Vi kårer: Den største nulevende Oscar-instruktør – objektivt målt

Gennem et simpelt pointsystem har vi fundet de bedste instruktører i verden målt på Oscar-sejre og -nomineringer. En ærefrygtindgydende forsamling.

Kigger vi tilbage på hele Oscar-historien domineres den af legendariske studieinstruktører som William Wyler, Fred Zinnemann, David Lean, John Ford og Frank Capra. Men hvem er de største aktive Oscar-instruktører?

Vi har opstillet en simpel ligning for at finde svaret. En nominering for bedste instruktion giver to point. Det giver yderligere 3 point oven i nomineringen (altså i alt 5 point) for at hjemtage en Oscar. Men lad os komme til sagen!

10. Roman Polanski

Chinatown (1974), Tess (1979), The Pianist (2002)
3 nomineringer, 1 Oscar = 9 point

Det var en overraskelse, at Polanski vandt i 2002 for ’The Pianist’, et stateligt, men ret blodfattigt drama om en overlevende pianist i den polske hovedstads sønderbombede ghetto under Anden Verdenskrig. Han kunne ikke modtage sin Oscar den aften for 12 år siden, da han ikke har sat sine fødder på amerikansk jord siden 1977, da han flygtede ud af landet i forbindelse med anklagen for anal voldtægt af en 13-årig pige. Men en Oscar in absentia er stadig en Oscar.

De fleste havde på forhånd regnet med, at Rob Marshalls senere bedste film-vinder ’Chicago’ ville vinde eller alternativt: Martin Scorsese for ’Gangs of New York’. Men ligesom Akademiet stadig skyldte Scorsese i 2002, så skyldte de også Polanski, der i 1974 tabte for sit mesterværk ’Chinatown’ i et clash of the titans med Coppolas ’The Godfather Part II’.

Polanski fik ikke alene sin Oscar for den gale film, han er også blevet overset mange andre gange på nomineringsfronten (’Rosemary’s Baby’, ’The Tenant’, ’Frantic’, ’The Ghost Writer’).

9. Joel Coen

Fargo (1996), No Country For Old Men (2007), True Grit (2010)
3 nomineringer, 1 Oscar = 9 point

Hvorfor kun Joel Coen? Jo, fordi brødrene af uransagelige grunde valgte at kreditere Joel som soloinstruktør på ’Fargo’ og så i stedet kreditere Ethan som producent. Derfor har Joel altså en nominering mere i denne kategori end brormand, der dermed ender akkurat uden for top 10.

Brødrene burde nok allerede have hentet en nominering for deres instruktion på Cannes-vinderen ’Barton Fink’, men den underpræsterede box office-mæssigt i USA. Tiden var til gengæld med brødrene, da de ryddede bordet i 2007 med den nihilistiske western ’No Country For Old Men’. Dels lå Bush-årene endnu som en ond skygge over Amerika (og var en torn i øjet på Hollywoods liberale flertal), Irak-krigen havde endegyldigt vist sig som en klokkeklar fiasko, og derfor faldt Coen-brødrenes film i god jord. Derudover kan man nævne to forhold, der sandsynliggjorde deres på papiret utrolige sejr: Dels var de nået et punkt i karrieren, hvor de havde positioneret sig som Amerikas måske største skabere af uafhængige film, og de var altså klar til at tage springet op på øverste hylde, hvor det alternative bliver forgyldt og gjort respektabelt.

Dels var der tale om en adaptation af en af USA’s litterære mestre, Cormac McCarthy. Det var også med til at forlene filmen med den tyngde, der kunne bære en Oscar-vinder for bedste film. Filmen er da også næsten renset for de typiske Coen-quirks, og tilbage står en ufravendt mørk og kold film, der med stor præcision vrider kniven ind i det åbne sår.

Nomineringen til ’True Grit’ kan læses lidt i samme lys: Nu var brødrene en del af det respektable parnas og havde igen taget hånd om en adaptation af en roman samt udfoldet den på en kanvas af åbne amerikanske landskaber. Det måtte Akademiet klappe i hænderen over, selvom vi andre naturligvis ved, at det er en af brødrenes mest overflødige film.

8. Francis Ford Coppola

The Godfather (1972), The Godfather Part II (1974), Apocalypse Now (1979) The Godfather Part III (1990)
4 nomineringer, 1 Oscar = 11 point

Tænk sig ikke at vinde for ’The Godfather’ – uha da da… Ikke at Bob Fosses arbejde på ’Cabaret’ var en decideret ufortjent vinder, men jo, det var det jo så alligevel konkurrencen taget i betragtning. John Boorman var også nomineret for ’Deliverance’ det år: New Hollywood-bølgen havde i den grad ramt USA i 1972.

I 1974 fik Coppola så sin Oscar i et år, der for mange står som et af de stærkeste felter nogensinde i kategorien: Han besejrede således Roman Polanski for ’Chinatown’ og John Cassavetes for ’A Woman Under the Influence’.

I 1979 var Coppola igen oppe mod Bob Fosse (denne gang for ’All That Jazz’), men han tabte til Richard Bentons ’Kramer vs. Kramer’. Nu har jeg altid haft et svagt punkt for ’Kramer vs. Kramer’, men en større instruktørindsats end ’Apocalypse Now’?! Mon ikke Benton godt vidste, at den var gal, da han tog trinene op til podiet for at holde sin takketale?

7. Oliver Stone

Platoon (1986), Born on the Fourth of July (1989), JFK (1991)
3 nomineringer, 2 Oscars = 12 point

Det kan godt være, at Stone oven på fiaskoer som ’W’ og ’Alexander’ og sit bonkammerateri med tvivlsomme typer som Hugo Chávez og Fidel Castro er blevet lidt af en persona non grata i Hollywood, men de to Oscars, han vandt for de Vietnam-beslægtede krigsfilm i 1980’erne, kan man jo altså ikke tage fra ham. Lad mig dog bare nævne, at han i 1986 slog to mesterværker, Woody Allens ’Hannah and Her Sisters’ og David Lynchs ’Blue Velvet’.

Tre år senere vandt han over et ret svagt felt (dog igen med Allen for ’Crimes and Misdemeanors’, også kendt som ’den virkelig, virkelig gode version af ’Match Point’!).

Med ’JFK’ opnåede han en fortjent nominering. Det er på mange måder hans bedste film, ikke mindst ved sin imponerende krydsklipning af et dybt komplekst sagsforløb. Men det år tilhørte Jonathan Demme for ’The Silence of the Lambs’, der vandt i stort set alle store kategorier.

6. Ang Lee

Crouching Tiger, Hidden Dragon (2000), Brokeback Mountain (2005), Life of Pi (2012)
3 nomineringer, 2 Oscars = 12 point

Ang Lee kom (for) sent i betragtning i Oscar-sammenhæng. Måske det hænger sammen med hans taiwanesiske rødder? Men nomineringer for både ’Sense and Sensibility’ og ’The Ice Storm’ i 1990’erne havde været helt på sin plads. Herefter har Akademiet formået at slå ned på de ’rigtige’ film på værklisten og altså givet ham Oscar’en to gange, interessant nok begge i såkaldte split years, hvor prisen for bedste film gik til en anden film end Lees, nemlig ’Crash’ og ’Argo’.

Havde Ben Affleck været nomineret i 2012 havde han helt sikkert vundet, men respekten for Lees håndværk på ’Life of Pi’ fik Akademiet til at se bort fra selveste Spielberg og dennes ’Lincoln’. Og lad os så ikke rode for meget rundt i ’Crash’ vs. ’Brokeback Mountain’ her. Det var da i det mindste godt, at Akademiet gjorde det rigtige i et ud af to tilfælde…

5. Milos Forman

One Flew Over the Cuckoo’s Nest (1975), Amadeus (1984), The People Vs. Larry Flynt (1996)
3 nomineringer, 2 Oscars = 12 point

Forman vandt det år, hvor Hollywoods nye gulddreng, Steven Spielberg, følte sig noget så forbigået for ’Jaws’. Valget af ’One Flew Over the Cuckoo’s Nest’ var nærmest uundgåeligt, da filmen på fornem vis kombinerer publikumsappel med kunstfilmens formelle seriøsitet. Det samme kan man sige om Formans Oscar for ’Amadeus’, en opulent iscenesat periodeskildring og et karakterbåret drama, som ingen kunne matche i 1984-feltet.

Man kan diskutere, hvor smagfuld ’Amadeus’ er, og man kan diskutere, hvor vidt (eller rettere, hvor meget) Tom Hulce og – især – F. Murray Abraham overspiller som henholdsvis Mozart og Salieri, men hvis ikke en film om Mozart i barokkens hysterisk pudrede Wien skulle kunne svælge i den slags, hvad så?

Forman fik en kortvarig opblomstring i 90’erne med ’The People vs. Larry Flint’ (og, i mindre grad, ’Man on the Moon’), men siden har der været ret stille omkring den nu 82-årige, tjekkiskfødte instruktør.

4. Clint Eastwood

Unforgiven (1992), Mystic River (2003), Million Dollar Baby (2004), Letters From Iwo Jima (2006)
4 nomineringer, 2 Oscars = 14 point

Da først Eastwood fik knækket koden i forhold til at indynde sig ved Akademiet, var der virkelig hul igennem. Det vidner hans anden Oscar for ’Million Dollar Baby’ – boksefilm/aktiv dødshjælp-drama – om. Lad os bare sige, at det havde været passende, hvis Alexander Payne havde vundet det år for ’Sideways’.

Med ’Mystic River’ formåede Eastwood at forvandle en hårdkogt krimifortælling til et melodrama, hvilket gav begge hans mandlige skuespillere (Tim Robbins og Sean Penn) Oscars, men det er i mine øjne langt fra en af hans bedste film. Det er derimod både ’Unforgiven’, en velkommen anomali i 1990’erne, hvor en af de store statuetter rent faktisk tilfaldt en mand, der fortjente den, og ’Letters From Iwo Jima’, det nok mest modige og kompromisløse værk i filmografien. Her beviste Eastwood, at han var andet og mere end en simpel patriot – han havde viljen, evnen og indsigten til at portrættere ’dem på den anden side’.

3. Woody Allen

Annie Hall (1977), Interiors (1978), Broadway Danny Rose (1984), Hannah and Her Sisters (1986), Crimes and Misdemeanors (1989), Bullets Over Broadway (1994), Midnight in Paris (2011)

7 nomineringer, 1 Oscar = 17 point

Woody Allen er noget nær definitionen på en auteur i den nyere amerikanske filmtradition, og man kan derfor ikke helt opgøre hans meritter uden at tælle nomineringer og Oscars med for hans manuskripter. I så fald hedder hans rekordliste: 4 Oscars, 24 nomineringer (!). I en vis forstand fortjener Allen således førstepladsen på en liste som denne.

Han kom flyvende fra start i Oscar-sammenhæng med vinderen ’Annie Hall’, og selvom Akademiet – i overensstemmelse med bagmanden selv – så bort fra ’Manhattan’ to år senere, var de årvågne ved at nominere hans måske mest prægnante (dramatiske, for ikke at sige tjekhovske) filmarbejder i 80’erne. ’Midnight in Paris’ blev i 2011 hans hidtil største biografsucces i USA og dermed den seneste film, hvor han også blev nomineret for sin instruktion.

2. Martin Scorsese

Raging Bull (1980), The Last Temptation of Christ (1988), Goodfellas (1990), Gangs of New York (2002), The Aviator (2004), The Departed (2006), Hugo (2011), The Wolf of Wall Street (2013)

8 nomineringer, 1 Oscar = 19 point

Modsat sin stjerne i de ’unge’ år, Robert De Niro, var Scorsese ikke så heldig at vinde sin Oscar, mens han lavede sine mest epokegørende film. Ergo har Akademiet behandlet ham mere som en Al Pacino, der måtte vente helt til 90’erne (og ’Scent of a Woman’, af alle film!) før han fik den gyldne statuette med hjem. Scorsese blev overset allerede i 1977 for ’Taxi Driver’ og tabte i 1980 til Robert Redford for ’Ordinary People’, en af de oftest fremhævede eksempler på, hvad der er galt med Akademiet: Hvorfor vælge ’Ordinary People’ over ’Raging Bull’?

Igen: Kodeordet er respektabilitet. Den havde Scorsese endnu ikke vundet i tilstrækkeligt mål med sine mørke sædeskildringer fra New Yorks underverden. Historien gentog sig i 1990, hvor ’Goodfellas’ tabte til ’Dances with Wolves’, og Kevin Costner løb med instruktørhæderen. Ord er overflødige.

Sagen er, at den savnede respektabilitet først begyndte at klæbe til Scorsese i det øjeblik, han blev regnet for en elder statesman inden for branchen, hvilket fem nomineringer siden 2000 tydeligt vidner om (for få vil vel påstå, at 00’erne udgjorde Scorseses bedste årti som filmskaber?). Han vandt for ’The Departed’ i 2006, hvilket har den lille ironi tilknyttet, at det måske er den af hans sene film, der mest tydeligt griber tilbage til hans oprindelige formsprog og tematikker. Mørket var lige pludselig blevet respektabelt, fordi manden, der var ansvarlig for det, var blevet en ældre herre, der gerne ville vinde en Oscar – og fordi det flugtede med tidsånden post-Irak-fiasko.

1. Steven Spielberg

Close Encounters of the Third Kind (1977), Raiders of the Lost Ark (1981), E.T. (1982), Schindler’s List (1993), Saving Private Ryan (1998), Munich (2005), Lincoln (2012)

7 nomineringer, 2 Oscars = 20 point

Der findes et berømt klip, der fanger den unge, fremstormende Steven Spielberg i det øjeblik, han må konstatere, at han ikke har opnået en Oscar-nominering for sin definitive gennembrudsfilm, ’Jaws’ (1975). Manden er rasende, frustreret, indigneret. Akademiet valgte nemlig kunstfilm af snobber som Fellini, Altman og Kubrick. Really? Hvis den indledende skuffelse har fungeret som brændstof for Spielbergs senere jagt på hæder og anerkendelse, må man sige, at han har formået at kanalisere den på eksemplarisk vis.

Det er svært at argumentere mod en eneste af hans nomineringer, selvom især ’Munich’ drog fordel af den megen Oscar-hype, der omgav den op til den sene premiere i 2006-kapløbet. Man kan jo indvende, at en instruktør, der vælger at satse hele butikken på Eric Banas komplet ukarismatiske ansigt (hvor er han nu?), har haft en mellemstor skrue løs.

Det er typisk Oscar, at Spielberg vandt sine to Oscars, da han var blevet mere end bare en populær filmskaber. For at vinde Oscars som instruktør skal du også være respektabel. Det blev han med de seriøse Anden Verdenskrigs-dramaer fra 1990’erne.

Måden, han opbygger et komplet omsluttende univers, der på utroligt indfølt vis formidler barnesindets forundring i den første time af ’E.T.’, er nu en mindst lige så stor bedrift som de to krigsfilm, men lad nu det ligge. Og, ja, selvfølgelig skulle han have været nomineret for ’Jaws’, men han var oppe imod ’Nasville’ (Altman), ’Dog Day Afternoon’ (Lumet), ’Amarcord’ (Fellini), ’One Flew Over the Cuckoo’s Nest’ (Forman) og ’Barry Lyndon’ (Kubrick). Av for et felt!

Læs hele vores omfattende Oscar-dækning HER.

Lyt til særudgave af Soundvenue Filmcast: Oscar-diskussion med høj nørdefaktor

Læs også: Oscar 2015 – Se, hvem der vinder for bedste instruktør

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af