Robert Pattinsons renæssance: Rollerne, der viser hans store forvandling

R-Patz fra ’Twilight’ er død, og den ’Maps to the Stars’-aktuelle englænder er trådt i karakter som seriøs skuespiller med hang til store instruktørers smalle film.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Maps to the Stars’ og ’Cosmopolis’ (Cronenberg)

Pattinsons foreløbigt to film for den canadiske mester spejler hinanden. Mens han i Don DeLillo-filmatiseringen ’Cosmopolis’ spiller en stinkende rig, iskold forretningsmand, som lever sit liv fra bagsædet af en limousine, er han i ’Maps to the Stars’ nedgraderet til at føre rattet som følsom limousinechauffør med stjernedrømme.

Begge præstationer sidder lige i skabet, og samarbejdet med Cronenberg var det første til virkelig at fortælle omverden, at Pattinson har andre ambitioner end mainstreammetervarer for tweens. Gad vist, om det var rollerne hos den gamle bodyhorror-mester, der gjorde hans hoser grønne hos kæresten FKA Twigs?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’The Rover’ (David Michôd)

Pattinson er nærmest uigenkendelig i rollen som den tilbagestående sydstats-taber Rey, hvis bror efterlader ham til en grum skæbne i Australiens post-dommedags-ørken. Med snavsede gule tænder og skidtet klæbende til huden snøvler Pattinson karakteren til live som en tragisk moderne version af Lenny i ’Mus og mænd’.

Bag filmen står den yderst lovende australske instruktør David Michôd, der slog igennem med den glimrende gangsterfamiliehistorie ’Animal Kingdom’.

Michôd har et godt blik for skuespillere, og i debuten (gen)opdagede han Ben Mendelsohn og Jacki Weaver. Så selvom man kan argumentere for, at Pattinson overspiller karakterens en smule, er det glimrende selskab at blive lukket ind i for en ung skuespiller, der skal genopfinde sig selv – eller bare følge sine egne interesser i stedet for at lade sig diktere af Hollywoods storkapital.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Life’ (Anton Corbijn)

Der er en vis ironi i, at superstjernen Pattinson ikke selv spiller James Dean i denne film om Hollywood-ikonet og fotografen Dennis Stock. Det havde været oplagt – måske næsten for oplagt – at caste Pattinson som sin historiske pendant, og som Stock får skuespilleren da også langt større albuerum til at levere et stærkt portræt af manden bag kameraet.

Det understreger da også bare, at Pattinson har det fint med biroller, så længe han laver film med spændende instruktører. ’Life’ er instrueret af Anton Corbijn, der slog stærkt igennem med ’Control’ og siden har fulgt op med de introverte ’The American’ og ’A Most Wanted Man’. Corbijn er i øvrigt selv tidligere stjernefotograf, hvilket nok forklare hans interesse for dette kapitel i James Deans historie.

’Life’ får formentlig dansk premiere senere på året.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Queen of the Desert’ (Werner Herzog)

Samarbejdet med instruktør Werner Herzog overstrålede på alle måder rollens beskedne størrelse, da Pattinson lykkeligt takkede ja til denne smalle ørkenvandring af en film, der fik en hård modtagelse på Berlin-festivalen.

Pattinson spiller T.E. Lawrence (’Lawrence of Arabia’) med masser af selvsikker charme, og både han og James Franco synes castet til at parodiere deres egen stjernestatus.

Men trods filmens kvalitet er det et cadeau, at den legendariske tyske instruktør har øjne Pattinson – og en rolle hos ham kan utvivlsomt føre til mange andre interessante projekter.

Pattinson Lost City
5. ’The Lost City of Z’ (James Gray)

Instruktøren James Gray deler vandene. Men selv hvis man finder film som ’We Own the Night’, ’Two Lovers’ og ’The Immigrant’ lovlig bastante, så må man give ham, at han er fast gæst på verdens fineste festival i Cannes, og at ingen ringere end Joaquin Phoenix er hans hofskuespiller.

På den måde er det endnu et skridt i den rigtige retning, at Robert Pattinson skal være med i Grays næste film, ’The Lost City of Z’. Det er historien om den engelske eventyrer Percy Fawcett, der i 1925 forsvandt i Amazon-skovene, mens han ledte efter en forsvundet by.

Filmen bygger på David Granns bog af samme navn, og Charlie Hunnam (’Sons of Anarchy’, ’Pacific Rim’) spiller hovedrollen, mens Pattinson har rollen som Fawcetts assistent.

Dermed tager Pattinson endnu en gang velvilligt en birolle i en film, hvis kunstneriske potentiale han tror på.

split1
6. ’The Trap’ (Harmony Korine)

Harmony Korine er inkarnationen af amerikansk films indiescene, og det er lidt af en kunstnerisk blåstempling, når man medvirker i hans film. I perler som ’Gummo’, ’Julian Donkey-Boy’ og ’Spring Breakers’ har han vist sit særlige blik for stemningsfuld stilisering og samfundets outsidere.

’The Trap’ er så langt Korines mest stjernespækkede film nogensinde, og Pattinson er i fint selskab med James Franco, Al Pacino, Idris Elba og Benicio Del Toro.

Filmen handler om en rapper (Elba), der er på vej mod toppen i Miami, indtil hans gamle gangsterven (Del Toro) løslades efter halvandet årti i fængsel og får sig en overraskelse eller to. Pattinson spiller en af Del Toros håndlangere, og man kan sagtens se englænderens tilbagelænede, lidt naive udtryk i Korines drømmeriske univers.

Læs også: Vi tester – passer myterne om Hollywood?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af