’The Tribe’
Der går lige præcis én times emotionel ørkenvandring i ’The Tribe’, før det første glimt af menneskelig varme viser sig. Da øjeblikket falder i en postcoitus-omfavnelse mellem Sergey og hans udkårne Anya, som han netop har betalt for at have sex med, labber man det begærligt i sig.
Det er symptomatisk for ’The Tribe’, at der ikke bliver givet ved dørene. I lange ubrudte indstillinger registrerer kameraet afmålt og indifferent Sergey og det hårde miljø, han gebærder sig i, uden at skelne mellem, om de horer, stjæler eller tæsker hinanden. Men desto stærkere fremstår det, når karaktererne omsider i små glimt afslører deres desperation, håb og drømme.
’The Tribe’ er en konsekvent film. Den er castet udelukkende med døvstumme amatører til at udspille den ofte trøstesløse handling omkring en kostskole for netop døvstumme, og instruktøren Myroslav Slaboshpytskiy går planken ud og lader filmen udspille sig udelukkende på tegnsprog uden undertekster.
At filmen vandt hovedprisen på Critic’s Week under Cannes-festivalen i maj, er dog næppe bare et velmenende vink af sympati mod de stakkels døvstumme. Tværtimod skyldes det, at Slaboshpytskiy tager sine karakterer alvorligt ved netop at lade dem være lige så usympatiske, brutale og generelt fucked-up som alle andre.
I centrum er den nyankomne Sergey og hans barske kamp for at finde sit ståsted. Han er et stille gemyt, men han kan slå fra sig, så han vinder indpas i skolens hårde bandemiljø, og det er her, han møder og forelsker sig i den ligeledes døvstumme Anya, som hans bande pimper ud til lastbilchauffører på rastepladser. Det kan selvfølgelig kun gå galt, og filmens lille center af varme udvikler sig hos Sergey til en feberhed byld af lige dele altruisme og besiddertrang i forsøget på at få Anya ud af prostitutionens kløer.
Slaboshpytskiy evner en filmisk minimalisme, som lægger sig op ad mestre som Dardenne-brødrene, men med en særegen østblokkulde, som siver ud gennem de spartanske billedkompositioner og de tillukkede ansigter. Selv uden dialog og forklarende dramatisering er man ikke et øjeblik i tvivl om den kamp, som den på alle måder mutte Sergey gennemgår i filmens 130-minutters pinefulde, men sært tilfredsstillende forløb.
Det er show don’t tell i reneste destillat: Det ligger i de rodløse teenageres konstante bevægelse, deres indadvendte blikke og optrukne skuldre. Og i den evigt blege og uskønne vinterstemning, der hersker omkring kostskolen fra helvede, hvor selv lærerne er med til at prostituere de kvindelige elever.
At man undervejs næsten glemmer, at filmen udspiller sig på tegnsprog, bekræfter blot filmens grundlæggende styrke. Det er dog ikke ligegyldigt for oplevelsen af filmen. Det skærper sanserne, og filmens fravær af dialog akkompagnerer glimrende de indestængte teenagere. Den omkringliggende reallyd som eneste lydspor forstærker blot fornemmelsen for denne følelsesstumme verden.
Filmens dramatik er så underspillet, at man i første omgang ikke opdager de set-ups, Slaboshpytskiy med diskret hånd drysser ud i løbet af filmen. Men når man undervejs er blevet tilpas hvæsset af dens iskolde tone, rammer filmens payoffs med en uforfalsket styrke fri for spændingsfremmende effekter eller storladen musik.
Kort sagt:
Den døvstumme Sergey kæmper for at finde sin plads i det hårde miljø på en kostskole for døvstumme i debutanten Myroslav Slaboshpytskiys kompromisløse, men diskret indfølte Cannes-hit. Medmenneskelighed er en by i Rusland, og jungleloven hersker. Men den minimalistiske kærlighedshistorie efterlader alligevel én med en dybfølt omsorg for hovedpersonen.