’Hot Pursuit’

’Hot Pursuit’

Tidligere i år holdt Patricia Arquette en takketale under Oscar-uddelingen, der fik både Meryl Streep og J-Lo til at kaste bevilligende håndtegn op mod scenen. Den handlede om, hvordan kvinder i Hollywood burde få den samme behandling – og løn – som deres mandlige kolleger, og siden har vi set et intensiveret fokus på sexisme i filmbranchen.

Prominente skuespillerinder som Carey Mulligan og Kristen Stewart har fortalt om den kønsdiskrimination, de møder i deres arbejde, de store Hollywood-studiers ansættelsespraksis bliver gået efter i sømmene, og en gruppe kvindelige instruktører har startet en blog med den sigende titel Shit People Say to Women Directors dedikeret til, ja, at udstille de dybt rodfæstede kønsfordomme, der til stadighed gennemvæder filmbranchen.

Med på feminismebølgen er Reese Witherspoon, der tilbage i 2012 startede produktionsselskabet Pacific Standard i oprør mod manglen på komplekse hovedroller til kvinder. Eller, det troede man i hvert fald. Lige ind til man så den pinligt inkompetente, kvindereducerende rædderlighed, der er ‘Hot Pursuit’.

Hvorfor nogen kvinde med respekt for sig selv nogensinde ville nedlade sig til at være en del af en film, hvis såkaldte humor er båret af så gennemtærskede kønsklichéer, er ikke til at fatte, og det får ærligt talt én til at betvivle intentionen bag Witherspoons entreprise: Er det virkelig et ædelt forsøg på at forbedre vilkårene for kvindelige skuespillerinder generelt eller blot en maskine, der skal generere hovedroller til Reese selv?

I ‘Hot Pursuit’ spiller Witherspoon den irriterende regelrette, paragrafreciterende betjent Rose Cooper, der har gjort sin afdøde politi-fars navn til skamme, da hun satte ild til en teenager med en taser, fordi han råbte »shotgun!« (han mente selvfølgelig bare, at han ville sidde på forsædet). Hun er faktisk så uduelig, at folk i korpset – når de har fucket et eller andet op – bruger hendes navn: »Pulled a Cooper«, »Cooper’ed it up.« Så da hun bliver bedt om at eskortere den storbarmede primadonna Daniella Riva (Sofía Vergara fra ‘Modern Family’) til Dallas, hvor hun skal vidne imod narkokartelkongen Cortez, ser Cooper sit snit til at vise sit værd i felten.

Men opgaven er sværere end som så, og snart befinder det umage par sig på flugt fra korrupt politi og trigger happy kartelhåndlangere.

‘Hot Pursuit’ er en klassisk buddy cop-komedie a la ’48 timer’, ‘Rush Hour’ og ‘The Other Guys’, hvor to vidt forskellige typer bliver tvunget af ydre omstændigheder til at tilbringe tid sammen og mod al forventning (indtil formlen bliver velkendt) finder ud af, at de kan lære noget af hinanden.

Det nye ved Anne Fletchers take på genren er selvfølgelig, at den har to kvinder i hovedrollerne. Men spørgsmålet er, om det er ensbetydende med, at den er progressiv? Kan det betragtes som fremskridt, at historien er female driven, hvis den i øvrigt fastholder alle de mest stereotypiske forestillinger om kvinder: At vi er nogle impulsive svæklinge, nogle joviale idioter, der tror, at en hjort siger »vuf«, nogle forfængelige duller, der klemmer vores bryster sammen og blinker med øjnene, når vi er i knibe?

Nej, vel? På halvanden time underminerer ‘Hot Pursuit’ alt det, feminister kæmper for – og så endda under påskud af at være befordrende for ligestillingen.


Kort sagt:
Reese Witherspoons produktionsselskab følger op på ‘Gone Girl’ og ‘Wild’ med en himmelråbende ringe buddy cop-komedie, der ikke kun er tåkrummende usjov, men en skændsel for den igangværende kønskamp i Hollywood. Det burde være forbudt at lave film, der er så åndssvage. Så er det sagt.

Læs også: Kvinderne bag ‘Wild’: Hvad hvis jeg faktisk lærte noget af heroinen?

Læs også: Se skuespilstjerner interviewe hinanden

Spillefilm. Instruktion: Anne Fletcher . Medvirkende: Reese Witherspoon, Sofía Vergara, . Spilletid: 87 min. . Biografpremiere: Den 21. maj
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af