‘Insurgent’
Den gode nyhed er, at opfølgeren til sidste års kriminelt kedsommelige ’Divergent’ er marginalt mindre rædselsfuld end sin forgænger. Den dårlige er, at ’Insurgent’ dog stadig er noget værre juks, svimlende ’Matrix’-drømme og Oscar-stjernevrimmel til trods.
I den første film baseret på ungdomsforfatter Veronica Roths bedstsælgende ’Divergent’-trilogi blev vi introduceret for heltinden Tris (Shailene Woodley) i et postapokalyptisk Chicago. Her har ’den sidste enklave’ af menneskeheden på H.G. Wells’k vis opdelt sig i fem snorlige faktioner med hver deres samfundsopgave og farvekoordineret tøj – uden tanke for, hvad der i grunden ligger på den anden side af bygrænsen og det enorme elhegn, der omgiver dem. Holder det mon verden ude eller ’dyrene’ inde?
Tris tilhører fødselsfaktionen Abnegation (de uselviske), men er afsløret som ’divergent’ af den årlige personlighedstest, der som en anden high-tech sorteringshat placerer byens teenagere ud fra karaktertræk. En divergent huser flere forskellige karaktertræk under kasketten, og den cocktail af utøjlet menneskelig natur anses af faktionen Erudite (de intelligente) som en trussel mod samfundets konforme balance.
Tris er derfor nu jaget vildt af Erudite-diktatoren Jeanine (Kate Winslet i ukarakteristisk kraftløs form), mens hendes forældre (Ashley Judd og Tony Goldwyn) har måttet ladet livet i kampens hede. Med sig har Tris sin firskårne kæreste Four (Theo James) fra den splittede Dauntless-faktion (de frygtløse), den farlige vendekåbe Peter (Miles Teller) og broderen Caleb (Ansel Elgort), som måske/måske ikke tilhører Erudite af sind.
Sammen med byens faktionsløse planlægger Tris det endelige opgør med Jeanine og den femkantede samfundsstruktur, der har zombificeret Chicagos indbyggere til at acceptere underdanighed og uklædelig fremtids-fashion. Som tilskuer længes man ikke blot efter et strejf af ’The Hunger Games’ farvestrålende Capitol-couture, men hele denne beslægtede filmseries langt overlegne detaljerigdom, der nu engang er alfa og omega for indlevelsespotentialet i tidens ofte skamredne fantasygenre.
Til sammenligning er ’Insurgent’s scenografi omtrent så fascinerende som indersiden af en papkasse, og selvom der gudskelov er mere ramasjang i gaden end i ’Divergent’, mister selv de Wachowski-inspirerede actionsekvenser momentum under selvfede slow-mo-gentagelser af splintrende glas.
Som uindviet i Roths litterære univers skal jeg ikke gøre mig klog på kvaliteten i ’Divergent’-bøgerne, der har besnæret over 32 millioner læsere på verdensplan. Men filmene lider under et papirtyndt plot, der utilsigtet latterliggør sine egne naivt-liberalistiske moraler med klæg takkekorts-visdom. Hvorfor Kate Winslet og Naomi Watts (som Fours mor) har sagt ja til at medvirke, er en gåde, og man ønsker inderligt, at cool Miles Teller havde sparket liv i rollen som Tris’ udkårne i stedet for den talentløse adonis Theo James.
Kort sagt:
Skønt anden installation i ’Divergent’-trilogien er mere actionpræget end den træge etter, opleves ’Insurgent’ stadig som at tage to sovepiller inden en turbulent flyvetur: Man burde sidde på sædekantens rand og bide negle, mens det ryster og brager, men er bare sløvt ligeglad.