Hen imod filmens slutning længes man efter en tid, hvor Dracula var et mytisk monster med dårlig ånde, som mæskede sig i jomfruer.
Kort sagt:
Gary Shores film kan fungere som fantasymetadon, mens der ventes på mere ’Game of Thrones’, men denne blodfattige oprindelseshistorie om Dracula kunne godt være forblevet Untold.