‘Bosch’
Der spares ikke på flosklerne i Amazons første timelange dramaserie om drabsefterforskeren Hieronymous Bosch. Bosch er den ukuelige enspænder, der idoliseres af rekrutterne, men er forhadt på direktionsgangene. Han er en dinosaur i et moderne politikorps, som kaster forfremmelser efter regelrytterne, mens Bosch kaster karrieren i grams. Protokol er noget, man fører, men ikke noget man følger, og så er drabsefterforskeren til trods for sin opvækst under trange kår tilmed opkaldt efter en hollandsk renæssancemaler i den mindst eksplicitte af seriens utallige tematiske ledetråde.
Anklageskriftet mod klichéerne er langt, men det er som sådan ikke seriens præmis, der får den til at virke fortærsket. Den er baseret på Michael Connellys kriminalromaner og tager fart, da Bosch simultant undersøges for et drab på en seriemorder (var det selvforsvar?) og skal eftersøge mordet på en barn. Alt for ofte føles replikkerne litterære eller læste, ikke mindst i munden på birollerne, som kæmper en hård kamp med at løfte teksten fra roman til skærm. Særligt seriens comic relief, to betjente, der er kendt som Crate og Barrell på politistationen, tramper rundt og smadrer scene efter scene. Tomme tønder buldrer sandeligt mest.
Frontfigurerne er ikke helt så slemt tilredt, men de kæmper en ulige kamp med omstændighederne. Titus Welliver er mere end passende som vores hovedperson, den surmulende efterforsker Bosch, mens en altid slick Jamie Hector (Marlo i ’The Wire’) er tegnet en anelse tandløst som sidekick i de første afsnit. Hector kommer efter det, som serien skrider frem, og det samme kan siges om dramaet. Der sker noget med følelsen af tempo, når instruktør Ernest R. Dickerson samler dirigentstokken op i fjerde afsnit, enten som et resultat af personinstruktionen, Bonfire Madigans stemningsfulde score eller tilrettelæggelsen af de enkelte scener, som har et mere naturligt flow end de foregående.
Serien slipper ikke af med sine mest udtalte handicap, men de kommer til at spille en mindre rolle. Pilotafsnittet er læsset til bristepunktet med Nietzsche og Sun-Tzu, så det næsten fremstår komisk, og man har det lidt hårdt i hjertet, når hunden, der opdager det brutale barnemord, hedder Calamity, eller når en mand, der er sigtet for mord, kalder byen ’The City of Angels’. Bosch retter ham – for den hedder bare Los Angeles, hombre – men han kan ikke rette op på det hele.
Det er ikke helt til at sige, om der er tale om et anerkendende nik med kasketten, når serien indledes med Welliver og Hector, der i en langsom tête-à-tête diskuterer den klamme, silende regn, der skyller skidtet fra storbyen ned i rendestenen. Det emmer af noir-forfatterne Hammetts og Chandlers forræderiske betonmareridt – anklageren i retssagen mod Bosch hedder nok ikke netop Chandler for ingenting – men det er slet ikke de to kanoniske forfatteres hard boiled Californien eller deres traditionelle figurlandskab, som udforskes i serien, måske lige med undtagelse af en enkelt flugtscene, der efterlader Bosch fortabt og frustreret i de enorme bassiner for enden af byens kloakker.
Regnen kommer ikke tilbage, og i stedet skinner solen fra en klar himmel i det moderne Los Angeles. Det er de indre dæmoner snarere end magtstrukturenes spejlkamre, der plager drabsefterforsker Bosch. Derfor er det også ærgerligt, at netop persontegninger og replikker efterlader et ringe indtryk. Når det er værst, føles det, som om det ene mundheld starter, hvor det andet slutter. Der citeres og parafraseres i en uendelighed, men den distance, som det skaber, er oftest charmeforladt og ender i sidste ende med at placere seeren på alt for sikker afstand af dramaet.
Anmeldelsen er baseret på fire afsnit.
Lyt til særudgave af Soundvenue Filmcast: Oscar-diskussion med høj nørdefaktor