’En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’
Ingen andre laver film som Roy Andersson, og der er intet nyt under den blege sol i ’En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’, der efter mesterværket ’Sange fra anden sal’ og ’Du levende’ afslutter trilogien om at være menneske.
Det står lysende klart i filmens åbning, hvor en mand trisser rundt og nærstuderer fugletableauer: Disse kunstige opstillinger af fastfrosset liv, en udtryksform, som er blevet en filmisk signatur for den svenske auteur, og som han i særklasse mestrer. ’En due’ føles som en smuk og tragikomisk museumstur, der skal gøre os klogere på os selv med Andersson som langsommelig og pinligt tavs guide.
Som sædvanligt er universet befolket med disse støvdryssende, søvngængerlignende svenske ulyksaligheder, som Andersson kalder mennesker. Vi ser dem på caféer, på kontorer, i spisestuer, ved stoppestedet, i disse tusindvis af rum, hvor vi lever vores liv. Og selvom karaktererne sjældent er alene i de smukt opstillede tableauer, så er der en ensomhed, som man ikke kan undslippe. Andersson dyrker det opdelte rum, hvor menneskene med bittesmå virkemidler adskilles, og selv de mindste afstande virker totalt uoverkommelige i manglen på bevægelse. Selv ordene har svært ved at nå frem mellem de distancerede mennesker, og gang på gang må karaktererne gentage sig selv.
Det lyder tungt og dystert, og det er det også. Men heldigvis byder filmen samtidig på kulsort og surrealistisk humor. Som når vi følger to spøg og skæmtsælgere, der ser så skindøde og livsforladte ud, at det virker helt naturligt, når de tager de ekstra-lange vampyrtænder i munden, som de så ihærdigt forsøger at sælge. »Vi vil gerne have, at folk har det sjovt«, siger den ene livstræt, mens de præsenterer en mareridtsfremkaldende maske fra varesortimentet.
Dog er humoren i ’En due’ ikke helt så markant som i de foregående værker, og der er overordnet set en dysterhed, der gør dette tredje kapitel til trilogiens mørkeste. De drømme, der i ’Du levende’ fungerede som en lykkelig adspredelse, er her vekslet til et enkelt modbydeligt mareridt i en af den slags scener, som nu har fået evigt statsborgerskab i min hukommelse.
Man får naturligvis ikke den samme overrumplende følelse af at se ’En due’, som man gjorde med Anderssons to foregående film. Dertil er formularen for velkendt, og filmen er ikke helt så lyrisk eller morsom som de tidligere værker.
Alligevel skaber han her en række tableauer, som er blandt hans suverænt bedste. Især er scenen, hvor Kong Karl d. 12 problemfrit og helt og aldeles anakronistisk indtager en café for at drikke lidt danskvand, inden han skal videre for at nedkæmpe russerne, helt fabelagtig og minder om Monty Pythons fineste øjeblikke. Det føles også småligt at brokke sig over en visuel eners insisteren på gentagelsen, når den virker som en del af masterplanen. Man burde være taknemmelig over alt, man får af Roy Andersson. Men den slags forkælede indstilling hører også med til det at være menneske.
Kort sagt:
Instruktøren bag ’Sange fra 2. sal’ og ’Du levende’ vinder næppe nye fans med sidste del af trilogien om at være menneske, for hans filmkunst ligner sig selv. De surrealistiske og smukke tableauer er tilbage, men der er skruet et nøk ned for humoren og to op for ensomheden.
Læs også: Det skal du se i biografen i marts