’Getting On’ – sæson 2
Afdelingen for ældrepleje på Mt. Palms Hospital er underbemandet og underprioriteret. Og personalet lader hyppigt personlige forhold diktere deres opførsel på arbejdspladsen.
Ligesom i første sæson følger vi i anden ombæring af HBO-dramedyen ’Getting On’ primært pertentlige Dawn (oversygeplejerske), empatiske DiDi (sygeplejerske), bakteriefrygtende, kvindagtige Patsy (administrator) og selvoptagede Jenna (overlæge). Rundt om dem kommer og (af)går en stribe ældre kvinder (afdelingen er kun for hunkøn) ramt af alt fra inkontinens og alkoholisme til demens og kræft. Ligesom afdelingens patienter befinder de ansatte sig på et glorificeret hospice: Der er ingen vej op eller ud. Det her er sidste stop.
Stemningen er præget af galgenhumor. ’Getting On’ bygger på BBC-serien af samme navn, og forlægget fornægter sig ikke. Det er en slags ikke-mockumentary udgave af ’The Office’ med samme følelse af at befinde sig i et ingenmandsland, et ikke-sted, som i det absurde teaters hovedværk, ’Waiting for Godot’. Alle vil gerne væk – men helst ikke via den eneste, uundgåelige udvej.
»Your spirit don’t leave knowing / your face or your name / and the wind through your bones / is all that remains«, synger Tom Waits på ’Dirt In The Ground’, og det er et eksistentielt grundvilkår, som ’Getting On’ omfavner uden forbehold. Hver dag et nyt dødsfald. Nogle gange berøres Dawn, Didi, Patsy og Jenna, andre gange har de så travlt med at spille Angry Birds på mobilen eller tage fæcesprøver, at de knap mod ænser det.
Kort inde i anden sæson indgår overlægen, Jenna, en aftale med et privat hospice om at tage nogle af deres patienter ind mod økonomisk kompensation. Det er en pragmatisk studehandel, hvor liv og død får en helt håndgribelig pris, og blot én af mange situationer, hvor det amerikanske sundhedssystem kommer effektivt under lup.
Karakterne er generelt lidt for karikerede til, at man for alvor investerer sig i deres skæbner, men skuespillet er til gengæld godt og de forskellige optrin på hospitalsafdelingen skarpt observerede. Da en gammel litteraturprofessor får at vide, at hun risikerer at dø, hvis hun drikker én dråbe alkohol mere, afsluttes afsnittet ved, at hun render fra den ene beholder med desinficerende håndsæbe til den næste i et panisk forsøg på at få stillet sin tørst, indtil hun bliver så panisk, at hun falder på toilettet, slår hovedet ned i gulvet og dør. Alkoholen blev hendes endeligt, men ikke som forventet.
Den slags kulsort, ironisk fatalisme gennemsyrer ’Getting On’. Døden kommer efter os alle. Kravlende og krybende, pludselig og uden varsel. Det bedste, vi kan håbe på, er at dø med et skævt smil på ansigtet.
Kort sagt:
»Everything, everyone, everywhere, ends«, lyder en tagline til HBO-klassikeren ’Six Feet Under’, og samme absolutte præmis danner det stærke afsæt – og en effektiv punchline – i dramedyen ’Getting On’, hvor en gruppe hospitalsansatte kæmper med egne problemer, hinanden og, ikke mindst, et sundhedssystem helt på skideren.
Anmeldelsen er baseret på de tre første afsnit af sæson 2.