CPH PIX: ’Limbo’
Det er ikke mange ord, der bliver udvekslet i den tyskuddannede dansker Anna Sofie Hartmanns debutfilm ‘Limbo’, der tager os med på en usædvanligt stemningsfuld rejse til instruktørens eksotiske hjemstavn, Nakskov på Lolland. Gennem lange, gentagne tracking shots tilsyneladende skudt fra et tog ser vi talløse roemarker, industribesudlet landskab, øde veje og sørgelige butiksfacader suse forbi.
Det er ikke et nostalgisk blik på byen, men snarere et blik, der minder om måden, den amerikanske filmskaber James Benning ser på sine californiske landskaber: Afventende og med en udsøgt sans for detaljen. Og parallellen stopper ikke hér, for ligesom Benning formår Hartmann at tilføre en næsten mytisk dimension til sine dokumentariske billeder – selv dem, der ’bare’ forestiller en bunke sukkerroer. Vi kunne se på dem lige så længe, som Benning selv betragter skiftende skyformationer i ‘Ten Skies’ (og det er længe).
Når Hartmann en sjælden gang imellem tager en pause fra de dvælende landskabstableauer, følger vi hverdagslivet blandt en gruppe unge efterskoleelever med udgangspunkt i den unge pige Sara (Annika Nuka Mathiassen), der har forelsket sig i sin dramalærer Karen (Sofía Nolsøe).
Desperat efter noget alenetid med sit hjertes udkårne melder Sara sig frivilligt til at hjælpe med at male Karens hus, og billederne fra bilturen derhen, hvor Sara kigger fuldstændigt forgabt på Karen – deres ansigter henlagt i skygge, da de kører gennem en tunnel – er nogle af filmens mest hjerteskærende sammen med et blink and you’ll miss it-biluheld, der ikke er blevet fremstillet så henslængt siden Godards ‘Le Mépris’.
For Saras følelser er ikke gengældt, og efter hun bekender sin kærlighed ved – ret kluntet – at råbe »jeg er forelsket i dig«, affejer Karen hende.
I kontrast til den tålmodighed, der præger Hartmanns smukke portræt af lokalmiljøet, virker beskrivelsen af forholdet mellem Sara og Karen underligt forhastet og overdrevet dramatisk, og man kunne ønske, at Hartmann havde ladet det udfolde sig over længere tid, og på en lidt mindre lakonisk facon.
For selvom instruktørens minimalistiske stil også er det, der gør hende særlig, bliver karakterernes indre liv simpelthen for uigennemtrængelige, og i ‘Limbo’ går det hårdt ud over kærlighedsforholdet, der i forvejen lider under en staccato-agtig, falskklingende dialog og mildt sagt haltende skuespil.
Og det er sindssygt ærgerligt. For ‘Limbo’ er både et yderst autentisk slice of forstadslife og et dybt poetisk værk om en generel, transitorisk tilstand – fra barn til voksen, fra pige til kvinde, fra liv til død.
Kort sagt:
Den danske debutant Anna Sofie Hartmann udviser stort fortællemæssigt mod i sit fåmælte mood piece ’Limbo’, der handler om en ung piges trivielle Nakskov-tilværelse og første forelskelse. Men desværre er blandingsforholdet mellem lyriske naturbilleder og halvhjertet lærer-elev-romance skævt og skuespillet stift.
Læs også: Otte danske filmtalenter, der kan slå igennem i år
Læs også: Alt om CPH PIX