’The Trip to Italy’
Glidende gennem det billedskønne landskab hører og dissekerer Rob Brydon og Steve Coogan ’All I Really Want’ af Alanis Morissette. Er de to komikere og skuespillere ikke for gamle til at være vokset op med den, tager man sig selv i at tænke? Man kender dog godt svaret. De to britiske spasmagere bliver aldrig rigtigt voksne. De er evigt unge. Eller rettere: Evigt infantile.
Vi er en halv time inde i den umulige toer, opfølgeren til den fire år gamle ’The Trip’. Yorkshire er udskiftet med Piemonte, og dynamikken er anderledes: Denne gang er det Brydon, der er ramt af midtvejskrisens urdrift mod utroskab, mens Coogan synes at have fundet indre ro. Joviale Brydon flirter og joker løs, mens Coogan svæver nærmest æterisk gennem støvlelandet – og filmen. Rollebyttet fungerer og tilføjer endnu et metalag til en film(serie), der netop spiller på vores kendskab til de to. Kender man intet til deres karrierers op- og nedture eller kun en smule til britisk og amerikansk film- og tv-historie, vil flere jokes og parodier gå hen over hovedet på én.
Ligesom forgængeren er ’The Trip to Italy’ en roadmovie uden meget bevægelse. Det meste af filmen foregår på Michelin-restauranter, hvor skaldyr skylles ned med mousserende vin, alt imens Coogan og Brydon diskuterer deres tilværelser, poeterne Byron og Shelley (i hvis fodspor de følger) og – ikke mindst – imiterer alle fra Anthony Hopkins til James Mason med næsten forstyrrende præcision.
Syrlige stikpiller og karikaturer flyver hen over restaurantbordene under de to venners indbyrdes duel på ord. Det er et overtrumfningsspil uden tabere. Man kan mærke, at Brydon og Coogan er venner – og vigtigere endnu: Man ville ønske, at de var ens egne.
Under et af deres første restaurantbesøg står de to briter på en terrasse med udsigt over Rivieraen. Ved et bord ti meter væk sidder en gruppe smukke italienere midt i 20’erne. »Det er spøjst, synes du ikke? Kvinder på den alder ænser os nærmest ikke«, lyder det træt fra Coogan. »For dem er vi to ældre, homoseksuelle mænd på en sidste tur langs Rivieraen, før vi dør«.
Man kan kun håbe, at de har flere ture i sig.
Kort sagt:
De to komikere Brydon og Coogans anden tur er lige så god som den første. ’The Trip to Italy’ leger med roadmovie-konventionerne, betræder en hårfin grænse mellem melankoli og selvmedlidenhed og er – først og fremmest – hysterisk morsom.