1. The Don og hans zingers
Kvinder vil have ham. Fyre vil være ham. Han er ikke til at komme uden om. Don Draper er ’Mad Men’, foreviget af Jon Hamm, der har formået at give så meget pondus til den fiktive karakter, at Draper blev kåret til verdens mest indflydelsesrige kulturperson i 2010 af askmen.com.
Gang på gang har Dons verbale, ofte gansje douchy fuckfingre fået os til at tabe kæben og klappe med hænderne i barnlig begejstring over, hvor rent de går ind – som når en Greenwich Village beat-hippie, der kritiserer hans valg af karrierevej, spørger »how do you sleep at night?«, og Don uden at fortrække en mine svarer: »On a bed made out of money«. Eller når han afviser altid glattungede Pete: »Lets take it slow – I don’t wanna wake up pregnant«. Ouch.
Men lige så fascinerende Don er som arrogant ordsmed og knæsmeltende trussetyv, lige så frustrerende er han som rådvild drukmus, kronisk utilfreds ægtemand og fraværende far, og efterhånden som serien skrider frem, fylder hans eksistentialistiske krise mere og mere.
Weiner har tidligere arbejdet som forfatter og producer på ‘The Sopranos’, og parallellerne mellem Tony og Don er til at få øje på: Begge er hemmelighedsfulde antihelte, der forsøger at løbe fra, hvem de er inderst inde. Men hvor vi bliver klogere på Tonys liv gennem hans sessioner med Dr. Melfi, forbliver Don et nærmest hermetisk lukket mysterium, og selvom det er et bevidst valg fra Weiners side, er den dystre stemning og konstante uvished om årsagerne til Dons dybe identitetskrise og tiltagende deroute givetvis dét, som har fået mange seere til at stå af.
Ligegyldigt om man synes, at Dons desillusion er uendeligt dragende eller trættende i længden, skriger det dog til himlen, at Hamm endnu ikke har vundet en Emmy for sin sublime præstation.
Se flere grunde til, at vi vil savne ’Mad Men’, på næste side
2. Skarp dissektion af tidens kønsroller
»It was like watching a dog play the piano.« Sådan beskriver Freddy Rumsen (der i øvrigt selv er inkompetent as fuck og drikker sig så stiv, at han tisser i bukserne på sit kontor foran sine kollegaer) oplevelsen af at se en kvinde – Peggy – gøre et godt stykke arbejde. Som et mirakel.
I ‘Mad Men’ smider samtlige medarbejdere om sig med så mange, klamme mandschauvinistiske kommentarer, at man bliver helt dårlig ved tanken om, hvordan en #jegharoplevet-tråd ville se ud, hvis Twitter var opfundet dengang…
Men desværre hører kvindeundertrykkende adfærd ikke kun fortiden til, og netop seriens skarpe hudfletning af hverdagssexisme (der virkelig er blevet intensiveret i syvende og sidste sæson) er noget, serien vil blive husket for – ikke mindst fordi selveste præsident Obama sidste år understregede i sin State of the Union-tale, at ‘Mad Men’-lignende, ulige forhold på arbejdspladsen stadig er noget, vi kæmper for at komme til livs.
Det er ikke ligefrem problemfrit at fremmane 60’ernes kvindesyn (og slet ikke med en sans for humor), og undervejs har Weiner måttet stå til ansvar for kritiske ryster, der har beskyldt ham for at videreføre snarere end fordømme reklame-liderbukkenes nedsættende omgangstone. Men selvom det bestemt er en diskussion, der er værd at have, så er det samtidig én af seriens største styrker, at Weiner holder den løftede pegefinger i lommen og i stedet omfavner menneskelig fejlbarlighed.
Vi ser de storrygende, hårdtdrikkende liderbukke som produkter af deres samtid – ikke som decideret ondsindede neandertalere – og netop derfor vinder de vores sympati. Også selvom vi ikke kan fortænke seriens kvinder i nogle gange at have lyst til at brænde den diskriminerende højborg ned til grunden.
3. Udsøgt sans for detaljen
Siden seriens begyndelse i 2007, har ‘Mad Med’ været kendt for sit eksakte – grænsende til det sygeligt fluekneppende – portræt af perioden fra start-60’erne til start 70’erne, som serien udspiller sig i. Især den prisvindende costume designer Janie Bryant og Weiner selv er berygtede for deres altopsnappende falkeøjne, og er der så meget som et æble i en frugtskål, der ser forkert ud, så standses indspilningen, indtil der er fundet et mere tidssvarende eksemplar.
Men hvorfor er seriens skabere så besatte af at genskabe alt, præcis som det var? Ganske vist er det sjovt at sidde og nikke genkendende til de skiftende tendenser og følge udviklingen i tøjmoden, der undervejs går fra Grace Kelly-inspirerede strutskørter til korte A-line kjoler, og fra pastelfarvede, slim fit polotrøjer til ternede jakkesæt i polyester. Men hvad skal det egentlig til for?
I ‘Mad Men’ afspejler den overfladedyrkende stil en ditto reklamebranche, hvis succes ofte afhænger af en evne til at reducere komplekse mennesker til typer og aflæse dem ud fra deres forbrugsvaner. »Sig mig, hvad du omgiver dig med, og jeg skal sige dig, hvem du er«. Dét er en Cervantes-omskrivning, der på én gang opsummerer filosofien bag seriens kyniske (m)ad men og Weiners særegne måde at udbygge sine karakterer på.
Tænk bare på scenen fra seriens allerførste afsnit, hvor Don hiver en skuffe ud på sit skrivebord, og den er fyldt med rene, hvide skjorter. Den er et pragteksempel på, hvordan Weiner konstant omgår kedelig eksposition ved at tilføre betydning til ting, og dét er en show-not-tell-tilgang, som vi håber vil vinde indpas fremover.
4. Is that all there is?
Et gennemgående tema for seriens syv sæsoner er en overvældende skuffelse over tilværelsen: En tomhed indeni trods succes udadtil.
Stærkt inspireret af amerikanske forfattere som John Cheever (‘The Swimmer’, 1964) og Richard Yates (’Revolutionary Road’, 1961) sætter Weiner, særligt i første og anden sæson, fokus på de alvorlige problemer, der gemmer sig bag facaden på den glansbilledlignende kernefamilie. Dons utroskab og familiens begivenhedsløse forstadshverdag i Ossining påvirker Betty på en måde, der langt overgår ‘almindelig’ husmor-ennui og hendes dybe ulykkelighed er blevet undertrykt så længe, at den til sidst bliver somatisk.
Men det er ikke kun Betty, der kæmper med den sært utilfredsstillende følelse af at have det hele – hver eneste karakter i ‘Mad Men’ kæmper med at finde ind til, hvad der vil gøre dem lykkelige. Hvis det ikke er en smuk, loyal partner, penge, magt eller meningsløs sex – hvad så?
‘Mad Men’ handler om mennesker, der udlever den amerikanske drøm, men er desillusionerede – ikke mindst fordi de lever i en tid, hvor verden smuldrer omkring dem – først dør JFK, så Martin Luther King og så Bobby Kennedy, og alt imens dør unge mænd som fluer i Vietnamkrigen.
Hvis vi alle sammen blot skal dø alene alligevel, kan vi så ikke lige så godt følge Peggy råd og »break out the booze and have a ball«, så længe det varer? Skål for en tv-serie, der turde give sig i kast med intet mindre end meningen med livet.
5. Fordybelse over fremdrift
‘Mad Men’ er ikke en serie, hvor der sker helvedes meget. I hvert fald ikke hvis ’hvad der sker’ i en tv-serie skal relatere til den ydre handling. Der er ingen biljagter, meth labs eller eksplosioner.
Selv i afsnit, hvor store historiske begivenheder finder sted (som Vietnamkrigen og mordet på JFK), er Weiner mere optaget af at beskrive det enkelte menneskes oplevelse af begivenheden end begivenheden selv, og i stedet for at svælge i dokumentarisk arkivmateriale gør han historien levende ved at bruge den som et element, der forstærker det drama, som udspiller sig mellem karaktererne – som når Peggy og Don (i en af seriens absolut bedste afsnit, ’The Suitcase’) sidder på en bar og taler om livets knubs, mens den legendariske boksekamp mellem (Muhammad) Ali og Liston kører på skærmen i baggrunden.
Weiner foretrækker fordybelse frem for fremdrift, og serien bevæger sig derfor i et tempo, der – ligesom andre geniale tv-serier som ’The Wire’ og ’The Sopranos’ – kræver tålmodighed.
Til gengæld giver han dig nogle virtuelle bekendtskaber, som vil følge dig resten af livet, hvis du hænger i. Betty, Sally, Joan, Peggy, Megan, Don, Roger, Cooper, Lane, Sal, Ken – ja, selv Pete – kommer hver og én til at mangle i vores post-‘Mad Men’ liv (Duck og Crane kan vi godt undvære).
‘Mad Men’ står tilbage som et skelsættende stykke slow television. Weiner har forfinet tv-sproget, skabt enormt stærke kvinderoller og sat et tårnhøjt højt niveau for ordløs eksposition.
Læs også: Før den store ‘Mad Men’-finale – De mest ubetalelige Jon Hamm-momenter
10 film, manden bag ‘Mad Men’ bad holdet om at se