Han springer op fra sin stol og langer ud efter min telefon, som optager interviewet.
»Jeg tager lige den her. Så får du det hele med«, siger instruktør Mikkel Nørgaard på vej over til vindueskarmen, hvor hans cigaretpakke og lighter ligger klar fra hans seneste besøg ved det åbne vindue.
Han fortæller om ’Fasandræberne’, den anden af i alt fire planlagte film om politiets særlige Afdeling Q med Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) i spidsen, der er baseret på Jussi Adler-Olsens romaner. Den første film om politiets enhed, der efterforsker gamle, uopklarede sager, blev også instrueret af Mikkel Nørgaard og var 2013’s mest sete film i de danske biografer med 721.000 solgte biografbilletter.
Hans instruktørdebut ’Klovn – The Movie’ var en decideret landeplage og solgte 848.000 billetter. Ikke engang Susanne Bier kan følge med de salgstal, men alligevel er Mikkel Nørgaard lidt af en unsung hero i den brede befolkning. De fleste forbinder nok primært ’Klovn’ med Casper Christensen og Frank Hvam, og Jussi Adler-Olsen løber med opmærksomheden for historierne om Carl Mørck – hvis fokus da ikke er på de to prominente manuskriptforfattere, superduoen Nikolaj Arcel og Rasmus Heiserberg.
Det virker derfor naturligt at spørge ham, om han føler, at han får anerkendelse nok.
Han tager igen min telefon og fører den nu helt op til læberne.
»NEJ!« Han griner.
»Når man laver projekter, som der er nogle meget kendte navne involveret i, vil de få meget af opmærksomheden. Jeg ved, hvad min egen rolle i projektet er, og det ved de andre involverede også, og det er det vigtigste. Men vi er alle sammen små børn, der gerne vil have, at nogen kan lide vores tegning. Og små børn kan jo aldrig få anerkendelse nok«, siger han uden bitterhed i stemmen.
»Jeg ved, at mange var skeptiske, da jeg skulle lave ’Kvinden i buret’. ’Hvad er det for en lorte-ide at få ham ’Klovn’-instruktøren til at lave en thriller?’. Men jeg prøver bare ikke at tænke så meget over det og koncentrere mig om mit eget projekt«.
Indskrænket filmsyn
Mikkel Nørgaard begynder at svare på næste spørgsmål. Jo, han kunne da godt tænke sig at bygge sit eget univers op fra bunden en dag, nu hvor han har lavet tre film baseret på andres manuskripter og bøger. Så afbryder han sig selv. For første gang i en halv time rasler ordene ikke af ham.
Han tager en lang talepause. Helt uden cigaret.
»Den diskussion, vi lige kom til at røre før… Den er interessant«, siger han og vender tilbage til snakken om anerkendelse.
»Der er en tendens til, at man i udgangspunktet synes, at der er nogle ting, der er finere end andre ting. Vi er enige om, at nogle film er bedre end andre. Men jeg forstår ikke, hvorfor man på forhånd har taget en beslutning om, hvilke film der er de fine, og hvilke der bare er noget andet. Det er en smule indskrænket«.
Men vil du da ikke gerne lave dit eget?
»Jamen, jeg ser det ikke på den måde.’Klovn’ er lige så meget min, som det er Casper og Franks. Ingen af os kunne have gjort det uden hinanden. Og ja, Afdeling Q-universet bygger på en bog, men det er stadig mig, der har skabt filmene sammen med et fantastisk hold«.
»Er der nogen, der vil sige, at ’The Godfather’ ikke er Francis Ford Coppolas? Nej. Men var den ikke bygget på en bog? Jo. Og var manuskriptet ikke skrevet af ham, der også skrev bogen? Jo. Så må det jo være Mario Puzos«, siger han polemisk.
En dansk tendens
I næste måned tager Mikkel Nørgaard til Los Angeles, hvor han skal instruere ’Klovn 2’ sammen med Casper Christensen og Frank Hvam.
»I Danmark vil man gerne bruge betegnelser som arthouse-film, mainstreamfilm og auteurs. Men så snart man kommer uden for Danmark, betragter man meget mere hver enkelt film som en film. Man putter den ikke i bås, men forholder sig udelukkende til, om det er en god eller dårlig film. Når jeg selv er i udlandet, bliver jeg mødt på en anden måde, end jeg gør i Danmark«, siger han.
»Er ’The Godfather’ en mainstreamfilm, fordi den solgte i hele verden, eller er det en arthouse-film? Det er der ingen, der vil kalde den, men der er heller ingen, der vil kalde den en mainstreamfilm. Jeg synes bare, at det er et kæmpestort værk«.
Stået op og gået i seng med Afdeling Q
Jussi Adler-Olsens skygge er dog svær at komme ud af for Mikkel Nørgaard. Bestsellerforfatteren skriver stadig på bogserien om Carl Mørck og har solgt tæt på syv millioner bøger. Så derfor er det helt naturligt, at han får lidt af æren for filmene også. Eller hvad?
»I Skandinavien synes man, at det er noget helt særligt at filmatisere bøger. Vi tror altid, at det er bogens fortjeneste, hvis filmen bliver god. Selvfølgelig har Jussi Adler-Olsens bøger haft enorm betydning for filmen. Uden dem fandtes filmene jo ikke, men det er en meget dansk ting at synes, at instruktører skal være auteurs, der selv har fundet en original ide. Mange af de film, vi i dag anser som de største værker, er bygget på bøger, men vi giver kredit til instruktørerne som skaberen af filmen. Alle tænker da på ’The Shining’ som Stanley Kubricks film, selv om det er Stephen King, der har skrevet bogen«.
»Men du kan ikke slås med det. De sidste tre år af mit liv har jeg brugt på at lave de her film. Jeg er stået op med Carl Mørck og Afdeling Q og gået i seng med det. Når filmene så er færdige, kan jeg ikke gøre andet end at håbe, at folk kan lide dem. Jeg kan ikke bestemme, hvad folk skal synes om det«, siger han med et smil.
Læs også: Mikkel Nørgaard om sine overraskende inspirationskilder
Læs også: Fares Fares fortæller om sin karriere gennem dramaturgiens vendepunkter
Læs også: Anmeldelse af ‘Fasandræberne’