1. Amerikanske originaler
Festivalen har på sine første dage budt på tre vellykkede amerikanske indie-film.
Den unge auteur Alex Ross Perry, der sidste år stod bag den roste ’Listen Up, Philip’, er tilbage med ‘Queen of Earth’, et psykologisk drama filmet på ultralavt budget i et sommerhus. Elisabeth Moss (Peggy i ’Mad Men’) spiller Catherine, der ikke altid har været den bedste bedsteven til Virginia (Katherine Waterston fra ‘Inherent Vice’), og som går mentalt op i sømmene. Perry sætter, som i ’Listen Up Philip’, en ære i at lade sine dygtige skuespillere misbruge hinanden verbalt – som hvis ‘Your Sister’s Sister’ mødte Neil LaBute. Meget seværdigt.
Kris Swanberg, der er gift med mumblecoreinstruktøren Joe Swanberg, har med ‘Unexpected’ – en af titlerne fra den nyligt overståede Sundance-festival i filmmarkedets American Independents-sektion – begået et hæderligt lille drama. Filmen handler om venskabet imellem high school-læreren Samantha (Cobie Smulders fra ’How I Met Your Mother’) og hendes yndlingselev, der bliver gravide samtidig.
Endelig er ‘Ned Rifle’ (billedet) sidste del af indie-veteranen Hal Hartleys trilogi, som han påbegyndte med ’Henry Fool’ i 1997 og fortsatte med ’Fay Grim’ i 2006. En skæv og rimeligt morsom historie med thriller-elementer om mødet mellem unge Ned, der har viet sit liv til Gud, og litteraturnørden Susan Weber (Audrey Plaza), der muligvis har en skrue løs.
Der er stadig liv i american independents.
2. Stærkt spil fra garvede franskmænd
50-årige Juliette Binoche og 69-årige Charlotte Rampling gav nogle af festivalens hidtil bedste præstationer i henholdsvis Isabel Coixets åbningsfilm ’Nobody Wants the Night’ og Andrew Haighs ægteskabsdrama ’45 Years’.
I den noget søvndyssende ’Nobody Wants the Night’ spiller Binoche over for Rinko Kikuchi og Gabriel Byrne. Under en farefuld polarekspedition møder hendes karakter, Josephine Peary, den indfødte Allka (Kikuchi), der er blevet gjort gravid af hendes mand, og et voldsomt og ubarmhjertigt snevejr tvinger de to til at tilbringe lang tid sammen. Binoches træfsikre skuespil sikrer, at hendes overklassekarakter ikke ender som den karikatur, den nemt kunne været kammet over i.
’45 Years’, den bedst anmeldte konkurrencefilm indtil videre, er fuldt ud båret af filmens to hovedrolleindehavere, Rampling og Tom Courteney, der er ekstremt overbevisende som ægteparret Kate og Geoff Mercer – særligt Rampling, hvis skuespil lader os læse de pinefulde tanker bag hendes ansigts stoiske facade. Hun kender sin mand ud og ind, men han har ikke fortalt hende alt, og da fortiden bringer deres forhold ud af balance, følger Haigh (’Weekend’), hvordan de to langsomt, men sikkert glider fra hinanden.
3. Konkurrenceprogrammets høje bundniveau
Normalt er der lidt for langt imellem snapsene blandt filmene, der kæmper om Guldbjørnen. Men det har været en helt igennem hæderlig start i år, og ingen af de første fire film – hvor ovennævnte ’Nobody Wants the Night’ og ’45 Years’ er iblandt – har skrabet bunden.
Iranske Jafar Panahi, der har fået forbud mod at lave film i sit hjemland, har ligesom med sine to foregående film, ’This Is Not a Film’ og ’Closed Curtain’, måttet smugle sit seneste drama ’Taxi’, der er filmet i Teherans gader, ud af Iran. Hele filmen, der italesætter det censurproblem, instruktøren lider under, er optaget i en taxi, og Panahi spiller selv chaufføren.
Den måske mindst spændende filmoplevelse har hidtil været ’Queen of the Desert’, Werner Herzogs nogenlunde solide, men for tørre og formløse biopic med Nicole Kidman som den britiske diplomat Gertrude Bell. Man kan ikke umiddelbart drage mange paralleller til resten af den tyske instruktørs langt mere rå filmografi. Lidt af en skuffelse, da Herzogs film, der også har James Franco og Robert Pattinson på rollelisten, var en af årets mest ventede film.
4. Den uprætentiøse jury
Til pressekonferencen slog juryformand Darren Aronofsky fast, at han i fællesskab med resten af dommerne ikke anser nogen genrer for mere værdige end andre. Vinderen bliver den film, der på sine egne præmisser gør størst indtryk.
I juryen sidder foruden ’Black Swan’-instruktøren Matthew Weiner (skaberen af ‘Mad Men’), den tyske skuespiller Daniel Brühl (‘Good Bye Lenin!’), den sydkoreanske instruktør Bong Joon-Ho (‘Snowpiercer’), produceren Martha De Laurentiis, den peruvianske guldbjørnvinder Claudia Llosa (‘Faustas perler’) og Audrey Tautou, bedre kendt som Amélie.
Og på spørgsmålet om, hvordan juryen i praksis forestiller sig at kåre programmets bedste film, svarede Aronofsky jokende, at han forventede et kaotisk slagsmål, hvor Joon-Ho forsøger sig med en tackling, og Tautou (der ikke ville stå ved sit ’sød pige’-image) slår ud efter Weiner (som venligt, men bestemt korrigerede en journalist, der kom til at udtale hans efternavn uheldigt). Generelt var der glimrende kemi imellem Joon-Ho og Aronofsky, der løbende kom med små vittigheder på hinandens bekostning.
5. Bizar horror på filmmarkedet
Noget af det herligste ved Berlinalen er at veksle imellem festivaltitler, der byder på væsentligt flere kunstfilm end genrefilm, og det mangfoldige udbud på Det Europæiske Filmmarked, der afholdes samtidig. Nogle gange kan det nemlig være både befriende og sundt at se noget helt andet – også selv om det rent ud sagt er noget skrald.
I år er det blevet til to nævneværdige horrorfilm, der begge handler om mennesker, hvis krop bliver helt eller delvist overtaget af ondsindede parasitter. I Corin Hardys stemningsfulde ’The Hallows’, der overrasker med vellykkede special effects, går det ud over et kærestepar og deres nyfødte baby, og i den mangabaserede ’Parasyte’ af japanske Takeshi Yamakazi (’Returner’) må en teenager finde sig i ikke længere at være herre over sin ene hånd, der heldigvis er til stor hjælp i nedkæmpelsen af de mindre heldige ofre, hvis hoveder åbner sig på vid gab og omdanner sig til fangarme. Toeren er allerede på vej!
Læs også: Her er filmene, vi glæder os mest til fra Berlinalen
Lyt til Soundvenue Filmcast: Har en syg høne lagt ‘Mænd og høns’? Lever ‘Better Call Saul’ op til ‘Breaking Bad’?