‘Før vinterkulden’
Vanen fransk tro stilles der store, eksistentielle spørgsmål i Phillipe Claudels gennemført franske film, ’Før vinterkulden’. Ikke fransk i Godard-forstand, med formomvæltende dekonstruktion, men i sit konventionelle hverdagsdrama fortalt uden store armbevægelser – naturligvis spækket med champagne, opera og midtvejskriser.
For den midaldrende neurokirurg, Paul (Daniel Auteuil, udødeliggjort i de vidunderlige klassikere, ’Kilden i Provence’ og ’Manon og Kilden’), begynder krisen at kradse, da ganske små forandringer langsomt slår skår i hans umiddelbart perfekte arbejds- og familieliv, hvor den hjemmegående hustru, Lucie (Kristin Scott Thomas, nærmere præsentation overflødig), ellers summer omkring med lækker mad og noget, der minder om betingelsesløs omsorg.
Det er ikke voldsomme hændelser – rivende erotisk tiltrækning, et gruopvækkende hjerteanfald – der udløser Pauls eksistentielle krise, men i stedet et mere eller mindre tilfældigt møde med kvinden Lou (Leïla Bekhti), der frister en tumultarisk tilværelse i en lavere samfundsklasse (selvfølgelig).
Lou er et dragende mysterium, tilsyneladende fuld af løgn, hvilket afsløres i prologen, som udspiller sig senere end filmens hovedforløb. Et simpelt fortælletrick, der strømfører de tilsyneladende udramatiske episoder med pirrende suspense.
Claudel doserer sit drama nøjsomt, men desværre ender han med at undsige filmens afmålte styrke i sidste del, hvor manuskriptet (forfattet af Claudel selv) kaster sine karakterer ud i et high drama med tragedie, soap-agtige familieforvekslinger og drabelige forbrydelser.
Den let kluntede udvikling er dog en tilgivelig skønhedsfejl, for Claudel er først og fremmest en skuespillernes mand, og filmen lever i kraft af eminente præstationer fra de internationalt anerkendte skuespillerinstitutioner, Auteuil og Scott Thomas.
Claudel formår at nedtone Auteuil, der mestendels nøjes med at antyde en ulmende indre konflikt i Paul, som drages mod det fremmede og må tage stilling til, om han har valgt det rigtige liv. Spørgsmålet er filmen klog nok til ikke at besvare entydigt.
Scott Thomas’ karakter bliver dog sjoflet en smule, og det kan undre, at det britiske mirakel af erotisk karisma (der som vanligt begår sig på flydende fransk) indvilger i at levendegøre så kantløst et kvindeportræt. Lucie virker handlingslammet i forhold til Paul og fremstår mere ynkelig end stærk, når hun selvundergravende råber: »Jeg opgav alt for ikke at hindre dig«. Ibsens Nora må vende sig i graven.
Det maskuline synspunkt vil ganske givet medføre, at ’Før vinterkulden’ bliver en mindre arthouse-succes end Claudels debutfilm ’Jeg har elsket dig så længe’, hvor Scott Thomas leverede karrierens måske bedste præstation. Under denne anmelders tid som operatør i Øst for Paradis spillede filmen nemlig for et overvejende kvindeligt publikum i over et år. En særegen bedrift i en tid, hvor film bliver taget af plakaten med hujende hast.
Kort sagt:
’Før vinterkulden’ er fransk film, som vi kender det: Et hverdagsdrama fyldt med eksistentielle livskriser, rødvin og distingverede seniorer, der går til klassiske koncerter. Filmen bør nydes for sit afmålte drama og elegante præstationer af Daniel Auteuil og Kristin Scott Thomas.