’The Riot Club’

3 6
’The Riot Club’

Lone Scherfigs tredje britiske Oxford-drama følger den fænomenale ’An Education’ og den knapt så fænomenale ’One Day’ og lander desværre som den indtil videre svageste af den danske instruktørs engelsksprogede film sat i den idylliske universitetsby.

Der er ellers masser af saft og spændstig ungdommelig kraft i ’The Riot Club’, der, baseret på teaterstykket ’Posh’ af Laura Wade, angiveligt går bag om virkelighedens legendariske The Bullingdon Club. Et yderst magtfuldt Oxford-universitetsbroderskab, der har talt både Londons borgmester Boris Johnson, den britiske premierminister David Cameron og sågar Danmarks Kong Frederik 9. blandt sine medlemmer i årenes løb.

I ’The Riot Club’ stifter vi bekendtskab med Oxford-førsteårseleverne Miles Richards (den græske gud Max Irons, søn af Jeremy) og Alistair Ryle (teenidolet Sam Claifin i en glimrende atypisk, ubehagelig rolle), som takket være deres økonomisk privilegerede baggrund begge optages af universitets mystiske Riot Club. Alistair er den kuede særling og lillebror til en tidligere Riot Club-festabe og gruppeleder, mens Miles er en jordbunden og populær charmør, der har tag på pigerne og en legende tilgang til livet, og som stryger Alistair mod hårene. De to unge mænd er diametrale modsætninger, og Alistair kan især ikke udstå Miles, som snart skal få den snobbede lille djævels had at føle.

Lone Scherfigs film inviterer os ind i hjertet af The Riot Club, hvis medlemmer hører til blandt Englands kommende magtelite. De ved det, og vi ved det, når vi overværer dem købe sig til respekt og indflydelse og ikke mindst slippe af sted med mere og mere horrible ’drengestreger’.

Filmen kulminerer med broderskabets årlige herremiddag, som vanen tro går ud på at æde, drikke og smadre sig igennem en lokal beværtning, hvis forfærdede ejer står magtesløs over for de unge vilde. Det evigt klasseopdelte England er proppet ned i en ekstrem filmisk nøddeskal.

Trods præmissen er ’The Riot Club’ hverken særligt kontroversiel eller overraskende i sin fremstilling af de forkælede unge briter, som er vokset op med en klippefast tro på, at penge og politisk magt altid trumfer lov og ret. Det hele er for hurtigt overstået, og efterfølgende savner man en dybere indsigt i fællesskabets dynamik og individets bevæggrunde. Er vi mennesker virkelig så nemme at korrumpere?

Der spilles dog glimrende over hele linjen, og særligt er Sam Claifin ovenud øretæveindbydende, mens også stjerneskud-kollegaerne Douglas Booth og Sam Reid tegner gode karakterer som mere garvede medlemmer af broderskabet. De skiftende magtforhold mellem klubbens medlemmer er veleksekverede, og ultimativt er der naturligvis ingen soning at finde, ej heller nogen lyserød solnedgang før rulleteksterne. dnepropetrovsk.natashaescort.com

Money talks. Og det er ikke kønt.


Kort fortalt:
Den danske instruktør har begået en yderst velspillet, men ikke særlig overraskende film om den engelske overklasses dummeste svin: De unge medlemmer af det legendariske Oxford-broderskab The Riot Club. Der er smukke mænd på fad, men modsat Scherfigs ’An Education’ forbliver resultatet ærgerligt impotent.

Spillefilm. Instruktion: Lone Scherfig. Medvirkende: Max Irons, Sam Claifin, Douglas Booth, Holliday Grainger, Sam Reid, Tom Hollander. Spilletid: 107 min.. Premiere: 4. december
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af