’The Captive’
»Fortiden er fortid. Det her er nuet«. Carpe diem-filosofien kommer fra politikommissær Nicole Dunlop (Rosario Dawson) og fungerer som opsang til den tilbageskuende kollega, Jeffrey Cornwall (Scott Speedman).
Men som bekendt er det lettere sagt end gjort, og den pointe flyder som en ond understrøm gennem Atom Egoyans medrivende og Guldpalmenominerede kidnapningsthriller ’The Captive’, hvor forældreparret Matthew og Tina Lane (Ryan Reynolds og Mireille Enos) er fanget i en mareridtsagtig tilstand, efter deres niårige datter er blevet offer for en grufuld bortførelse. For dem er der ingen nutid, kun smertefuld fortid.
’The Captive’ nærmer sig niveauet fra Egoyans sorgepos, ’The Sweet Hereafter’, men ud over at dele sorgtematikken med nyklassikeren er filmen først og fremmest en god, gammeldags thriller, som man lavede dem i 90’erne. Set i sammenhæng med sidste års beslægtede og monumentalt spændende ’Prisoners’ er der spæde tegn på, at genren er midt i et minirevival.
Skabelonen er lige så fortærsket, som den er velfungerende, og sender sågar en venlig tanke til det klassiske eventyr ’Den lille Rødhætte’: En lille pige bliver kidnappet af en førsteklasses psykopat/pædofiliringsbagmand (en ubehageligt velspillende Kevin Durand). Filmens hovedforløb udspiller sig otte år senere, hvor sagen stadig er uopklaret. Men nye spor dukker op, og sagen genåbnes.
’The Captive’ adskiller sig fra sine åndsfæller med sin fragmenterede struktur. Det fungerer effektivt i filmens første halvanden time, hvor man – som filmens detektiver – forsøger at tyde sammenhængen, mens fortællingen springer frem og tilbage i tid.
Desværre giver filmens sidste halve time efter for en temmelig grebet-ud-af-luften- opklaringsslutning med pistoler, biljagt og jeg skal komme efter dig. Sådan er det desværre ofte i thrillergenren, hvor en banal afslutning følger det lovende oplæg som en ond tvilling.
Filmens solide cast opvejer det dog til dels, og særligt Reynolds’ ambitiøse underspil vidner om en dybere intention end blot at fortælle en spændingshistorie. Med et enkelt nik viser superstjernen, hvordan fortiden kan være mejslet ind i alle ansigtets folder.
Dog er Egoyans egentlige trumfkort paradoksalt nok dét, man ikke ser. Instruktøren foretager et eminent valg ved ikke at vise tilskueren noget fra de forfærdelige ’film’, som pædofiliringen cirkulerer på ’the deep web’ – et krypteret arnested for helvede på jord – og som efterlader filmens karakterer med forfærdede ansigtsudtryk. Et bevis på, at film også er en antydningens kunst.
Kort sagt:
Instruktøren bag ’The Sweet Hereafter’ har lavet en iskold, klassisk thriller med udsøgte ingredienser: En ond forbrydelse om en pige, der bliver kidnappet, en virkelig psykopatisk skurk og et følsomt blik på de to desperate, sorgramte forældre. En af den slags film, der giver én lyst til at gense ’Flygtningen’ og ’Seven’.