1. Ethan Hawke brillerer i ’Boyhood’-lignende rolle
Instruktørerne af ’American Splendor’, Shari Springer Bergman og Robert Pulcini, står bag dette coming of age-drama, der fik premiere på årets Sundance-festival og er den bedste film, jeg har set i Berlin i år.
’Ten Thousand Saints’ bringer os tilbage til slut-80’ernes New York City og er – i samme dur og liga som ’The Perks of Being a Wallflower’ – en uimodståelig blanding af observant, hjertevarm modningskrønike og veldrejet tragedie.
Hailee Steinfeld og Asa Butterfield (’Hugo’), der spillede over for hinanden i ‘Ender’s Game’, ses som Eliza og Jude, hvis ven Teddy fryser ihjel en vild vinternat. De to plages af skyldfølelse, og da Eliza viser sig at være gravid med Teddys barn, opstår der et trekantsdrama imellem hende, Jude og Teddys halvbror Johnny (Emile Hirsch), der er metalmusiker, men følger Hare Krishnas retningslinjer, når det kommer til sex og stoffer.
Filmen, der præsenterer en kompleks familiedynamik imellem meget mindeværdige og fint portrætterede karakterer, er anbefalelsesværdig for det underholdende tidsbillede og – særligt – for dens rigtigt fine præstationer. Steinfeld holder niveauet fra sin Oscar-nominerede indsats i ‘True Grit’, og Butterfield er væsentligt bedre, end vi har set ham tidligere. Emily Mortimer er komisk, men troværdig som Elizas mor Diana, der har svært ved at forholde sig til de unges uansvarlighed.
Allerbedst er dog ubetinget Ethan Hawke som Les, der i sin tid adopterede Jude og siden forlod ham. I en rolle, der minder en del om Masons far i ’Boyhood’, ejer han med humor og medfølelse hver en scene, han medvirker i, og selvom Les på nogen punkter er en uforbederlig slacker (hans største ambitioner er at gro pot og leve livet), så forstår man alligevel godt, hvorfor Jude vælger at delagtiggøre ham i sine problemer.
2. ’The Wire’ møder Leif Panduro i ny stor DR-serie
Som noget nyt har Berlin-festivalen premiere på indtil flere stærkt imødesete dramaserier, heriblandt Netlix’ ’Bloodline’ og den danske ’Bedraget’, som bliver stort anlagt søndagsserie på DR om næsten et år, januar 2016.
Jeppe Gjervig Grams serie er ud fra de første to afsnit at dømme et spændende og velproduceret drama, en fortælling i højt tempo om en række mennesker, der alle bliver involveret i eller mærker konsekvenserne af den samme sag om økonomisk svindel.
Til stede ved premieren var hovedforfatter Gjervig Gram og konceptuerende instruktør Per Fly sammen med to af filmens skuespillere, Nikolaj Lie Kaas og stjernespiren Natalie Mudueño, der godt kunne ligne en dansk Eva Mendes.
I serien bliver den ambitiøse Mudueño hurtigt forfremmet til chefjurist i Lie Kaas’ firma, hvor insidere har foretaget drønulovlige handler. Thomas Bo Larsen spiller den efne, men overbebyrdede politimand, der får nys om korruptionen og indleder et samarbejde med Thomas Hwans aflytningsekspert, alt imens han med to børn og en syg kone (Line Kruse) har mere end rigeligt at se til på hjemmefronten.
Hele castet spiller flot og naturligt, også Esben Smed og Lucas Hansen som to unge, underbemidlede biltyve, der ved et tilfælde kommer I besiddelse af to millioner euro, Stine Stengade som Hwans regelrette leder samt Waage Sandø og Lars Simonsen i mindre roller.
Manuskriptet har et snit, der både er temmelig amerikansk og meget dansk. I bedste fald ender sammensætningen af gedigent karakterdrama og kriminalsag på tværs af samfundslag som Leif Panduro møder ‘The Wire’. ’Bedraget’ leder tankerne hen på ‘Kongekabale’, og de to første afsnit af ‘Bedraget’ udviser omtrent samme høje kvalitetsniveau.
3. Ian McKellen som 93-årig Sherlock Holmes
I ‘Mr. Holmes’, baseret på Mitch Cullins roman ‘A Slight Trick of the Mind’ fra 2005, er mesterdetektiven blevet 93 år gammel. Året er 1947, og Sherlock (Ian McKellen), der for længst har trukket sig tilbage, tilbringer nu sine ældre dage på landet som biavler og botanist i selskab med husholdersken Mrs. Munro (Laura Linney), hendes søn Milo og minderne om de sager, han ikke har glemt alt om.
Især et bestemt 30 år gammelt mysterium, som Sherlock og Watson aldrig fik løst, plager ham, men filmen er ikke en traditionel whodunnit, snarere et brandhyggeligt karakterdrama, der i høj grad løftes af McKellen.
Bill Condon får nemlig, ligesom i ‘Gods and Monsters’, en storslået præstation ud af gode gamle Gandalf, der på trods af en håndfuld meget ’Ringenes herre’-agtige leveringer gør den aldrende udgave af Arthur Conan Doyles legendariske karakter til sin helt egen.
4. Vincent Cassel viser klassen som kultleder
I ’Partisan’, en australsk coming of age-thriller, viser Vincent Cassel endnu engang, hvor overlegen en skuespiller han er. Her har han rollen som kultlederen Gregori, som giver husly til mødre og deres børn, der så til gengæld bliver indoktrineret og oplært som lejemordere.
Cassel formår at udtrykke en masse udelukkende ved brug af minimal ansigtsmimik, hvilket gør, at man ikke kan tage øjnene fra ham. Gregory er ekstremt humørsvingende, og ligesom lærlingene, der ønsker hans billigelse, både frastødes og drages man af hans handlinger. Det går dog løbende op for den ældste af hans adoptivbørn, Alexander, at han ikke kan stole på Gregori, og filmen er fortællingen om, hvordan drengen begynder at stille spørgsmålstegn ved ordrerne og forsøger at bryde fri.
Børnepræstationerne er af svingende kvalitet, visse scener varer for længe og instruktionen af Ariel Kleinman føles ikke altid lige sikker. Men ’Partisan’ er på grund af Cassel alligevel en anbefaling værd.
5. Bale sutter Portmans tæer i skuffende Malick-film
Terrence Malicks ventede drama med Christian Bale som en desillusioneret manuskriptforfatter, hvis liv synes at være kommet på afveje, var den film på Berlin-festivalen, jeg havde set mest frem til. Men det er en kæmpestor skuffelse. Den vil blive kaldt alt fra mester- til makværk, og hvor man lander i dette spektrum må afgøres af ens tolerancetærskel for den plotløst dvælende stil, som instruktøren har dyrket siden ‘The New World’ fra 2005.
Personligt var jeg helt vild med Malicks ‘The Tree of Life’ fra 2011, der på eminent vis flettede minder om formative oplevelser og små, smukke dagligdagsøjeblikke sammen med poetiske bønner i voice-over. Til gengæld var jeg meget lunken over for ‘To the Wonder’, der to år efter fortalte en frustrerende ufokuseret historie om menneskers kærlighed til hinanden og til Gud.
‘Knight of Cups’, der med sine uoriginale observationer om tomheden i kendissers hedonistiske livsstil tematisk placerer sig et sted imellem Fellinis ‘La Dolce Vita’, Scorseses ‘The Wolf of Wall Street’ og Sorrentinos ‘The Great Beauty’ er desværre tilsvarende banal.
Filmen har en episodisk struktur. Kvinderne i Ricks liv (spillet af Natalie Portman, Cate Blanchett, Imogen Poots, Teresa Palmer, Isabel Lucas og Freida Pinto) får hver deres segment, men den rejse, Bales manuskriptforfatter Rick er på, bliver aldrig for alvor vedkommende. Måske fordi Malick igen erstatter plot med associative voice-overs, men nok snarere fordi de enkelte, handlingsløse dele ikke har det store at byde på hver især.
De bedste scener opstår imellem Bales Rick og hans bror Barry, spillet af Wes Bentley, idet de i hvert fald indledningsvis synes at lede hen imod en dramatisk pointe. Det ultimative lavpunkt er en af de mange ligegyldige scener, hvor Bale sutter på Portmans tæer.
Det hele føles som en forspildt chance. Også selv om billedmageren Emmanuel Lubezkis (’Tree of Life’, ’Gravity’, ’Birdman’) ekstremt flotte fotografering som altid er en udsøgt fornøjelse.
‘Knight of Cups’ får dansk premiere den 26. marts.
Læs også: Berlin-festivalen – højdepunkterne fra de første dage