CPH PIX: ’Rosewater’
Med ’Rosewater’ har Jon Stewart lavet en hyggelig film om tortur og undertrykkelse.
Den autentiske historie om journalisten Maziar Bahari, der blev fængslet og tortureret i 118 dage af det totalitære iranske styre, kunne let være blevet til en grum og deprimerende film om at knække en mand, indtil den sidste rest af menneskelighed har forladt ham.
I stedet er den nærmest en feel-good-film. Godt nok en politisk feel-good-film, der gløder af retfærdighedssans og indignation, men også af varm humanisme og en tro på det forløsende subversive potentiale, der ligger i et grin.
Stewart vakler en smule mellem det seriøse og det sjove, men ’Rosewater’ er bedst, når den stoler på, at den kafkaske absurditet ved regimets bøllemetoder vil udstille sig selv.
Men Stewart kan ikke helt lade være med at vise sin pegefinger, og både i de moraliserende og de sentimentale stunder savner filmen sordin. Måske fordi den er en form for aflad for Stewart? En gestus til virkelighedens Bahari, der kom i sin knibe efter at have medvirket i en satirisk ’The Daily Show’-sketch.
I filmen ser vi, hvordan Bahari (Gael García Bernal) bliver interviewet af Jason Jones (som sig selv), fastelavnsagtigt klædt ud som amerikansk spion. Da Bahari senere bliver smidt i isolationscelle i det berygtede Evin-fængsel, er det dét klip, Kim Bodnias torturbøddel hiver frem. Hvad laver du sammen med amerikanske spioner, hvis du ikke selv er spion?! »Hvorfor ville en rigtig spion have et tv-show?« riposterer Bahari.
Hvad laver Kim Bodnia så i denne film? Jo, han spiller såmænd titelrollen (Bahari døber ham ’rosenvand’, fordi han for det meste har bind for øjnene og derfor identificerer sin bøddel på hans parfumeduft) og leverer filmens klart bedste præstation. Den tykpandede torturbøddel bliver både menneskelig og sågar elskelig i Bodnias solbrune skikkelse.
Danskerens komiske timing sidder i skabet, når han ransager Baharis værelse og udstiller sin popkulturelle blindhed. »Porno?« spørger han og holder et ’Sopranos’-bokssæt op. Så finder han en Leonard Cohen-lp: »Jewish porno?«.
Bodnia har den nødvendige fysiske vælde, der gør Rosewater intimiderende, men bag den er han en komisk neandertaler, der mest er skræmmende i kraft af den magt, som tyranniet giver ham.
Gael García Bernal har altid været bedre på sit modersmål end på engelsk, men han gør det udmærket i en noget tynd rolle. Tynd, fordi Stewart ikke formår at formidle fortvivlelsen indefra, men kun gennem salvelsesfuld voice-over, rørstrømske flashbacks og nogle lidt fortænkte, forestillede samtaler mellem Bahari og hans afdøde far. Især sidstnævnte er et symptom på, at historien måske er lidt for tyndbenet til at løfte spændingskurven helt derop, hvor den burde være.
Til gengæld er ’Rosewater’ lavet med en forfriskende nysgerrighed over for mediet og en lyst til at prøve det af og strække det ud.
Der er indflettede arkivklip, overvågningsbilleder og energiske montager med jump cuts og krydsklipning. I cellen filmes der oppefra som fra et overvågningskamera med impressionistisk lyssætning, mens gadeoptøjerne efter præsidentvalget i 2009 ses gennem Baharis eget kamera. Og så smelter medierne sammen, da der bliver kastet hashtags op på skærmen for at illustrere folkestemningen, og da Stewart omdanner gadens vinduesfacader til små projektorer, som giver adgang til Baharis tanker.
Vældig lækkert, og selvom det undertiden bliver lidt pensumagtigt (se hvor meget jeg kan!), er takterne fine for en debutant. Også selvom han er 52 år.
Kort sagt:
Jon Stewart går i brechen for ytrings- og trykkefriheden med ’Rosewater’, en oprigtigt indigneret og retfærdighedssøgende film om en journalist, der blev fængslet og tortureret i Irans Evin-fængsel for at medvirke i en ’The Daily Show’-sketch. Stilen og tonen er lidt ujævn, men Stewart ligner en instruktør med potentiale, hvis det er det, han vil, efter sin pension som talkshowvært.
Læs også: Jon Stewart om ‘Rosewater og Kim Bodnia: »Jeg er Hollywood, baby«
Læs også: Alt om CPH PIX