’The Affair’
»Ægteskab betyder forskellige ting for forskellige folk«, siger Alison (Ruth Wilson) til Noah (Dominic West). De er begge gift, men ikke med hinanden. Han er familiefar og forarmet forfatter på sommerferie hos sin kones rige familie med fire børn under armen. Hun er gift med traume – tabet af en søn.
Det er Noah og Alisons affære, som Showtimes nye serie snor sig om. Hvert afsnit er delt lige over i to dele: Hans og hendes perspektiv. Når de mødes eller begge oplever samme hændelse, får man begge perspektiver: Deres første møde, den indledende flirt, forhalingen, forviklingerne og det gradvise, men uigenkaldelige uskyldstab. Vi oplever, hvordan de som magneter drages imod hinanden. Affæren lurer i horisonten. Først som et monster, men senere – i takt med at vi skærer os på skårene fra disse knuste mennesker – som en forløsende kraft.
Foruden perspektivspaltningen arbejder ’The Affair’ også med både lyriske voice-overs og en rammefortælling. Affæren genfortælles af Noah og Allison gennem politiafhøringer. En mand er død. Hvem, hvorfor og hvordan? Det ved man – to afsnit inde – ikke. Har deres affære medført denne fatale katastrofe?
Hvor en aktuel serie som ’1864’ springer mellem rammefortælling, voice over og perspektiv med ynde som en epileptisk elefant, væver Sarah Treem og Hagai Levis serie gnidningsfrit sine fortællelag sammen. Noah og Allison oplever den spirende affære helt forskelligt. For ham er hun en æggende femme fatale, der leder ham i fristelse. For hende er han en ubønhørlig Don Juan. Findes sandheden et sted midt imellem i den halvhjertede oprigtigheds morads?
Nej. I ’The Affair’ er der kun den subjektive virkelighed. Erfaringen er altid personlig, sandheden altid filtreret. Fortalt med drømmende musik og intelligent set design fremstilles den idylliske ferieby, en slags The Hamptons, som hermetisk lukket om sig selv. Der er en skarp opdeling mellem de lokale og feriegæsterne. »De rige fra storbyen ser lige gennem os«, som Alison udtrykker det. Vellykket er også den forholdsvist hyppige brug af selektivt fokus og begrænset billeddybde, der dels forstærker den drømmende grundtone, dels medvirker til at adskille personer – og dermed virkelighedsopfattelser – på det visuelle plan.
Det bergmanske kammerspil står og falder dog med karakterer og skuespil. Og her er der simpelthen ingen over ‘The Affair’. Erfarne tv-skuespillere som Joshua Jackson, Maura Tierney og i særdeleshed Ruth Wilson (kendt som psykopatisk skurk i ’Luther’) og Dominic West (kendt som McNulty i ‘The Wire’) spiller, så ens hjerte skiftevist galoperer og truer med at gå i stå. Det melodramatiske underspilles på en måde, der giver dramaet endnu større vægt. Jo mere Noah og Alison kæmper med at holde forelskelse, tab og komplekser under overfladen, desto stærkere træder disse frem. Det er eminent spillet og usvigeligt sikkert fortalt. Elektrisk sitrende scener fra et utroskab.
Kort sagt:
Senmoderne 80’er-Bergman fortalt fra modstridende perspektiver tilsat en smule Alexander Payne-esque midtlivsweltschmerz. Showtimes nye tv-serie er en magtdemonstration udi karaktertegning og skuespil udfoldet med beundringsværdig omhyggelighed.
Anmeldt på grundlag af de to første afsnit.