’Mozart in the Jungle’
»Why don’t you get behind me with your piccolo?«
Det er blot én af de utallige instrument-relaterede double entendres i Amazons seneste satsning ’Mozart in the Jungle’, der er noget så usædvanligt som en komedieserie, som omhandler et fiktivt New York-symfoniorkester, der med røven i vandskorpen forsøger at give deres stolte kulturinstitution en saltvandsindsprøjtning i form af et radikalt dirigentskifte. Den traditionsbundne, aldrende og pivarrogante maestro Thomas (Malcolm McDowell) skiftes ud med den unge latinamerikanske komet Rodrigo (Gael Garcia Bernal), en »shaman with a baton«, berygtet for sin alternative tilgang til klassisk musik, sin positive indstilling til hallucinogene stoffer og sine velfriserede, sorte slangekrøller.
De fleste kender nok Bernal for hans rolle som Che Guevara i ‘Motorcykel Dagbog’, men den kortlemmede mexicaner har før vist sit komiske talent i ‘Rudo y Cursi’, og i ‘Mozart in the Jungle’ er det ham, der stjæler spotlightet med sin excentriske personlighed og hypnotiserende hårpragt (eftersigende kraftigt inspireret af dirigenten for Los Angeles Philharmonic, Gustavo Dudamel).
Rivaliseringen mellem Bernal og McDowell – mellem det folkelige, friske pust og den elitære kultursnob – giver gennem hele første sæson anledning til hysterisk morsomme scener, der blandt andet involverer en kæk pr-kampagne, som skal vække pøblens interesse for klassisk musik via life size-plakater af Rodrigo(s hår), hvor der med kæmpe skrift står: »Hear the hair #sinphomania«.
Med sit spontane trylleri, brug af papegøjer og planer om at afholde koncerter i mørklagte sale, planlægger Rodrigo at transformere New York-symfonien fra »a dead irrelevant corpse«, der fremfører fejlfri, men sjælløse koncerter, til en pulserende og eksperimenterende platform for klassisk musik leveret med blood (hans ord for indlevelse og passion) frem for perfektion.
Men er Rodrigo et geni eller en gimmicky, opreklameret charlatan? Hans aparte metoder gør, at man til tider deler Thomas’ bekymring: »What’s next? Bring-your-pet-to-the-symphony-day?«.
‘Mozart in the Jungle’ er baseret på den professionelle oboist Blair Tindalls memoir af samme navn, og som surrogat for Tindall har holdet bag serien castet den fremadstormende Lola Kirke (der er lige så gudesmuk som sin søster Jemima, som spiller Jessa i ‘Girls’). Kirke, der havde en mindre rolle i Finchers ’Gone Girl’ og skal spille over for indie-dronningen Greta Gerwig i Noah Baumbachs kommende Sundance-film ’Mistress America’, er helt sikkert one to watch, og hun er fremragende som den blåøjede stræber-oboist Hailey (eller »Hailaiii«, som Rodrigo konsekvent charmerende kalder hende), der bliver taget under vingerne af den mere erfarne, forføriske cellist Cynthia (Saffrom Burrows), som måske/måske ikke skaffer hende en plads i det prestigefyldte New York-orkester.
Store navne står bag den vidunderligt skæve serie – blandt andet de to Wes Anderson-kollaboratører Roman Coppola og Jason Schwartzman, og deres fantasifulde aftryk er overalt at finde i de hurtige replikskift, kooky karakterer og skøre indslag (heriblandt en Styx-musical om Ødipus).
‘Mozart in the Jungle’ er flyvsk og snotforvirret. Den følger hverken nodepapir, gængs logik eller dramaturgi. Men det gør ikke noget. Den danser til sin egen uforudsigelige, neo-klassiske melodi.
Kort sagt:
Sex, stoffer og klassisk musik – det lyder som en uappetitlig cocktail, men er det absolut ikke. Amazon er on a roll, og sammen med ‘Transparent’ er ‘Mozart in the Jungle’ noget af det mest forfriskende, du kan se på tv lige nu.
Læs også: Et friskt tv-år: Nye serier, vi har tårnhøje forventninger til