CPH:DOX: ’Welcome to New York’
Abel Ferrara er som få dykket helt ned i de dybeste afkroge af menneskelig forfald og bestialitet. Det virker derfor på papiret som en fascinerende opgave, at han har valgt at skildre tidligere IMF-direktør Dominique Strauss-Kahns (her omdøbt til Devereaux) fald fra tinderne som karismatisk magtmand drevet ned i politisk ingenmandsland efter en anklage om seksuelt overgreb.
Desto mere nedslående er det at se det makværk, som er kommet ud af affæren. ’Welcome to New York’ svælger i det depraverede magtmenneskes horen, gestaltet med hæse grynt og ustoppelig libido af Gérard Depardieus korpulente fysik. Handlingen udspiller sig dagene op til overgebet på en stakkels rengøringskone, politiets pågribelse af Devereaux og hans efterfølgende husarrest. Her får han selskab af sin skuffede kone Simone (Jacqueline Bisset), som i afmagt og frustration må se sine planer for magtmennesket Strauss-Kahn smuldre mellem sine fingre.
Det hele er instrueret med en elefants elegance. De små og store roller spiller på et enstrenget instrument, hvis de da ikke blot fremstår som staffage og baggrundsstøj til en række retningsløse scener, som svælger i kødelig eksplicitet. Det er hverken provokerende, tankevækkende eller et interessant eksperiment. De langtrukne scener med Devereaux’ mange damer emmer af en aldrende provokatørs metaltræthed.
Og scenerne mellem Devereaux og hans kone er endnu værre i deres forsøg på at vride drama ud af karaktererne ved at lade dem råbe og skrige i en grad, så man glemmer, at vi har at gøre med to sværvægtere inden for fransk skuespilkunst. Ferrara kunne have sparet adskillige millioner på at bruge amatører, for det er som amatører, skuespillerne fremstår. Det hele er nærmest lyssat og filmet som en gymnasieproduktion, hvilket måske mest er en fornærmelse mod gymnasieeleverne.
Man bliver efter filmens slæbende to timer ikke et hak klogere på, hvilket menneske der ligger bag libidoens og magtens forblændelse. Og hvis pointen er, at dét netop er magtens sande ansigt, bliver det stadig serveret som en flad pointe uden overbevisning.
I stedet sidder man tilbage med en tom fornemmelse af en indifferent instruktør, som engang stod bag den fantastiske ’The Bad Lieutenant’, men nu har mistet tænderne og fylder skærmen med grisserier og bare patter i håbet om, at det i sig selv kan hive værket hjem.
Kort sagt:
Den fascinerende historie om Dominique Strauss-Kahns seksuelle overgreb og fald fra magtens tinder bliver i Abel Ferraras klodsede hænder omformet til en ulideligt ligegyldig og tomt provokerende exploitation-film. Der er hverken vid eller bid, men til gengæld amatøragtigt håndværk på alle fronter.