‘Mr. Turner’
Nogle film er imponerende ikke for deres øjeblikkelige publikumsappel, men for instruktøren og skuespillernes ucensurerede dedikation til at formidle et stykke ucharmerende virkelighed på den mest stoflige vis.
Mike Leighs længe ventede kunstneropus om den engelske ‘lysets maler’, J.M.W. Turner, er en sådan film – og dermed ikke lige letfordøjelig for alle. Den er lang, tung og ofte visuelt frastødende i sin fremstilling af den evigt gryntende Turner. Og så er den i perioder temmelig indforstået omkring den 1800-talskunstverden, Turner begik sig i.
Er du dog stadig med så langt, venter der til gengæld en unik filmoplevelse takket være Mike Leighs stemningsmættede billeder samt hovedrolleindehaver Timothy Spalls nærmest absurd indlevede skuespilpræstation som den socialt handicappede Turner, hvis aparte udseende og grove opførsel fremmedgjorde ham fra det samfund, han levede på kanten af fra 1775-1851.
’Mr. Turner’ skildrer de sidste 25 år af malerens liv i England. Et liv, der ikke udadtil fremstod synderligt dramatisk, men som skulle komme til at sætte et historisk præg på den internationale kunstverden og ikke mindst de senere impressionistiske maleres arbejder. For Turner var solen gud, og hans malerier bragte lyset til live på lærredet på hidtil uset vis – skønt langt fra alle i mandslingens samtid var lige begejstrede for hans teknikker og ’tågede’ landskaber.
Blandt andet yndede Turner at både snotte og spytte på sine lærreder, og sammenlignet med de fine herrer fra det prestigiøse Royal Academy of Art, hvor Turner gnubbede skuldre med kollegaer som Benjamin Haydon og John Constable, udgjorde den lavstammede landskabsmaler en lattervækkende figur.
Turner boede i årtier sammen med sin gamle far og den altopofrende husholderske Hannah (Dorothy Atkinson), og sidstnævnte lider i Leighs film af både indebrændt kærlighed til den dameglade maler og af en væmmeligt udseende hudlidelse, der på symbolsk vis forværres i takt med, at Turner ældes og forsvinder ud af hendes liv. Da Turner senior dør bliver den voksne sønnike sålunde kastet ud i en afgrundsdyb sorg, som hverken Hannah eller en række unge prostituerede kan dulme. Først da maleren i en moden alder møder enken Sophia, får Turner endelig etableret et oprigtigt forhold til en jævnaldrende kvinde og finder en form for ro i et liv præget af hån, hyldest og død.
Med sine gudesmukke tableauer bruger Mike Leigh lyset i det engelske landskab med samme kraft og finfølelse som maleren selv. Mest af alt er det dog Timothy Spalls kraftpræstation, der skal kunne bære stort set hver en scene i ’Mr. Turner’, men den engelske karakterskuespillers voldsomt insisterende snøvlen og harken truer med at reducere rollen til en ufrivilligt morsom kliche. Det bliver for meget af det gode og er hverken kønt at se eller høre på. Alligevel er det nok netop af samme årsag, at filmen brænder sig fast, og portrættet af manden står tilbage som en paradoksal kødelig kontrast til de bjergtagende smukke værker. Man har simpelthen aldrig set noget lignende.
Kort sagt:
Mike Leighs stort anlagte portræt af maleren J.M.W. Turner, med en storsnottende og harkende Timothy Spall i en afskyvækkende Oscar-præstation, er – ulig den virkelige mesters værker – mere imponerende som kuriøs kunstnerisk kraftanstrengelse, end det er kønt at se på.