Oscar 2015: Vores bud på skuespilnomineringerne

Tjek vores Oscar-eksperts bud på, hvilke 20 skuespillere der på torsdag løber med årets nomineringer.

eddie redmayne

Intro

Skuespillerkategorierne lider ofte under en slagside: Kvindeproblemet. I hovedrollesammenhæng er det svært at dække over, at feltet med mandlige skuespillere som oftest er stærkere end det kvindelige ditto. Det skyldes – og det er vigtigt at understrege – ikke, at de kvindelige skuespillere er svagere end deres mandlige kolleger, men snarere et problem med det materiale, de har at arbejde med. Hollywood kæmper fortfarende med at skabe gode hovedroller til kvinder (hvilket ikke mindst Jessica Chastain gentagne gange har harceleret over de senere år). De gode kvindelige hovedroller findes naturligvis, desværre bare ofte uden for Hollywoods mainstream. Og det er altså op af bakke at få hevet nomineringer i land for præstationer i enten indiefilm eller fremmedsprogede film.

Et beslægtet problem er, at der alt for ofte etableres et favoritfelt af fire eller fem velkendte navne, ofte inden filmene overhovedet er blevet set af flere end de absolutte insidere. Det betyder eksempelvis, at en vis Hollywood-dronning, hvis efternavn starter med S og slutter med treep trækkes ind i manegen igen og igen.

Én ting, der dog kan være med til at forplumre billedet en smule, er fænomenet kategoriforvirring. I år kan det komme i spil omkring Steve Carell, hvis rolle i ’Foxcatcher’ er blevet ført frem som kandidat til bedste mandlige hovedrolle, men som mange anser for en stor birolle. Nu findes der ikke en klokkeklar definition på, hvad der gør en hovedrolle til en hovedrolle, så argumenterne kan stå i kø, og medlemmerne kan nemt blive forvirrede (eller stædigt resistente, hvis de mener nogen prøver at snyde: anklagen om kategorifusk kan hæmme en skuespillers chancer for en nominering).

I tilfældet Carell blev han nomineret for hovedrolle ved SAG (skuespillernes forbund) og til birolle af BAFTA (det britiske akademi). For ham er der en signifikant risiko for stemmespild. Hvis nu 60 procent af stemmerne på ham er i hovedrolle og 40 procent i birolle, så kommer han højst sandsynligt ikke ind for nogen af delene.

Men lad os komme i gang!

Bedste mandlige hovedrolle

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Michael Keaton, ’Birdman’
Michael Keaton er dette års kærkomne comebackhistorie. Han bliver ikke sådan at stoppe, uanset hvad man i øvrigt måtte mene om ’Birdman’. Det faktum, at hans rolle som den fallerede filmstjerne Riggan Thomson lægger sig så tæt opad Keatons egen historie (’Birdman’/’Batman’) styrker kun hans Oscarfortælling. Han har modtaget alle de nødvendige branchenomineringer (herunder SAG og BAFTA), vandt en Golden Globe for bedste hovedrolle i komedie/musical og har desuden vundet hovedparten af de utallige regionale og nationale kritikerpriser, der er i omløb.

Chance for en nominering: 100 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Eddie Redmayne, ’The Theory of Everything’
Hvis der er en rolle i årets felt, der lugter af Oscar, er det Eddie Redmaynes som den kørestolsbundne videnskabsmand Stephen Hawking. En rolle som en fysisk handicappet figur fra det virkelige liv, der klarer skærene trods alverdens modgang, har været vejen til mange Oscartriumfer. Hvis ikke det var, fordi Redmayne er oppe mod en vellidt veteran med rigtig Oscar-historie, lå den lige til højrebenet. Redmayne vandt en Golden Globe for bedste mandlige hovedrolle i dramakategorien, hvilket understreger, at han er Keatons helt store rival i årets felt.

Chance for en nominering: 100 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Benedict Cumberbatch, ’The Imitation Game’
Cumberbatchs situation har mange af de samme karakteristika som Redmayne: En rolle i en britisk produceret biopic (en kombination, amerikanere har en evig, aldrig hendøende, fascination af) om en historisk anerkendt videnskabsmand, der lider under en anden form for ’handicap’ (set med datidens øjne), nemlig en undertrykt homoseksualitet. Cumberbatch er blevet nomineret til både SAG, BAFTA og Golden Globes og har ydermere den fordel, at det er Harvey Weinstein, der står for hans kampagne, hvilket betyder fuld skrue fra nu af og frem til 22. februar. Hans problem er, at hans præstation kan ses som en forlængelse af den typiske Cumberbatch-figur: Den hyperintelligente, ekstremt veltalende, men socialt udfordrede repræsentant for den øvre, britiske middelklasse.

Chance for en nominering: 85%

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Jake Gyllenhaal, ’Nightcrawler’
At der hersker stor tvivl om Jake Gyllenhaals mulighed for at opnå en nominering viser, hvor stærkt og tæt feltet er i år. Han har opnået en nominering til et hav af kritikerpriser (og vundet en lille håndfuld) samt præsteret branchenomineringer ved SAG og BAFTA (samt ved Golden Globes). Så hvorfor tvivlen? Jo, for det første er han oppe mod folk som Carell og Oyelowo, der også er blevet flittigt nomineret hele sæsonen (samt Bradley Cooper, hvis film får et langt større biografpublikum), og for det andet afhænger meget af, hvor glad akademiet er for den mørke, satiriske ’Nightcrawler’. Hvis den er en turn off for et flertal af medlemmerne, ryger Gyllenhaal ud til fordel for andre kræfter.

Chance for en nominering: 60 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. David Oyelowo, ’Selma’
Den unge brite er et stort spørgsmålstegn. Paramount forsømte at sende screenere ud til både kritiker- og branchegrupperinger, og derfor kan filmens sene premieretidspunkt (lige inden nytårsdeadline) vise sig meget problematisk. Oyelowo kan ryge ud i mørket på den omstændighed alene. Alt andet taler til hans fordel: En overbevisende præstation i en meget rost film, der oven i hatten beskæftiger sig med det måske ypperste ikon i det 20. århundredes Amerika, Martin Luther King, og den mest omtalte konflikt, kampen for borgerrettigheder. Det lugter af Oscar, men det gør kampagnehåndteringen desværre ikke.

Chance for en nominering: 55 %

Alternativer

Bradley Cooper, ’American Sniper’
Akademiets højrefløj vil honorere denne rolle, og det skader ikke, at Cooper er en ny akademikæledægge (med nomineringer for ’Silver Linings Playbook’ og ’American Hustle’ de seneste to år). Men vil det sene premieretidspunkt og det kontroversielle indhold (bygget på den løgnagtige snigskytte Chris Kyles erindringer) være en hindring?

Steve Carell, ’Foxcatcher’
’Foxcatcher’ har underpræsteret i kritikerfasen af sæsonen (december), hvilket synes at have drænet den for momentum. Risikoen for stemmespild er ydermere overhængende (som sagt: er det en hovedrolle eller en birolle?). Til gengæld fik Carell både en SAG og Golden Globe-nominering, så på papiret er han mindst lige så oplagt som fx Oyelowo.

Ralph Fiennes, ’The Grand Budapest Hotel’
’The Grand Budapest Hotel’ ligner årets store Oscaroverraskelse oven på de 11 BAFTA-nomineringer og sejren ved Golden Globes i komedie-/musical-kategorien. Men Oscar har en indgroet antipati over for at nominere komiske præstationer i hovedrolleregi. Fiennes er dog så god i rollen og så generelt anerkendt, at han måske kan overkomme sit komediehandicap?

Se vores bud på bedste kvindelige hovedrolle på næste side.

Bedste kvindelige hovedrolle

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Julianne Moore, ’Still Alice’
Julianne Moore er den måske mest åbenlyst forsømte skuespillerinde i Oscarsammenhæng overhovedet (fire nomineringer, men ingen statuette). Det skal der rådes bod på i år. Det skader ikke, at Moore leverer en rørende præstation i et stille drama om en universitetsprofessor, der rammes af tidlig Alzheimer. Behøver jeg sige mere…?

Chance for en nominering: 100 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Rosamund Pike, ’Gone Girl’
Rollen som Amy Dunne (aka ’Amazing Amy’) i David Finchers kæmpehit ’Gone Girl’ er et enormt gennembrud for engelske Rosamund Pike. Hun bevæger sig på en knivsæg mellem den sukrede overflade og den monomane galskab bag den. Amy Dunne er årets måske mest gennemslagskraftige filmkarakter overhovedet, og derfor er det svært at se, hvordan akademiet skulle se bort fra hende, uanset om de er mere lunkne over for filmen som helhed.

Chance for en nominering: 90%

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Reese Witherspoon, ’Wild’
Akademiet kan godt lide at invitere gamle vindere ind i folden igen for at bekræfte over for sig selv, at man ikke tog fejl ved at præmiere dem i første omgang. Dem comeback-fortælling har hjulpet Witherspoon frem i feltet, og så skader det ikke, at hendes rolle som Cheryl Strayed, der hikede over 1.500 km gennem USA, er en sand historie om at finde sig selv, og at Witherspoon er på lærredet i praktisk talt alle scener. Hendes nuværende status som succesfuld producent (af ’Wild’ og ’Gone Girl’) skader heller ikke.

Chance for nominering: 80 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Felicity Jones, ’The Theory of Everything’
Godt nok spiller Eddie Redmayne den mest iøjnefaldende hovedrolle i biopic’en ’The Theory of Everything’, men forlægget er baseret på Stephen Hawkings eks-kone, Janes, bog om deres liv sammen, og det er rollen som hende, Jones påtager sig. Hun har de sidste par år banket på til sin første nominering. Det her ligner et oplagt sted at starte med en film, der synes populær nok til at hive hende med ind i varmen.

Chance for en nominering: 65 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Jennifer Aniston, ’Cake’
Aniston har gjort et utrætteligt og forbilledligt kampagnearbejde for sin indsats i den lille indiefilm ’Cake’, hvilket overraskende gav hende både en SAG- og Golden Globe-nominering. Trods blandede anmeldelser må man derfor tage hendes kandidatur meget alvorligt. Hun er vellidt, og mange vil unde hende en Oscarnominering som en kulmination på hendes lange, brydsomme vej fra sitcom-superstjerne til den endegyldige anerkendelse som seriøs filmskuespillerinde. Aniston angler tydeligvis efter at blive optaget i det gode selskab, og den dedikation er der også stemmer i.

Chance for en nominering: 55 %

Alternativer

Amy Adams, ’Big Eyes’
Hun vandt årets Golden Globe for bedste kvindelige hovedrolle i en komedie/musical, men i et svagt felt, der var stort set blottet for andre Oscarkandidater end hende selv. Nok er hun akademiets helt store kæledægge (med fem nomineringer på bare ni år), men at hive en Oscarnominering i land for ’Big Eyes’, Tim Burtons ikke just roste, seneste film, virker vanskeligt for selv en stjerne af Adams’ statur.

Marion Cotillard, ’Two Days, One Night’
Cotillard vandt for ’Spurven’ i 2007, men mangler – utroligt nok – endnu at modtage karrierens anden nominering. Hendes altdominerende hovedrolle i Dardenne-brødrenes sobre drama har vundet stor kritikeropmærksomhed (og adskillige priser), men akademiet nominerer sjældent fremmedsprogede præstationer, så det er tvivlsomt, om det rækker.

Hilary Swank, ’The Homesman’
Ligesom akademiet i år formentlig inviterer Reese Witherspoon tilbage ind i varmen, så det længe ud til, at Hilary Swank (den dobbelte Oscarvinder for ’Boys Don’t Cry’ og ’Million Dollar Baby’) kunne opnå samme behandling. Men ’The Homesman’ er druknet noget i vældet af omtalte film og har heller ikke indtjent meget mere end en rød reje ude i biograferne. Ergo ligner Swanks comebackhistorie en dødssejler lige nu. Men man skal aldrig sige aldrig.

Se vores bud på bedste mandlige birolle på næste side.

Bedste mandlige birolle

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. J.K. Simmons, ’Whiplash’
J.K. Simmons (faren fra ’Juno’… og utallige andre biroller gennem årene) har vundet stort set rub og stub af kritikerpriser for sit portræt af en sadistisk musikunderviser, der driver Miles Tellers unge jazztrommeslagerspire til det yderste. Det ligner en af de der ustoppelige Oscarhistorier, hvor det hele er afgjort på forhånd (a la Mo’nique for ’Precious’ og Christopher Plummer for ’Beginners’).

Chance for en nominering: 100 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Edward Norton, ’Birdman’
Der er tale om lidt af en comebacksituation for Edward Norton, der har tilbragt en del år væk fra akademiets radar efter sit markante gennembrud sidst i 90’erne (med Oscarnomineringer for ’Primal Fear’ og ’American History X’). I ’Birdman’ har han fundet rollen og filmen, der igen viser hans store talent for fulde gardiner. Eneste minus: Norton har ry for at være en af filmbyens mest vanskelige personer. Men nu er Oscar trods alt mere end en konkurrence, om hvem der er mest vellidt. Selvom det hjælper at være det.

Chance for en nominering: 95 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Ethan Hawke, ’Boyhood’
I takt med at ’Boyhood’ har gået sin sejrsgang, har Hawke taget springet fra Oscaroutsider til næsten sikker mand i feltet. Nogen vil sikkert indvende, at han bare (endnu en gang) spiller sig selv i ’Boyhood’. Til det er der kun at sige: Det er der ingen, der gør bedre end Hawke. Han får det svære til at se urimeligt let ud.

Chance for en nominering: 80%

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Mark Ruffalo, ’Foxcatcher’
Mens medspillerne Channing Tatum og Steve Carell slås med hinanden om stemmer i hovedrollekategorien, hersker der ingen tvivl om Mark Ruffalos placering som birolle i ’Foxcatcher’. Han har modtaget nomineringer fra både Golden Globe, BAFTA og SAG og må derfor i teorien regnes for ret sikker. Post-BAFTA er der dog sat et markant spørgsmålstegn ved Ruffalos ellers sikre nominering på grund af Carells placering som birolle hos briterne. Hvis akademiet også anser Carell for en birolle, er der så plads til både ham og Ruffalo – og dermed to karakterer fra samme film?

Chance for en nominering: 60 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Robert Duvall, ’The Judge’
Veteranen Duvall hentede overraskende både nomineringer til Golden Globe og SAG, hvilket sætter ham i en god position til at snuppe den femte og sidste plads. Men meget afhænger af Steve Carells placering, for sidstnævnte vil have endog meget nemmere ved at klemme sig ind her end i det stærke hovedrollefelt. Bliver Carell godtaget som birolle, tror jeg, Duvall ryger ud. Sker det ikke, klarer han formentlig skærene, selvom hans chancer er hæmmet af at være i spil for Robert Downey Jr.’s kritikernedsablede film. Men hvad gør akademiet ikke for at please en elsket veteran…?

Chance for en nominering: 50%

Se vores bud på bedste kvindelige birolle på sidste side.

Bedste kvindelige birolle

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Patricia Arquette, ’Boyhood’
Patricia Arquette er på mange måder hjertet i Richard Linklaters projekt. Derfor kan det naturligvis diskuteres, om der er tale om en birolle eller en hovedrolle (Los Angeles-kritikerne gav hende for eksempel en pris som bedste hovedrolle), men godtager man, at det alene er Mason – den indirekte titelfigur – der er filmens hovedrolle, køber man gerne Arquettes nuancerede moderfigur som en stor birolle. Alt det for at sige, at det kun er en hypotetisk kategoridiskussion, der kan forhindre Arquette i ikke bare at blive nomineret, men også at vinde for årets bedste kvindelige birolle.

Chance for en nominering: 95 % (kategorispøgelset bider 5 % væk)

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Emma Stone, ’Birdman’
Emma Stone viser nye sider af sit talent i ’Birdman’ som Riggans datter (og personlige assistent). Eftersom Stone endnu ikke har modtaget en Oscarnominering tyder meget på, at der vil blive rådet bod på det i år. Når hendes rolle tilmed finder sted i en af årets frontrunners, er konklusionen kun endnu mere klar.

Chance for en nominering: 80 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Keira Knightley (’The Imitation Game’)
Keira Knightley har både sine fortalere og bagtalere, men akademiet har set bort fra hende siden ’Pride and Prejudice’ på trods af flere vægtige roller i blandt andet ’A Dangerous Method’ og ’Anna Karenina’. Mon ikke rollen i Harvey Weinsteins Oscarlokomotiv er den sikre vej tilbage i varmen?

Chance for en nominering: 70%

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Meryl Streep, ’Into the Woods’
At Meryl Streep altid er i spil til en Oscarnominering er et af tilværelsens (irriterende) sikre fakta. I denne ombæring bliver der tale om hendes 19. af slagsen (en rekord, der aldrig vil blive slået – kun af hende selv!). Denne gang som heksen i Rob Marshalls musical ’Into the Woods’, hvor hun gnasker sig grådigt igennem scene efter scene. Scenestjæler, moi? BAFTA så (modigt) bort fra hende, så man kan ikke udelukke, at Oscar også har nået mætningspunktet, men omvendt: Selvom man er træt af solen, står den jo altid op alligevel…

Chance for en nominering: 60 %

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Rene Russo, ’Nightcrawler’
Både SAG og Golden Globe så bort fra Rene Russos på samme tid frembusende og fragile portræt af en nyhedsdirektør på en Los Angeles-tv-kanal i sensationsjagtens vold. Derfor er det lidt et sats at tro på, at hun kan skubbe for eksempel den feterede Jessica Chastain væk fra den femte og sidste plads i feltet. Jeg tror dog på, at momentum skiftede på præcis det rette tidspunkt: ’Nightcrawler’ kom meget stærkt ind i kampen i løbet af december, hvilket BAFTAs (overraskende) nominering af hende bekræftede. Jeg tror, Oscar følger trop.

Chance for en nominering: 50 %

Læs også: Vores bud på Oscar-nomineringerne for bedste film og instruktør

Læs også: Golden Globes – her er alle vinderne

Læs også: Wes Anderson fører an i BAFTA-nomineringerne

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af