‘Lillemand’
Du er ikke helt galt på den, hvis der ringer en klokke, når jeg opremser formlen for Jonatan Spangs nye komedieserie ‘Lillemand’: Kendt komiker i hovedrollen som en slags sig selv, kombineret med live-optagelser fra selvsamme sjove types standupshow.
Nogenlunde samme opskrift brugte nemlig både Jerry Seinfeld for godt 20 år siden og senest også Louis C.K. med sin geniale serie ‘Louie’, der snart påbegynder sin femte sæson.
Plagiat er altså hverken noget nyt (især ikke i komikersfæren, tilsyneladende – jeg husker stadig, dengang det gik op for mig, at ‘Klovn’ var ren kopi af ‘Curb Your Enthusiasm’) …eller nødvendigvis spor skidt. Og det sidste er vigtigt. For ‘Lillemand’ er faktisk i det store og hele ret så fin.
Vi følger Jonatan i rollen som … Jonatan. Med småcelebre komikervenner som Linda P. og Torben Chris – og byture, kendisliv og teaterforestillinger med pseudosintrukser fra ubeslutsomme instruktører, der bruger følgende tvivlsomme metaforer med det formål at lade Jonatan forstå, hvordan Hamlet skal skæres:
»Ser du sukkerknalden i vandglasset? Sukkeret er Hamlet, vandet er omstændighederne, der trækker i ham«, forklarer instruktøren, mens Jonatan ser til med et håbløst frustreret udtryk i øjnene over al den artsy dumhed.
Og det er underspillede vittigheder som den, der fungerer absolut bedst. For her fornemmer man de lag, Jonatan Spang rummer både som skuespiller og komiker. Det gør man til gengæld i mindre grad, når han i en – i øvrigt ellers ganske vellykket – sekvens, sendes ud som antimobbeambassadør i en ottendeklasse og kalder sin medunderviser for »lorteluder«.
Det er, undskyld mig, så ganske unødvendigt for Spang at krybe ned på Torben Chris’ – karikerede, bevares – niveau af pik og patter for at lykkes. For Spangs jokes fungerer helt fint uden. På den anden side skulle der nok kastes et par lunser til målgruppen på TV 2 Zulu.
Jonatan Spang skal ikke desto mindre have stor ros for hele tiden at hive sine vittigheder helt hjem på egen banehalvdel: Når det handler om den handicappede bejler, der giver ham alt for store fangaver (til komikerkollegernes morskab), ender han faktisk i det stille med at blive småforelsket i sin fan. Og når standup-delen i et helt afsnit er bundet op på beskrivelsen af, hvordan Spang folkeskolemobbede ‘Bolle-Morten’, der var både mormon og pletskaldet, så ender vittighederne faktisk (uden at afsløre for meget) med at pege lige tilbage i hovedet på både ham selv og på publikum.
Og det er her ‘Lillemand’ hæver sig op over blot at være endnu et småschauvinistisk indspark i standup-historien. Fordi Jonatan Spang rent faktisk godt tør vise sin egen tøvende, usikre fejlbarlighed – og det er altså virkelig sjovt.
Anmeldelsen er baseret på tre afsnit.
Kort sagt:
Jonatan Spang bruger samme semibiografiske fortællestil som ‘Seinfeld’ og ‘Louie’, serien lykkes bedst, når den ignorerer både pik og patter og lader hovedpersonen blotte sin usikre fejlbarlighed.
Læs også: Fem essentielle klip med Louis C.K. – verdens bedste komiker