Aprilsnar: 10 film der trak tæppet væk under os

Spoiler alert! Det er 1. april, og vi kigger på film, der især bliver husket for deres chok og overraskelseseffekt.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. U-uhyggelig film, uhyggelig god markedsføring: ’The Blair Witch Project’

’The Blair Witch Project’ (1999) var det første markante eksempel på, i hvor omfattende grad internettet kunne generere omtale og kreere hype af en filmtitel, der ellers hverken bød på kendte skuespillere, lækre locations eller var baseret på en bestseller.

Filmens clou, som flittigt blev opretholdt via en snedigt udtænkt hjemmeside med blandt andet konstruerede vidneudsagn, var, at den bestod i en redigeret version af de efterladte videooptagelser fra tre filmskolestuderende, der var forsvundet sporløst i en skov i Maryland.

Denne form for ’found footage’-horror-realisme var ikke nødvendigvis filmhistorisk unik, men markedsføringen var banebrydende (i sidste ende indspillede filmen, der var lavet for bare 25.000 dollars, for mere end 250 mio. dollars, hvilket gør den til en af de absolut mest succesfulde uafhængigt producerede film nogensinde).

Politiken gav ved den danske biografpremiere to karakterer: To stjerner til selve filmen og seks stjerner til markedsføringen. Jeg vil nu mene, at found footage-formatet fungerer udmærket i ’The Blair Witch Project’, problemet er bare, at filmen ikke er specielt uhyggelig, hvilket ellers var et af dens fornemste selling points. Filmen kan således siges at have trukket tæppet væk under sin tilskuer, både inden den var blevet set (i kraft af den sindsoprivende præmis) og ved sidenhen (i det faktiske møde med publikum) ikke at kunne levere det ultimative –  autentiske – gys.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Døde levende, levende døde: ’The Others’

’The Sixth Sense’ (1999) banede vejen for ikke bare ’The Others’ (2001), som leverer et chok, der minder ganske meget om Bruce Willis-filmen, men for en hel række af efterfølgende film, der spekulerede i plottwist-slutninger, der fucker med publikums forventninger. Det frydefulde chok ved at blive taget ved næsen var i starten af 00’erne en nærmest obligatorisk del af filmoplevelsen.

’The Others’ handler om Grace (Nicole Kidman), der lever sammen med sine to hyper-lysfølsomme børn på et engelsk landsted lige efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Sære ting begynder at ske: knirkende døre, lyden af skridt og datteren, der tegner billeder af en mystisk gammel kvinde (et spøgelse?).

Til sidst bliver vi serveret for spøgelseshistoriens opklaring: Det er Grace og hendes børn, der er døde (hun har tilmed selv slået dem ihjel i magtesløshed over savnet efter sin mand, der er formodet død i krigen), og spøgelseslydene er i virkeligheden ’medierede’ oplevelser af husets nye, levende beboere.

’The Others’ blev en stor succes, og filmen er da også en stilfuld oplevelse, hvor ikke mindst Nicole Kidman overbeviser som den fragile, men smukke Grace. Kidmans øjne og vejrtrækning er et studie værd og er medvirkende til at gøre filmen anelsesfuld, klaustrofobisk og genuint uhyggelig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Stol aldrig på Edward Norton: ’Primal Fear’

’Primal Fear’ var Nortons debutrolle på det store lærred og hvilken debut! Ikke alene blev han Oscar-nomineret for bedste mandlige birolle, men hans præstation – og ikke mindst det twist, filmens slutscene præsenterer os for – har hjemsøgt filmfans i snart to årtier.

Der er tale om en god, gedigen underholdningsfilm tæt pakket med grænsende til usandsynlige plotelementer, der dog blegner i forhold til den sidste, afgørende af slagsen.

Uden at gå i dybden med det stramme (men kun løst troværdige) plot afslører Nortons kordrengskarakter, Aaron, til allersidst over for sin frivillige forsvarer (Richard Gere) – efter sin frikendelse for mordet på en ærkebiskop, der måske/måske ikke har misbrugt ham seksuelt – at have fremført en dybt kalkuleret performance. Ikke alene er han skyldig i drabet, han er heller ikke skizofren, en omstændighed, som forsvaret ellers var baseret på. Og hans hukommelsestab er fingeret fra ende til anden.

Filmen ville ikke have haft nær samme overbevisningskraft, hvis ikke Norton havde kunnet sælge både den troskyldige uskyld ved den formodede Aarons væsen og den fuldendte dæmoni, slutscenens ’virkelige’ Aaron åbenbarer.

Filmens morale? Måske noget i retning af: Tag dig altid godt betalt, hvis du skal hjælpe nogen ud af en retslig knibe.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Kvinden er en mand: ’The Crying Game’

Mange film, der benytter sig af chokerende twists, hører til de mindre lødige filmtitler. Det kan man ikke just sige om Neil Jordans film, der modtog seks Oscar-nomineringer (han vandt selv en Oscar for sit manuskript) og dermed leverer maksimal respektabilitet i tilgift til et af filmhistoriens mere berømte twists.

Filmen var irsk (det vil sige et produkt af et stærkt katolsk samfund), og derfor er dens overraskende drejning desto mere vovet: Fergus (Stephen Rea) er et IRA-medlem, der under urolighederne i 1970’erne tager Jody (Forest Whitaker), en sort engelsk soldat, til fange for at afpresse myndighederne til at frigive indsatte IRA-medlemmer. De to udvikler et tæt bånd i løbet af deres tid sammen, og Fergus lover Jody, at han vil sørge for Jodys kæreste i London, hvis der sker ham noget.

I sidste ende lader Fergus Jody slippe væk. Uheldigvis bliver Jody dræbt af et af den engelske hærs armerede køretøjer. Fergus tager derfor til London og opsøger Dil, Jodys kæreste. Han forelsker sig i hende, og det er her, twistet indtræffer: Da de to skal have sex sammen, bliver det afsløret, at Dil er transkønnet og teknisk set stadig mand.

Filmen slutter ikke med den afsløring, men det er den, der farver både det drama, der går forud, og det, som følger efter. Jordans gennemførte greb er, at filmen på et uudsagt plan viser sig at handle om nogle helt andre ting, end den fysiske og politiske konflikt vi ser på overfladen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Det perfekte fupnummer: ’The Prestige’

Nogle gange kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt Christopher Nolan har det sjovt med at lave sine film, eller om han tager sin metier så alvorligt, at glæden presses ud på et sidespor. Det problem synes mindre relevant i forhold til ’The Prestige’, Nolans fornøjelige frikvarter fra Batman-trilogien, der er præcis så uprætentiøs, som flagermusmanden synes martret. ’The Prestige’ får en masse sjov ud af at stille ét helt fundamentalt spørgsmål: Hvordan slap de af sted med det?

Vi følger to dødelige rivaler på 1800-tallets londonske illusionskunstnerscene, spillet af Christian Bale og Hugh Jackman, der gør alt for at sabotere hinandens karrierer, hvilket fører til både den ene og den anden ulykke med blandt andet lemlæstelse til følge (Bales karakter, Borden, mister således to fingre).

Borden anklages for mordet på Angier (Jackman), da denne drukner i en vandtank under scenen. I virkeligheden var der tale om en falsk Angier. Den virkelige Angier lever stadig og sørger for, at rivalens rettergang resulterer i hans hængning. Slutteligt skydes Angier dog af en mand, der har Bordens ansigtstræk, og som denne mangler to fingre.

I dødsøjeblikket indser Angier derfor gåden bag ’The Transported Man’, Bordens legendariske illusionsnummer, som han aldrig har kunnet gennemskue: Borden var ikke én person, men to identiske tvillinger. Herefter oprulles finesserne ved det gennemførte svindelnummer, som fortærede de tos dobbelte (eller måske rettere: halve) eksistens, blandt andet at den ene måtte lade sine to fingre hugge af for at ligne den anden på en prik. Man må ofre sig for kunsten (som altså er et fupnummer, mind you)!

’The Prestige’ er sine plottwists (og især det sidste og ultimative af dem) og ikke så meget andet, og det gør den faktisk til det mest befriende værk i Nolans alvorstunge filmografi.

Og tilgiv mig så i øvrigt for at skære to fingre af den hånd, der udgør det samlede, tætpakkede plot i ’The Prestige’!

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Et opskåret øje: ’Den andalusiske hund’

Luis Buñuels og Salvador Dalís ’Un Chien Andalou’ fra 1929 er en slags forargelsens urmoder i filmregi. Den 21 minutter korte surrealistiske stumfilm var tænkt som et æstetisk-politisk statement, en provokation, men jo også bare en demonstration af, hvordan underbevidstheden arbejder, når den får fri snor (noget som Dalí og Buñuel gennem deres karrierer var bedre til end de fleste), og den berømte øjeoverskæringsscene (der fungerer som en prolog til den stærkt opbrudte fortælling) er filmens klimatiske øjeblik.

Det er også en af den tidlige filmhistories mest berømte scener, fordi den er en så tydelig demonstration af det endnu nye mediums chokerende og magiske potentiale. Vi ser en mand (Buñuel selv) gøre sit barberblad klart ved at skrabe det mod sin tommelfinger, en udtryksløs kvinde på en balkon i aftenmørket, vi ser manden åbne hendes øje helt op, en flosset sky glider forbi månen i en bevægelse, der spejler næste klip: Øjeoverskæringen og dernæst væsken fra glaslegemet, der vælter ud.

I virkeligheden var det øjet på en død kalv, der blev skåret over, og selvom Buñuel og Dalí ikke gjorde sig umage med at farve øjenvipperne på dyret, så de matchede kvindens sorte øjenvipper, så er illusionen præcis så slående, som chokket er ægte.

Luis Buñuel skriver i sin fremragende selvbiografi ’Mit sidste suk’ (der udkom på dansk i Rosinantes paperbackserie forrige år), at ingen producent ville binde an med filmen, så hans egen mor finansierede den. Trods adskillige politianmeldelser, grundet filmens ’obskøne og grusomme’ indhold, blev den aldrig officielt forbudt (en skæbne, der til gengæld overgik Bunuels næste film, ’Guldalderen’), og den ’sensationelle film med øjet’ blev ligefrem et tilløbstykke hos det parisiske borgerskab.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Provokation for provokationens skyld: ’A Serbian Film’

’A Serbian Film’ var ifølge dens instruktør Srdan Spasojevic tænkt som en bredside vendt mod »den politiske korrektheds fascistoide tendenser«, hvilket er lidt det samme som at give sig selv carte blanche til enhver form for moralsk (hvis ikke ligefrem kriminel) transgression.

Plottet i filmen går kort sagt ud på, at vores hovedperson under dække af at skulle deltage i en kunstfilm ender i et sandt rædselskabinet af et snuff-scenario, hvor der svælges i blandt andet nekrofili og voldtægt af små børn.

Hvor film som Pasolinis ’Saló og de 120 dage i Sodoma’ (1975) og voldtægtsscenen i Gaspar Noés ’Irreversible’ (2002) kan siges at være forankret i en vis form for værk-intern logik samt indlejret i en samfundsmæssig kommentar, der fordrer et eksplicit indhold, må man spørge hvorvidt voldtægt af små børn hører hjemme i en film, et medium, der nu en gang er temmelig 1:1 i sin afbildning af virkeligheden? Det anså censorer i ellers liberale lande som Norge, New Zealand, Frankrig, Finland og Tyskland for så tvivlsomt, at de forbød salg og fremvisninger af filmen.

Spasojevic kan jo så påstå, at det bare bekræfter hans tese om den politiske korrektheds tyranni, men ærlig talt: Er det ikke hans problem? Titlen antyder, at han var ude i et søgt nationalkritisk ærinde, så gad vide om ikke serberne selv var dem, der følte sig mest trådt på af deres (i øvrigt eksilerede!) landsmands film?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Hovedet i papkassen: ’Seven’

»What’s in the box?«, driller seriemorderen John Doe (Kevin Spacey) i den sublimt orkestrerede finale af David Finchers nådesløse og skræmmende ’Seven’. Det skal vise sig, at det er den retskafne politiefterforsker Mills’ kones (Gwyneth Paltrow) hoved, der gemmer sig i den blodtilsølede indpakning. Grusomheden er indlysende, dilemmaet forbilledligt klart: Dræber Mills Doe, fuldbyrder han dennes ’syv dødssynder’-galimatias af en mareridtsplan – hjælper ham, med andre ord, med at fuldende værket.

Mills er fanget mellem impulsen til at skyde sin kones morder på stedet eller at følge sin kollegas (Morgan Freemans Somerset) formaninger om ikke at lade monsteret vinde. Doe har dog en sidste trumf, som han smider med sadistisk velbehag: Han fortæller Mills, at Heather var gravid… og så trykker Mills på aftrækkeren.

Manuskriptet blev forsøgt skrevet om i flere omgange på filmselskabets foranledning, men Fincher endte med at få sin ønskede slutning – dog efterfulgt af et Ernest Hemingway-citat (leveret af Freemans voice-over), som dybest set er med til at afbøde (hvis ikke ligefrem forfladige) scenens effekt. En lidt kompromitterende cop-out på en meget mindeværdig scene i en 90’er-klassiker, der var ved med til at ændre Hollywoods forestillinger om, hvor mørk og illusionsløs en slutning man kunne sælge til det brede publikum, uden at de af den grund ville løbe skrigende væk, men tværtom flokkedes i biografmørket som fugle om et foderbræt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. En mors død: ’Bambi’

Alle kender scenen fra ’Bambi’, hvor Stampe forsøger at lære Bambi at løbe på isen. Det er et ægte, hjertevarmt Jesper Fårekylling-øjeblik, som altid kan bringe et smil frem hos store som små. En rigtig Disney-film, ikke sandt? Ikke helt, skal det vise sig. Slet ikke, faktisk. Men til gengæld den måske mest ærlige Disney-film overhovedet?

Skuddet, der dræber Bambis mor, må have været et af de mest traumatiske tidlige filmøjeblikke for børn i flere generationer. Hvordan skal Bambi nu klare sig og blive til skovens prins? Vejen dertil er pludselig mørk, ensom og udfordrende.

For voksne seere er Bambis mors død en illustration af menneskets forråelse og meningsløse hærgen på enemærker, hvor det ikke burde bryde ind og nedbryde naturens egen balance. ’Bambi’ er derfor Disneys indrømmelse af, at virkeligheden er andet og mere end heltemodige eventyr med lykkelig udgang og charmerende fantasier med glade dyr. Virkeligheden kan også være grusom, og mennesker kan i deres tankeløshed være årsag til ubodelig smerte. En hård, men nødvendig lektie for de kære små.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Skudt på lokummet: ’Pulp Fiction’

Der alluderes flere gange i løbet af Tarantinos manisk veloplagte krimi-mesterværk til, at der sker dårlige ting, når Vincent Vega (John Travolta) går på toilettet. Denne running joke viser sig på chokerende – nærmest nonchalant – vis at leve op til Tjekhovs berømte diktum om, at hvis man præsenteres for en pistol i første scene, kan man være ret sikker på, at den vil blive brugt i sidste scene. For selvfølgelig vil der ske noget slemt i en toiletscene, når vi allerede er blevet præsenteret for ideen – endda flere gange.

Det gør nu ikke Vegas sørgelige nedskydning mindre voldsom, for hvordan skal filmen klare sig uden hans særlige, hjemmegroede version af cool? Her kommer Tarantinos legelystne, opbrudte kronologi seeren til undsætning, men stadigvæk: WTF? Blev Travolta bare sådan uden videre skudt, lige efter han forrettede sin nødtørft?

Sjældent har man så inderligt ønsket at skrue tiden tilbage i en film, så seje Vincent havde husket at tage sin maskinpistol med sig ud på toilettet frem for – mere nonchalant end cool – at efterlade den uden for døren.

Ak og ve. Sådan gik det til, at Vincent Vega, Travoltas store comebackrolle, endte sine dage på bitterkomisk vis.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af