‘Leviathan’
Når man i anslaget kombinerer skumringsbelyste billeder af bølger, der slår mod en pynt, med præludiet fra Philip Glass’ opera ’Akhnaten’ og det russiske modersmål, er der nærmest garanti for en monumentalt guddommelig film.
Instruktør Andrej Zvjagintsevs (’The Return’) bygger sin film op med mastodontisk kraft, men lige så markant flår han sin hovedperson, Kolja (Aleksey Serebryakov), ned fra de høje tinder.
Leviathan var et bibelsk gigantuhyre, som Gud (eftersigende) slog ihjel inden skabelsen, og ’Leviathan’ er da også en bibelvægtig arkefortælling om en mand, der står til at miste hus og hjem og senere uendeligt meget mere – ligesom Job i Det Gamle Testamente.
En vodkagrådig borgmester vil jævne Koljas hus med jorden for at få plads til et kommunikationscenter – hvad det så end er? Det efterlader Kolja, hans søn fra et tidligere ægteskab og hans nye hustru som forhindringer, der skal skaffes af vejen.
Filmen er dog ikke blot en ’god-mand-mod-ondt-system’-fortælling, for Kolja er ikke en engel i bibelsk forstand. Familien får hjælp af en gammel ven, advokaten Dima (Vladimir Vdovichenkov), men hurtigt står det klart, at en skråsikker tro på retssystemet og fakta er en farlig strategi langt væk fra det civiliserede Moskva, hvor Dima kommer fra. For hvad med Gud? Har han forladt det nordlige Rusland?
Portrættet af det modsætningsfyldte venskab mellem Kolja og Dima er en af filmens største styrker. Kolja er et arkaisk væsen, en håndens mand (også i voldelig forstand), men i glimt også en kærlig far og husbond. Dima er en tankens mand, et roligt gemyt, der er lysår foran de forsmåede mandetyper, som befolker den kystby, hvor filmen udspiller sig.
’Leviathan’ havde premiere på Cannes forrige år, hvor Zvjagintsev sammen med medforfatter Oleg Negin vandt prisen for bedste manuskript. Fortællingen befinder sig i grænselandet mellem episk bibelanalogi og spiddende kritik af et Rusland på kanten af korruption og fordrukkent kaos. Ind i mellem disse poler fungerer filmens sardoniske humor som det lim, der fastholder tilskuerens engagement, og ikke mindst er den rig på episke vodkabranderter (de drikker det, som var det vand!) og skyden til måls efter billeder af gamle russiske statsledere.
Én scene står tilbage. Da Koljas søn overhører faren forgribe sig på stedmoren, flygter han gråkvalt ud til havet og sætter sig ved siden af skellettet fra en Leviathan-stor hval. Sådan er Zvjagintsevs film: Det storslåede og det skrøbelige – side om side.
Kort sagt:
Den russiske Cannes-vinder og Oscar-favorit ’Leviathan’ er en storslået fortælling om meningen med livet, korruption og venskab på kanten af verden. Det er Jobs bog tilsat rigeligt med vodka, et enormt hvalskellet og Tarkovskij-smukke billeder af et Rusland i eksistentielt forfald.