Glæd jer: Vores 10 yndlingsfilm på årets Cannes-festival

Der er hård konkurrence i toppen af vores liste over de bedste af de 30 film, vi så på årets sydfranske festival.

louder than bombs3
10. ’Louder Than Bombs’

Det var nemt at lade sig bedrage af sin egen skuffelse lige efter premieren på norsk-danske Joachim Triers første engelsksprogede film med Jesse Eisenberg, Gabriel Byrne og Isabelle Huppert. For filmen er ikke lige så god som ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’.

Men mindre kan absolut også gøre det, og Trier har – med sin faste manuskriptmakker Eskil Vogt – lavet et fintmærkende familiedrama med masser af originale greb: Fra farens stalking af sin indesluttede søn til dennes forelskelse i en pige, der på papiret er helt ude af hans liga. Urin i frit løb ned af indkørslen har aldrig været så poetisk.

Det er ikke alle tråde, der forløses lige godt, og for eksempel er Devon Druid som den yngste søn væsentligt mere interessant end de øvrige figurer. Den store forløsning må man også spejde forgæves efter, men Trier fortæller stadig med stort visuelt overskud og en imponerende evne til at flette adskillige perspektiver sømløst sammen.

Sicario
9. ’Sicario’

Denis Villeneuves narkothriller blev allerede på forhånd betegnet som en pendant til Soderberghs ’Traffic’, og den deler da også dennes illusionsløse blik på de mexicanske karteller og forbindelsen til amerikanske magthavere.

Det er dog også en mere hårdkogt og fokuseret thriller, som adstadigt opbygger suspense i historien om en ung og dygtig FBI-agent (Emily Blunt), der hverves til en specialmission mod en berygtet narkobaron.

Blunt bestyrker sit ry som tidens mest markante action-heltinde, og Benicio Del Toro imponerer som den rå og mystiske Alejandro med en særlig rolle i operationen. Villeneuve fortæller lige så dystert og kompromisløst som i sin ligeledes glimrende film, ’Prisoners’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ’Amy’

Asif Kapadias dokumentar om Amy Winehouse vakte kontroverser allerede før verdenspremieren, fordi den afdøde sangerindes far tog kraftigt afstand fra den.

Men når man ser ’Amy’, er noget af det første, der slår én, hvor grundig og afbalanceret den er. Kapadia har snakket med omkring 100 kilder, hvis meget forskellige indtryk af Winehouse han samler til en nuanceret og bevægende fortælling om et menneske i frit fald – og om de mange påvirkninger, der rev redningsnettet væk under hende, heriblandt faren, der tilsyneladende tog for let på hendes problemer. Men også medierne, som svælgede i hendes ulykke, står for skud, og her, siger filmen, har vi alle sammen et ansvar.

Med kilderne i voiceoiver – aldrig i talking heads – og et imponerende materiale af gamle videoer og lydoptagelser tegner Kapadia et interessant billede af både sangeren og den tid, hun udsprang af. En flot bedrift helt på niveau med instruktørens tidligere succes, ’Senna’.

dheepan

7. ’Dheepan’

Der findes større fans af den franske mester Jacques Audiards nye film end mig. Eller det vil sige: Jeg er stor beundrer af filmens første times tid, før den går i Rambo-mode og slutter kontroversielt.

Men det er stadig en særdeles seværdig film om en tidligere børnesoldat på Sri Lanka, der får tildelt en kone og et barn og sammen med denne nye familie flygter til Frankrig. Bedre end måske nogen film siden Winterbottoms ’In This World’ skildrer Audiard, hvad det vil sige at være fremmed i et nyt land, og så tilføjer han øjeblikke af sublim poesi, særligt en overgang fra Sri Lanka til Dheepans liv som gadesælger af ubrugeligt blingbling i Europa.

Krisha

6. ’Krisha’

Forestil dig, at du har fucked din familie fuldstændigt op. Og nu skal du prøve at søge tilgivelse, under Thanksgiving tilmed. Du skal opføre dig som en engel, hvis din mission skal lykkes, men det er svært, når du mærker de mistroiske blikke, og hvordan familien har skabt deres eget sammenhold, som du ikke længere er en del af. Følelserne sidder uden på tøjet, og der skal ikke meget til, før du bryder sammen.

Sådan er situationen for titelpersonen Krisha i Trey Edward Schults’ intense film. Vi følger hende helt tæt på, efterhånden som hun krakelerer, og filmen udvikler sig til en original blanding af familiedrama og psykologisk horror. Soning og forløsning er en by i Rusland i ’Krisha’, som byder på en fænomenal Krisha Fairchild i den altafgørende hovedrolle. Det gør ondt at se på – men man kan ikke tage øjnene væk.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Dope’

Rick Famuyiawas film om en gruppe velafrettede, sorte highschool-elever, som ved et tilfælde ender med et par kilo heroin i tasken, er måske ikke det største stykke filmkunst, der er blevet vist under Cannes-festivalen.

Til gengæld er det den mest sprudlende vitale film, et friskt, følsomt og fandenivoldsk komediedrama, der med afsæt i Los Angeles’ barske Inglewood-bydel samtidig gør sig bemærket som et slagkraftigt politisk statement i en tid med store raceuroligheder i USA.

Stortalenterne Shameik Moore, Zoë Kravitz, Kiersey Clemons og Tony Revolori gør det glimrende i hovedrollerne, og så har Forest Whitaker i øvrigt produceret. Det er en livsbekræftende og underholdende film, og Famuyiawa synes sammen med filmmagere som Justin Simien (’Dear White People’) og Issa Rae (’The Misadventures of Awkward Black Girl’) at stå i spidsen for en bølge af sorte instruktører, der med stort humoristisk overskud dissekerer raceskellene i et samfund med formel lighed, men praktisk ulighed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’The Lobster’

Meningerne var delte om Yorgos Lanthimos’ absurdistiske fortælling om en verden, hvor singler bliver forvandlet til dyr og sluppet fri i skoven, hvis de ikke finder en partner inden for 40 dage på et hotel.

Nogle mener, at den bliver træt, så snart Colin Farrells hovedkarakter drager væk fra hotellet og slår pjalterne sammen med de jagtede the loners i skoven. Andre påpeger, at den viser for meget tilbage mod 60’ernes modernistiske filmkunst og instruktører som Chabrol og Buñuel.

Jeg var imidlertid på hele vejen. Jeg elskede det uforudsigeligt sorthumoristiske univers, hvor straffen for masturbation er at få sin hånd ristet i en brødmaskine, og hvor hovedkarakteren foretrækker at blive en hummer, hvis han skal forvandles, fordi den er viril og lever længe. Netop hummermetaforikken forbliver ærgerligt uudnyttet, men til gengæld udstiller Lanthimos veloplagt tidens opfattelse af begreber som kærlighed og parforhold.

En film, jeg virkelig glæder mig til at gense.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Carol’

Det eneste, man kan sige imod Todd Haynes’ første film i otte år, er, at den nærmest er for perfekt. Periodeskildringen af 50’ernes New York er uendeligt detaljerig, og filmens to hovedpersoner, Cate Blanchetts titelkarakter og Rooney Maras yngre Therese, der indleder et umuligt kærlighedsforhold, er komplekse figurer, rigtige mennesker med undertrykt passion og modstridende følelser.

’Carol’ peger tilbage mod den klassiske amerikanske filmkunst, og der mangler måske de kunstneriske modhager, som virkelig sætter nye grænser i landskabet. Men, men, men – Haynes har lavet en utroligt stærk film, som meget vel kunne gå hele vejen mod Oscar.

Son of Saul

2. ’Son of Saul’

Før hver festival håber man på filmen, som man ingen forventninger har til på forhånd, men som viser sig at være en åbenbaring. I år var den film ’Son of Saul’, lavet af debutanten Laszlo Nemes, hvis primære credential inden festivalen var, at han havde været assistent for mesteren Bela Tarr.

’Son of Saul’ gør noget utroligt: Den står for et helt nyt take på et emne, filmkunsten ellers har blotlagt til hudløshed: Holocaust og kz-lejrene under Anden Verdenskrig. Vi følger den jødiske Saul i hans forsøg på at begrave en lille dreng, og det subjektive kamera og firkantede billedformat skaber en dybt intens oplevelse.

Det er ubegribeligt, hvor meget man lærer om et miljø, som man stort set aldrig ser i fokus: Et brændende helvede, Dantes skærsild inkarneret. Og til sidst trænger en uforglemmelig humanisme igennem, som løfter filmen fra fremragende til et decideret mesterværk.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Youth’

Jeg havde bange anelser om Paolo Sorrentinos opfølger til ’Den store skønhed’, en af mine absolutte yndlingsfilm i det aktuelle årti. For ville ’Youth’ mon ikke blive en bleg afglans, en engelsksproget kopi, der blot gentager form og tematikker?

Visuelt minder ’Youth’ da også om ’Den store skønhed’ med det svævende kamera og de gyldne farver, og igen er en apatisk, ældre og distingveret herre i centrum.

Men idérigdommen er så stor, at ’Youth’ i rigt mål står på egne ben. Karaktergalleriet er sublimt – fra Paul Danos søgende skuespiller til Miss Universe og Diego Maradona – og enkeltscenerne overrasker konstant med pudsige påfund og originale greb.

Det er måske ikke en eksistentielt kompleks film, men til gengæld er det en uovertruffen symfoni af lyd, musik og billede. En varm og humoristisk film, der i en særpræget kombination af kitsch og kunst rammer nogle simple følelser ultrapræcist.

Special mentions:

Jeremy Saulniers gory underholdende ’Green Room’ om et punkband truet på livet af nynazister.

Nanni Morettis bevægende og humoristiske drama om en filminstruktør og hendes døende mor, ’Mia Madre’.

Pixars originale ’Inside Out’ om de fem følelser, der bor inde i en 11-årig pige.

Brillante Mendozas naturalistiske ’Taklub’ om fattige og tyfon-plagede familier i Filippinernes yderområder.

Den lavmælte, islandske Un Certain Regard-vinder ’Rams’ om en gammel fåreavler, der ikke har talt med sin bror i årtier.

Matteo Garrones groteske eventyrfilmatisering ’The Tale of Tales’ med folk som Salma Hayek, Vincent Cassell og Toby Jones.

Den taiwanesiske mester Hou Hsiao-Hsiens overjordisk smukke, men også tålmodighedstestende wuxia-film ’The Assassin’.

Læs også: Vores definitive gæt på årets Cannes-vindere

Læs også: Alt om Cannes Film Festival

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af