Her er filmene, vi ser mest frem til på Berlinalen

Terrence Malick, James Franco, Sherlock Holmes og Werner Herzog. Programmet på årets Berlin-festival, der starter i morgen, ser særdeles lovende ud. Vær på forkant med filmene, vi glæder os mest til.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘Knight of Cups’

Terrence Malick, mesterinstruktøren bag ‘Badlands’, ‘Days of Heaven’, ‘The Thin Red Line’, ‘The New World’ og ‘The Tree of Life’, er blevet overvældende produktiv på sine ældre dage. Siden ‘The Tree of Life’ fra 2011 har han allerede fået lavet en – nuvel – langt fra mesterlig film, ‘To the Wonder’, og hans to kommende dramaer, begge med Christian Bale og Natalie Portman hvoraf ‘Knight of Cups’ er den ene, er for længst indspillede.

Begge er efter sigende improviseret frem, og foruden Bale og Portman medvirker Cate Blanchett, Jason Clarke, Imogen Poots, Antonio Banderas, Wes Bentley, Freida Pinto, Michael Wincott, Brian Dennehy, Ryan O’Neill og Armin Mueller-Stahl. Men mon ikke den helt store stjerne igen bliver den allerede legendariske fotograf Emmanuel Lubezki (‘Children of Men’, ‘The Tree of Life’, ‘Gravity’ og ‘Birdman’)?

Filmen handler om manuskriptforfatteren Rick (Bale), der lever et succesfuldt, men tomt liv i Hollywood. Og den lovende trailer er under alle omstændigheder med til at gøre filmen til festivalens helt store must-see.

‘Knight of Cups’ får verdenspremiere på festivalen og er en del af konkurrenceprogrammet.

45 Years717

2. ’45 Years’

I dette nye drama af Andrew Haigh (‘Weekend’ og tv-serien ‘Looking’) spiller Charlotte Rampling og Tom Courtenay ægteparret Kate og Geoff, der snart kan fejre 45-årsdag.

Under festforberedelserne får Geoff nys om, at hans ungdomskærestes frosne lig er blevet fundet i de schweiziske alper, fuldt bevaret i gletschernes is.

To garvede skuespillere og en talentfuld instruktør med stor flair for personinstruktion kan meget vel udløse en af festivalen stærkeste film.

’45 Years’ får verdenspremiere på festivalen og er en del af konkurrenceprogrammet.

Every Thing Will Be Fine717

3. ‘Every Thing Will Be Fine’

Auteurinstruktøren Wim Wenders, der i 2012 var biografaktuel med 3D-dokumentarfilmen ‘Pina’, har siden 80’ernes storhedstid med ‘Paris, Texas’ og ‘Himlen over Berlin’ haft svært ved at ramme samme høje kvalitetsniveau i sine fiktionsfilm.

I hans nye drama, der også er optaget i 3D, påkører forfatteren Tomas (James Franco) et barn, da han efter et trivielt skænderi kører omkring på må og få. Barnet overlever ikke – vil Tomas nogensinde kunne tilgive sig selv?

Foruden Franco pryder Rachel McAdams, Charlotte Gainsbourg og Peter Stormare rollelisten. Måske ’Every Thing Will Be Fine’ kan blive Wenders store spillefilmcomeback.

‘Every Thing Will Be Fine’ får verdenspremiere på festivalen. Filmen vises uden for konkurrence.

Life717

4. ‘Life’

Den hollandske fotograf Anton Corbijn brød igennem som instruktør med den glimrende ‘Control’, der tegnede et portræt af Ian Curtis, og han har siden stået bag thrillerne ‘The American’ og ‘A Most Wanted Man’.

Nu er han klar med en biografisk historie om James Dean og en fotograf fra Life Magazine, som tog nogle af de mest kendte billeder af superstjernen, der døde som blot 24-årig.

Dane DeHaan (’In Treatment’, ‘Chronicle’, ‘The Amazing Spiderman 2’) spiller den unge rebel og flankeres af Robert Pattinson, Joel Edgerton og Ben Kingsley.

‘Life’ får verdenspremiere på festivalen og vises i programmet Berlinale Special.

Love  Mercy717

5. ‘Love & Mercy’

Da Bill Pohlads biopic om Brian Wilson med Paul Dano og John Cusack i titelrollen (dramaet udspiller sig over en periode på mere end 20 år af Beach Boys-musikerens liv) fik premiere på sidste års filmfestival i Toronto, fik den ros fra Varietys anmelder, der kaldte den »a wonderfully innervating cure for the common musical biopic«.

Elizabeth Banks er Brians anden kone, Melinda Ledbetter, og Paul Giamatti er den manipulerende terapeut Eugene Landy, som Brian søger hjælp hos efter et nervesammenbrud.

Den lovende instruktør Oren Moverman (‘The Messenger’ og ‘Rampart’) har været medforfatter, ligesom han var til Todd Haynes’ uortodokse Bob Dylan-hyldest ‘I’m Not There’.

‘Love & Mercy’ vises i programmet Berlinale Special.

Mr  Holmes717

6. ‘Mr. Holmes’

En aldrende Sherlock Holmes, der beslutter sig for at løse et sidste mysterium, selv om han egentlig er gået på pension. Det er et plot, der i sig selv lyder højst seværdigt. Og det skader overhovedet ikke, at Arthur Conan Doyles ikoniske detektiv bliver spillet af selveste Ian McKellen.

Manden bag ‘Mr. Holmes’ er Bill Condon, der i ‘Gods and Monsters’ fra 1998 instruerede McKellen til en velfortjent Oscar-nominering for rollen som James Whale (instruktøren af ‘Frankenstein’) – og vistnok også rodede sig ud i en filmatisering af fjerde del af en vis bogserie om funklende vampyrer for et par år siden.

Manuskriptet er baseret på Mitch Cullins roman ‘A Slight Trick of the Mind’ fra 2005.

‘Mr. Holmes’ får verdenspremiere på festivalen. Filmen vises uden for konkurrence.

Queen of Earth717

7. ‘Queen of Earth’

Alex Ross Perry er en ung instruktør, der siden ‘The Color Wheel’ fra 2011 har været genstand for megen indie-hype.

De gode (tidligere bedste) veninder Catherine og Virginia har været igennem hver deres kriser, og da de to unge damer tager en uge i sommerhus for at hele og lade op, opdager de, hvor meget de er vokset fra hinanden, siden de var små, og spændingerne udvikler sig snart til direkte fjendtlighed.

I de to hovedroller ses Katherine Waterston (‘Inherent Vice’) og Elisabeth Moss (‘Mad Men’ og ‘Top of the Lake’), der også var den kvindelige hovedrolle i Perrys roste ‘Listen Up Philip’ fra sidste år.

‘Queen of Earth’ får verdenspremiere på festivalen. Den vises i programmet Forum.

Queen of the Desert717

8. ‘Queen of the Desert’

Werner Herzog – instruktøren bag tyske klassikere som ‘Aguirre, den gale erobrer’ og ‘Fitzcarraldo’, den uforglemmelige dokumentar ‘Grizzly Man’ og den besynderlige ‘The Bad Lieutenant’ med Nicolas Cage – har skudt sin nye film i Marokko, og ifølge pressematerialet repræsenterer ørkenlandskabet arkitekturen af hans karakterers sjæl. Intet mindre.

Herzog fortæller den virkelige historie om Gertrude Bell (Nicole Kidman), en forfatter, arkæolog og opdagelsesrejsende fra England, som mæglede imellem Østen og Det Britiske Imperium, efter Første Verdenskrig sluttede.

James Franco og Damian Lewis (‘Homeland’) spiller to af Bells store kærlighedsaffærer, og Robert Pattinson er castet som Bells mandlige pendant, gode gamle T.E. Lawrence (of Arabia).

‘Queen of the Desert’ får verdenspremiere på festivalen og en del af konkurrenceprogrammet.

Und so weiter…

Disse otte udvalgte film er blot toppen af isbjerget.

I hovedprogrammet udkommer blandt mange andre også festivalens åbningsfilm, ‘Nobody Wants the Night’ af Isabel Coixet (‘My Life Without Me’) med Juliette Binoche og Gabriel Byrne, ‘Taxi’ af Jafar Panahi (‘The Mirror’ og ‘This Is Not a Film’), ‘Eisenstein in Guanajuato’ af Peter Greenaway og, uden for konkurrence, ‘Cinderella‘ af Kenneth Branagh samt ’13 Minutes’ af Oliver Hirschbiegel (‘Der Untergang’).

I andre programmer finder man desuden ‘Woman in Gold’ af Simon Curtis (‘My Week with Marilyn’) med Helen Mirren og Ryan Reynolds om ’det østrigske Mona Lisa’, som blev stjålet af nazisterne, coming of age-filmen ‘The Diary of a Teenage Girl’ med Kristen Wiig og Alexander Skarsgaard, ‘I am Michael’, hvor James Franco spiller en homoseksuel aktivist, der er i et forhold med Zachary ’Spock’ Quintos karakter, og ‘Selma’, det Oscar-nominerede drama om Martin Luther King.

Endelig vises Hal Hartleys ‘Ned Rifle’ med Audrey Plaza og Parker Posey, Dagur Káris (‘Voksne mennesker’) ‘Virgin Mountain‘ samt ‘The Forbidden Room’, Guy Maddins seneste og, forlyder det, mest bizarre film, hvilket siger ikke så lidt.

Der er også lidt fra vores hjemlige breddegrader: To af dem er dokumentarer, Jannik Splidsboels ‘Misfits’ om tre amerikanske teenagere og Christian Braad Thomsens ‘Fassbinder: at elske uden at kræve’, og desuden screenes de første to timer af Per Flys tv-serie ‘Bedraget’, der ellers først får premiere herhjemme om et års tid.

Lyt til Soundvenue Filmcast: Har en syg høne lagt ‘Mænd og høns’? Lever ‘Better Call Saul’ op til ‘Breaking Bad’?

Læs også: Her er Sundance-filmene, du bør glæde dig til

Læs også: Christian Bales bedste og værste præstationer i karrieren

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af