‘Whiplash’
Jeg har kun en enkelt jazzplade i min ellers ret omfattende musiksamling, og selv om jeg har haft den i fem år, er standen stadigvæk near-mint. Derfor frygtede jeg, at jeg ville være på dybt vand med Damien Chazelles fortælling om en ung jazztrommeslagers kamp for at slå igennem. Men i stedet var jeg så forpustet og udmattet efter filmens 105 minutter, at man skulle tro, at det var mig og ikke hovedpersonen Andrew, der netop havde kæmpet sig igennem den uforglemmelige koncertoptræden, der sætter punktum for ’Whiplash’.
Vi følger Terence Fletcher (Simmons), en nærmest sagnomspunden underviser på det prestigefyldte Shaffer Music Conservatory, hvis jazzensemble alle elever drømmer at blive indlemmet i. Fletchers undervisningsstil er mildest talt kontroversiel. Han leder efter psykiske svaghedspunkter, små rifter, som kan flås op til blødende sår. Og der flyver både lussinger og klapstole mod elevernes hoveder i øvelokalet. For hvis man vil være en stor musiker, skal man ikke holdes i hånden. Man skal sparkes direkte ud over klippen. Og sådan en flyvetur rammer den unge, håbefulde trommeslager Andrew (Teller), der ganske uventet bliver håndplukket af Fletcher. Andrew har store planer om at indskrive sig blandt jazzens legender – og han er villig til at ofre alt.
Miles Teller er fabelagtig som Andrew, der er arret som en hårdt prøvet bokser, og som nægter at nøjes. Der bliver øvet, til han segner, til han knækker. For det her handler om mere end bare musik. Det handler om at knuge sig fast til drømmen og holde fast, selvom blodet drypper på trommeskindet. Og så kan det godt være, at man bliver nødt til at skrotte kærligheden undervejs, for det virker umuligt at være lykkelig, hvis man samtidig vil være den bedste i verden.
Det er sindssygt fascinerende at følge Andrew, der er på himmelflugt og i frit fald på samme tid. Filmens helt store styrke er dog den intense dynamik i det destruktive elev-mentor-forhold mellem Andrew og Fletcher. Her brillerer J.K. Simmons, der er godt gammeldags genial i portrættet af den møgcool og modbydelige underviser, der bliver ved med at knække halsen på sine unge elever i jagten på storhed. Det er måske svært at tro, men Chazellefortæller så medrivende, at filmens mange musikscener alle rummer et tårnhøjt spændingsniveau, der får dette stærke duellantdrama til momentvist at fremstå som en uhyre effektiv thriller.
Det er sensuelt, ensomt, smukt og brutalt at overvære, og samlet set fremstår ’Whiplash’ som et lille, stilsikkert mesterværk. Selv for en jazz-analfabet som mig.
Kort sagt:
Miles Teller og J.K. Simmons stråler om kap i Damien Chazelles lille mesterstykke af et drama, der effektivt fortæller, hvor umenneskeligt langt ambitiøse drømmere vil gå for at nå det guddommelige, og ikke mindst de ar, de risikerer at sidde tilbage med.
Lyt til Soundvenue Filmcast: Paul Thomas Andersons hashtågede ‘Inherent Vice’, musikfilm-revival med ‘Steppeulven’ og ‘Whiplash og Snapchats første serie
Læs hele vores omfattende Oscar-dækning HER.