’Big Eyes’
Tim Burton har en af Hollywoods mest krøllede hjerne og er mester i at konstruere gotiske og finurlige fantasiuniverser. At han har hentet historien i ‘Big Eyes’ fra virkelighedens verden, er dog blot et bevis på, at virkeligheden ofte overgår selv den mest syrede fantasi.
I Burtons biopic spiller Amy Adams maleren Margaret Keane, hvis mand Walter Keane i årevis tog æren for hendes portrætter af triste små piger med øjne så store som tekopper, der blev kitschet allemandseje i 1960’erne.
Margaret ankommer i 1958 til beat-æraens San Francisco med et forlist ægteskab i bagagen, datteren Jane (Delaney Raye og Madeleine Arthur) på bagsædet og sit portefolio på forsædet. Kort efter møder hun den indsmigrende wannabe-kunstner og ejendomsmægler Walter (Christoph Waltz) og takker ja til hans hastige ægteskabstilbud.
Walter opmuntrer Margaret til at dyrke sit talent og ikke sætte sit lys under en skæppe. Men opbakningen holder kun, indtil han opdager, at hendes alfepiger er mere efterspurgte end hans parisertableauer. Mens den etablerede kunstbranche fnyser af værkerne, opnår supersælgeren Walter pludselig succes med at afsætte Margarets malerier til almindelige mennesker fra toiletgangen på en natklub. Ved samme lejlighed udnævner han sig selv til billedernes ophavsmand.
Walter skyder hurtigt Margarets spagfærdige protester ned med et argument om, at ingen interesserer sig for kvindekunst, og at hans posering derfor gavner hele familien. Men med samme skamløshed, som han skovler penge ind fra de billige reproduktioner, han sælger i supermarkederne, eksploderer hans tyranniske adfærd. Trods stigende frustration gør Margaret alligevel ikke oprør, og hendes passivitet er svær at forstå. Især fordi Walter i skikkelse af en manisk overspillende Christoph Waltz fremstår som stjernepsykopat fra første scene.
Waltz er underholdende, men hans klovneri stjæler fokus fra den afdæmpede og fintfølende Adams, hvis karakters psykologi derfor aldrig bliver udfoldet. Hvorfor maler hun de samme storøjede børn gang på gang? Når de tydeligvis betyder så meget for hende, hvorfor giver hun dem så fra sig uden modstand? Og hvordan har hun det med, at hendes elskede værker er kritikernes hadeobjekt nummer ét? De spørgsmål berører Burton desværre kun overfladisk.
Selvom han udviser kærlighed over for Margaret og hendes kunst, føles filmen ikke lige så personlig som den nærliggende ‘Ed Wood,’ hvor Burton ligeledes forsvarer den såkaldte dårlige smag. Farvemættede billeder fra San Francisco, sporadisk ‘Gaslight’-stemning og et par surrealistiske fantasisekvenser ændrer ikke på, at ’Big Eyes’ nok er Burtons mest konventionelle film. At historien i sig selv er så fascinerende gør, at man alligevel drages og bevæges.
Kort sagt:
Amy Adams rører, og Christoph Waltz klovner i Tim Burtons overraskende konventionelle biopic om maleren Margaret Keane. Selvom den aldrig kommer helt i dybden i sin fascinerende historie, er ‘Big Eyes’ et medrivende feministisk feel-good-portræt.
Læs også: Det skal du se i biografen i marts
Læs også: De bedste nulevende skuespillere uden en Oscar