Her er de nye filmtalenters dogmer for dansk film anno 2015 – del 2

Men æraen for håndholdt kamera er for længst slut, og mens Vinterberg og Trier nu tilhører inderkredsen af etablissementet, har kritikere gang på gang efterlyst et nyt oprør og opgør fra den nye generation af danske filmfolk. Hvad savner de nye filmfolk i det hjemlige filmudbud? Hvor skal dansk film hen?

Vi har bedt 18 af de mest fremtrædende danske filmfolk, der netop har fået eller står på kanten til deres gennembrud, om at komme med et nyt, personligt dogme for dansk film. Nogle sprængte rammerne og kom med en hel liste. Nogle anfægtede præmissen. Én skrev to a-fire sider.

I del 1 præsenterede Thomas Daneskov, May el-Toukhy, Daniel Dencik, Søren Balle, Jeppe Rønde, Eini Carina Grønvold, Roni Ezra og Milad Alami deres dogmer. Her kommer anden og sidste del.

Samanou Acheche Sahlstrøm, instruktør

Mere end et nyt dogmesæt for dansk film udgør disse bud mit personlige regelsæt for tilblivelsen af min første spillefilm, ’I dine hænder’.

Der er ikke tale om en guide til low budget-optagelser, men mere en række filmiske fortune cookies, som jeg har brugt for både at gennemføre min vision og kunne tilpasse mig den produktionelle virkelighed.

Nogle af reglerne er gengangere fra Dogme ’95, men det må man gerne i følge min regel #3.

NB: Ikke alle regler blev overholdt.

1. Højst 10 personer på settet (eksklusive skuespillerne).

2. Karaktererne må ikke råbe af hinanden i filmen (især i tredje akt).

3. Stjæl fra andre.

4. Kameraet skal være håndholdt.

5. Optagelserne skal ske on location.

6. Modarbejd fortællingens effektivitet. Den korteste vej mellem A og B er ikke nødvendigvis den bedste.

7. Manuskriptet må ikke øves før optagelserne. Hvis der skal øves med skuespillerne i præproduktionen, skal det ske ud fra en anden tekst end manuskriptet.

8. Ingen prøver på settet.

9. Det perfekte take findes ikke.

Samanou Acheche Sahlstrøm er opvokset i Frankrig og kom til Danmark i 2001. Han er uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole. Hans debutfilm, ’I dine hænder’, får premiere 21. maj.

Fenar Ahmad, instruktør

Prolog:
Filmen er sat fri, men distributionen er ikke sat fri. I en tid, hvor filmindustrien brokker sig, som musikindustrien gjorde for fem år siden, over manglende indtjening og det umulige i at skabe forretning i den digitale jungle, synes jeg, man bør se på, hvad streamingtjenester og flere koncerter samt samarbejder med forskellige brands i form af sponsorater har gjort for musikken.

Det samme kunne også ske i filmbranchen, hvis filmskabere og distributører tør gå nye veje. Filmisk indhold bliver masseproduceret på daglig basis, forbrugeren og skaberen skal i dag mødes på nye præmisser. Mine dogmer tager udgangspunkt i netop denne problematik:

1. Lav film om samtiden
Hollywood og den danske filmbranche er blevet en historiebog i 24 frames i sekundet, hvor man konstant ser baglæns i stedet for at se frem. Biografen er blevet et opslagsværk af historiske helte og fortællinger, der glorificerer fortiden. I stedet for burde man se på internettet, der sprudler af nærværende fortællinger om vores samtid.

2. Lav din film i eget selskab
I stedet for at filmens budget skal betale rengøring af swimmingpools og tennisbaner, skal pengene op på lærredet. Det opnås lettere, hvis administrationen er smal. En producer med en computer i et lille lokale kan udrette det samme som et stort produktionsselskab i dag.

3. Distribuér filmen selv
Vi kan lade os inspirere af musikere, der selv udgiver nye sange via nettet. Filminstituttet støtter faktisk nye distributionsmuligheder, og her opfordrer jeg til et stærkere samarbejde mellem instruktøren/produceren og Filminstituttet. Vi har Facebook, Instagram, Youtube til at promovere og mangler bare et mindre beløb til at lave DCP’er og plakater. Hvorfor befinder markedet for biograffilmdistribution sig stadig i fortiden og lader som om, internettet ikke findes?

Fenar Ahmad er uddannet instruktør fra Super16-uddannelsen og spillefilmdebuterede sidste år med rapfilmen ’Ækte vare’.

Frederikke Aspöck, instruktør

Mit dogme: Filmen skal skabes på optagelserne

Jeg ville elske et dogme, som dikterede, at forproduktion, produktion og postproduktion blev slået sammen. I stedet for de sædvanlige seks-otte ugers optagelser skulle optagelserne løbe over 6-8 måneder. Med en løs idé til en historie, et hold skuespillere, en forfatter, en fotograf, en scenograf og to klippere, som alle er til rådighed under hele perioden, skulle man sammen udvikle og raffinere historien.

Man skulle improvisere sig frem til karakterer og situationer med spillerne, forfatteren skulle overvære det hele og skrive stærke scener baseret derpå, så skulle man indspille en scene ad gangen, som så blev klippet sammen og så på den igen og så videre. På den måde ville skuespillere, scenograf, fotograf og klippere m.m. være med-fortællere i langt højere grad, end de er på traditionel vis, og langt mere ville kunne blive vredet ud af et projekt. Det ville jeg gerne prøve!

Frederikke Aspöck er uddannet instruktør fra New York University og spillefilmdebuterede med ’Labrador’ i 2011. Hendes opfølger, ’Rosita’ med Jens Albinus og Mikkel Boe Følsgaard, får premiere 16. april.

Se Ask Hasselbalch, Bo Mikkelsen, Jonas Arnby, Mira Jargil, Kræsten Kusk, Frederik Dirks Gottlieb og Mads Grages dogmer på de næste sider.

(Foto: Anton Willemann)

Ask Hasselbalch, instruktør

Mine dogmer:

1. Flere underholdende genrefilm med aktive karakterer
Der er ikke nogen undskyldning for ikke at lave flere underholdende genrefilm herhjemme.

Vi har set nok realisme i danske film med inaktive personer, som nærmest ikke taler sammen og bare går rundt og føler. Man behøver ikke et kæmpe budget for at instruerer gode danske genrefilm, så længe man holder sig inden for rammerne og vender sine begrænsninger til fordele. Det er en god ide at kunne reglerne for at kunne slippe fantasien løs, og det kan man kun gøre, hvis man kender sin begrænsning. Ha’ for guds skyld en hovedkarakter, som er aktivt handlende og ikke en ung kunstnertype, som bare går rundt og drømmer.

2. Filmen skal have et ukendt navn i en større rolle
For ikke at bruge de samme skuespillere og skabe større mangfoldighed i danske film skal man mindst have ét ukendt navn i en større rolle. Ole Bornedal brugte i tv-serien ’1864’ en stor gruppe uprøvede danske navne, og det er bestemt et eksempel, som er værd at følge for fremtidig filmproduktion. Der er så meget talent derude, så det er kun interessant at pushe nye skuespillere frem. Længe leve de ukendte stjerner.

Ask Hasselbalch er uddannet instruktør fra Super16-uddannelsen og har instrueret de to succesrige superheltefilm om Antboy.

 (Foto: Christian Geisnæs)

Bo Mikkelsen, instruktør

Mine dogmer: Chaos rules!

1. Tag en dyb indånding.

2. Autobiografier, bogforlæg, og biopics er forbudt.

3. Alt, hvad der bærer den mindste reminiscens af realisme, er forbudt.

4. Ingen forproduktion, gå direkte på optagelse. Tænk på filmprocessen som en malers arbejde: Gå frem og tilbage mellem optagelse og klip. Skyd fra hoften, eksperimenter, improviser.

5. Filmene skal koste under en million kroner. Men det er jo umuligt? Ja!

6. Filmene skal ned på serielængde – alt andet er spild af tid. Max. 50 min.

7. Drop biografen og smid det direkte ud på nettet. Pust ud, videre, næste.

Bo Mikkelsen er uddannet instruktør fra Super16-uddannelsen og spillefilmdebuterer med gyseren ’Sorgenfri’, som får premiere 8. oktober.

 (Foto: Elizabeth Heltoft) 

Jonas Arnby, instruktør

Mit dogme: En genre til hvert landsområde

Man deler Danmark op i… lad os sige syv områder. Derefter tager man syv genrer (sci-fi, horror, etc., etc.). Så putter man dem ned i en hat, og så trækker man en egn og en genre op af hatten, og derefter skal man lave en film ud fra disse tro parametre.

Der er nemlig alt for få genrefilm i Danmark. Der er ved at ske en udvilking, og vi begynder at komme efter det, men for at det får et los i bagen, er vi nødt til at effektivisere. For jeg tror, vi kan blive skidegode til det, især kombineret med den danske geografi, folkloren, naturen, byerne, som vil give genrefilmene en dansk nerve og psykologi, som vi kan bruge i karakterne og deres relationer.

Med min model får alle dele af Danmark sat sit aftræk på en film. Der er sindssygt mange historier, indtryk og karakterer ude i vores lille land, som man kan blive inspireret af. På den måde kan vi genopfinde det danske filmsprog i en ny indpakning.

Jonas Arnby er autodidakt instruktør og debuterede sidste år med den roste nordic noir-gyseren ’Når dyrene drømmer’.

Mira Jargil, dokumentarinstruktør

Mit dogme:
Ikke på forhånd at kende slutningen. Når der arbejdes med virkeligheden, må jeg ikke på forhånd vide, hvor fortællingen ender. 

Omfavn overraskelser og ubudne gæster.

Mira Jargil er uddannet dokumentarinstruktør fra Den Danske Filmskole. Hendes afgangsfilm, ‘Den tid vi har’, er en af de mest prisbelønnede i skolens historie. I 2013 lavede hun sin første lange dokumentarfilm med ‘Drømmen om en familie’.

Kræsten Kusk, instruktør

Mit dogme: Instruktører skal debutere, inden de fylder 30

Jeg tror, at de fleste filminstruktører bliver lidt kedeligere med alderen.

De bliver muligvis klogere og mere præcise i deres eget filmiske udtryk, men også ofte mindre vilde og grænsesøgende, og det giver ikke bølger af nyskabende danske film. Når man bliver ældre, kommer det nok lidt hurtigere til at handle om at betale sine regninger. Man vil jo gerne have villa, opvaskemaskine og ordenligt tøj til ungerne, som alle andre. Angsten for fiasko puster måske også en lidt mere i nakken, og så er det måske ikke så attraktivt at eksperimentere og lege – for man skal jo sælge billetter, så man også kan få penge til den næste film.

Derfor synes jeg, at man skal lave et dogme om alder. Vi skal selvfølgelig ikke forbyde de ældre instruktører at lave film, men man kunne i fællesskab (Filminstituttet, producenter etc.) hjælpe de helt unge med at komme igennem og ikke bare med kortfilm eller ekstreme low-budget film – men rigtige spillefilm og film, som man virkelig gør alt for at få ud i verden.

Trier, August, Vinterberg, Refn, Bier og Scherfig debuterede alle med spillefilm, da de var lige omkring 30 år eller yngre – i dag er de fleste 40, og det tror jeg gør det hele lidt mere kedeligt. Så måske skulle man lave et dogme, hvor instruktørerne skal debutere med en spillefilm, når de er under 30: Dogme30. Det er ikke sikkert, at alle filmene vil blive helt vellykkede, men jeg er overbevist om, at det vil skabe noget nyt, mangfoldigt og alternativt.

Og så kan vi måske endelig slippe for alle de mennesker, der går rundt og mumler om, at alle danske film ligner hinanden.

Kræsten Kusk er uddannet instruktør på Super16 og står bag roste kortfilm som ’Ved siden af vejen’ og ’Hvor lyset kommer ind’.

Frederik Dirks Gottlieb, producer

Mit dogme: Filmene skal ud på streamingtjenesterne

Eftersom biograferne hovedsageligt satser på kæmpe blockbusters, skal vi udnytte det voksende streamingmarked, som burde sætte scenen for, at vi igen kan satse på originale ideer, som kan have et liv uden for biografsalene. Publikum lader også til at være modent til det mere karakterdrevne – det ser vi på seriefronten – men gider ikke nødvendigvis at gå i biografen for at se det.

Jeg tror, at et godt og relevant dogme kunne være at tænke formatet ind fra starten og prøve at lave en række film, der er styret af distributionsformen, som i dette tilfælde ville være VOD. Seks instruktører, seks producere, ét overliggende tema, ét kollektivt markedsføringsbudget og markedsføringsstrategi tænkt ind fra starten – og så vise branchen, at kunstneriske, karakterdrevne film stadig har folks interesse, så længe ideen er original.

Frederik Dirks Gottlieb bliver uddannet som producer fra Super16-uddannelsen i år og er medvært på Radio 24syvs program ’Stream Team’.

Se manuskriptforfatter Mads Grages dogme og spark i nosserne til dansk film på sidste side.

(Foto: Sofie Barfoed)

Mads Grage, manuskriptforfatter

Mit dogme: Bid hånden, der fodrer dig – og bliv ved med at skyde lort

»Nobody knows anything«, sagde manuskriptforfatteren William Goldman i sin tid. Ingen ved noget. Ingen ved, hvad den næste store ting er. Om det er nordic noir, nordic twilight eller »ham der, der toppede Ekko Shortlist i to uger med den der film om noget med ungdomskærlighed, er han ikke klar til en spillefilm?«.

Ingen ved noget. Det er den mekanisme, som får Zulu til at ’satse’ på standup-komikere, og som giver Danmarks Radios Monte Carlo-drenge og Praktikant Thomas det ene tynde program efter det andet. Og  indtil for ganske nyligt kunne den gamle garde vade ind på Filminstituttet og pitche en idé på en serviet og vade ud med støttekroner uden at forholde sig til publikum og det ændrede mediebillede. Hvorfor? Fordi:

Nobody knows anything.

Derfor er vi glade for en ’sure thing’. Talent, x-factor og den der je ne sais pas, som auteuren repræsenterer, er det tætteste, vi kommer på en sure thing – næst efter ’Far til Fire’ eller en Jussi-bog.

I øvrigt vandt William Goldman Oscars for manuskripterne til ’Butch Cassidy and the Sundance Kid’ og ’All the Presidents Men’. Til sammenligning blev den første Bodilpris for bedste manuskript først uddelt i år. Prisen gik til Christian Torpe for ’Stille Hjerte’ – en film, som Christian skrev for egen regning, fordi han måtte ud med den historie.

(‘Stille hjerte’)

Ikke desto mindre er det en ’Bille August-film’, selvom filmen var færdigtænkt i forfatterens hoved, inden instruktøren var tilknyttet. Jeg synes, det er vidunderligt at Bille August igen laver en fantastisk film, men er han en dygtig håndværker/kunstner/leder, der går ind og hæver niveauet med sin ekspertise, eller er han auteuren bag værket?

Dogmebrødrene havde for 20 år siden fat i noget af det rigtige:

DOGME #10: Instruktøren må ikke krediteres.

Dette handlede ikke om, at dogmebrødrene ikke ville krediteres for deres værker, men snarere at de ville frigøre sig fra presset om egenhændigt at være geniale. Thi de vidste, at film er en kollaboration, og at de nok skulle få æren i tilfælde af succes, og i tilfælde af fiasko så var det jo blot et eksperiment.

Filminstruktører er en særlig race med opblæst ego og en forkærlighed for egne idéer – der er formentlig en overrepræsentation af psykopater blandt filminstruktører, præcis som hos direktører i Fortune 500-virksomheder, og det er nok meget godt, for det kræver en tossetro på egne evner at få en spillefilm i kassen.

Det er dyrt at lave film, og branchen er fyldt med nej-sigere, der ved, hvordan det hele fungerer. Men det fungerer ikke. Filmbranchen er holdt kunstigt i live af statens støttekroner, men vi sprøjter pengene af på folkedans, hestefilm og romertalsfilm for hele familien, fordi publikum æder den lort, der bliver serveret for dem. Der er brug for romertalsfilm for at få penge i kassen. Men vi kan lave flere og bedre film billigere. Så hvorfor gør vi det ikke?

Svaret er angst. Angsten for ikke at sælge billetter. Angsten for at debutere. Angsten for den svære toer. Angsten for ikke at få lov at lave den næste film. Angsten for ikke at være genial. Angsten for angsten.

Der er ingen tvivl om, at der findes auteurs i dansk film. Det betyder dog ikke, at man er en auteur, samme øjeblik man sætter sig i instruktørstolen.

I stedet for at talentudvikle instruktører ved at lære dem et håndværk, så ledes der med lys og lygte efter den næste Lars von Trier, og der glemmes i farten, at denne auteur, lige som alle andre, startede med at lave lort. Man bliver kun dygtig af at arbejde og finjustere sit håndværk og kunstneriske udtryk, men unge danske instruktører kan ikke få lov at arbejde, fordi de enten sidder med angsten helt oppe i halsen over, at deres ansøgningsmateriale ikke er godt nok, eller også er de kommet igennem nåleøjet og er fanget i et uendeligt udviklingssystem, der dræner filmene for energi. Den energi, som er den vigtigste ressource for en ung filmskaber.

Hvis udviklingsfasen bliver for lang, så tager angsten over, og kærligheden til projektet forsvinder. Og ikke mindst den fandenivoldskhed, der revolutionerer. Når debutanter endelig debuterer, så er det med en blodfattig kopi af en kopi i stedet for den lille lort, de oprindeligt brændte for.

Bid hånden, der fodrer dig, instruktør. Vi gør kunsten, forbrugeren og ikke mindst instruktøren selv en bjørnetjeneste ved at putte så meget pres på. Det er i forvejen et af verdens hårdeste jobs at skulle styre en film i mål, og man sætter en kæmpe procentdel op til at fejle, når det samtidig forventes, at de er geniale. Det er især debutanterne, der lider under dette pres, for det er umådeligt svært at komme til at instruere en spillefilm i Danmark.

(‘Butch Cassidy and the Sundance Kid’)

Der er gået 20 år siden dogmebølgen, og den generation er langt fra færdige med at lave film, selvom onde tunger vil mene, at der er begyndt at vise sig en vis metaltræthed. Jeg synes, det står værre til. Jeg synes, der køres på autopilot. Både i støttesystemet, anmelderstanden og blandt kunstnerne. Vi har alle sammen brug for et gedigent los i røven. For nyligt var en succesfuld dansk producent ude med riven omkring den ulovlige streamingtjeneste Popcorn Time – han mente det kannibaliserede den danske filmbranche. Der er en solid blanding af naivitet og arrogance i den udtalelse, for blandt Popcorn Times rige udvalg ville firstmover-piraterne ikke vælge en dansk film, om de så blev betalt for det.

Alle instruktører er efter eget udsagn ’ekstremt visuelt tænkende mennesker’ – hvilket jo er godt nok. Men det er godt nok også et selvbedrag. I virkeligheden er det bare en pæn måde at sige, at man ikke er så god til at sætte ord på det fænomen, man ser så klart oppe i hovedet. Og hvis de var netop ekstremt visuelt tænkende, så er det vel ikke svært at sætte ord på. Det er hverken visionært eller ekstremt at have en privat vision, som man ikke kan formidle. Så hvorfor har vi et helt system, som fremelsker idéen om, at instruktøren, l’auteur, er den store skabende kraft, mens resten af teamet blot skal hjælpe med at hugge den marmorstatue, som allerede er færdigskabt inde i hovedet på instruktøren?

Newsflash: De fleste instruktører er ikke specielt dygtige til at skrive. Og det er egentlig ikke så mærkeligt endda, for det er sindssygt svært arbejde, som kræver fordybelse og tålmodighed. Og fremfor alt en lyst til at flå sit monument ned og starte forfra igen og igen. Og det strider imod den grundlæggende idé om, at instruktøren allerede har en perfekt film inde i hovedet. Derfor sidder især de panikangste debuterende instruktører og famler efter den der perfekte idé, som engang var så klart krystalliseret, men pludselig er banal og dårlig på papiret.

Here’s another newsflash: Idéer er altid geniale, så længe de er idéer. Det er først, når man sidder med det på skrift, at man kan se svaghederne og arbejde med det.

Jeg vil have unge danske filmskabere til at revolutionere dansk film. Man revolutionerer intet ved at sidde på sin flade og vente på støttekroner og ens tur til at debutere. Lad nu være med at bruge fire år på din debutfilm – den bliver alligevel dårlig, for du er ikke dygtig nok, endnu. Lav fire film på samme tid, og nummer fire bliver bedre end noget, du har kunnet planlægge dig til uden træning. Gå ud og lav noget lort uden skam i livet og accepter, at næste film bliver bedre.

(‘El Mariachi’)

Keep shooting shit, sagde Robert Rodriguez, som har en række lortefilm bag sig. Til gengæld har han også et par perler. Deriblandt ’El Mariachi’, som han lavede for 6.000 dollars med sine venner. Jeg opfordrer ikke til skruebrækkeri, jo lidt, men hvis én mand kan lave en spillefilm for 6.000 dollars skudt på råfilm, så kan vi andre godt lave noget på en million. Man skal bare gøre op med vanetænkningen om, at pengene skal reddes hjem, inden filmen er færdig, og til gengæld betragte film som en investering, der giver afkast på den lange bane.

Jeg vil opfordre til, at vi alle giver danske instruktører lov til at fejle, lov til ikke at være geniale og frem for alt: Lov til at være menneskelige. Vi skal have flere og billigere film. Og acceptere, at niveauet svinger. På den måde får vi givetvis flere filmmæssige fiaskoer, men på lang bane får vi flere dygtige håndværkere, og formentlig også flere ægte auteurs. Bite the hand that feeds you. Nobody knows anything. Keep shooting shit.

Mads Grage er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole og er blandt andet medforfatter på Jonathan Spangs aktuelle serie ’Lillemand’.

Læs også: De nye filmtalenters dogmer for dansk film anno 2015 – del 1