’I Live With Models’
Det var ikke just det strygevenlige program, hjernen var igennem, da jeg skulle finde noget pænt at sige om den nye sitcom ’I Live With Models’. Vi snakker folder så dybe og krøllede, at faktisk kun mine tæer – oven på tre afsnit af serien – var mere forkrøblede end hjernebarken.
Og alligevel er det bedste, jeg har at sige, at afsnittene kun strækker sig over 22 minutter stykket. Og ikke fx 23 minutter. For ’I Live With Models’ er dog det meste håbløse og tomhjernede forsøg på komik, jeg længe er stødt på.
Vi følger Tommy (David Hoffman), baristaen der i første afsnit bliver opdaget af modelagenten Luke (Joseph May). Ikke på grund af sit (om end charmerende buskede) ydre, men derimod sine smukke hænder. Han bliver prompte hyret som kontraktansat håndmodel og installeret i Miami-modellejligheden, der også huser tre ’rigtige’ modeller: Den tomhjernede undertøjsmodel Enrique, den spydigt apatiske Anna og divaen Scarlet.
Og det kommer der så desværre ikke det mindste morsomme ud af. Serien er så plat, at ’Joey’ og ’Two and a Half Men’ virker som højkulturelt guf til sammenligning. Vi snakker stift skuespil, dumme jokes og tåbelige replikvekslinger mellem de blanke modeller – alt sammen uden skyggen af komisk timing.
Tag nu bare da britiske Anna (spillet af gudesmukke Rebecca Reid, der sjovt nok har en semifast rolle som præcis samme kynisk morbide modeltype, bare af østeuropæisk afstamning, i ’New Girl’) skal introducere vores håndmodel for Enrique: »Det er Tommy. Han er håndmodel. På grund af sine hænder. Mød Enrique. Han er undertøjsmodel. På grund af sin penis. Og de to ting nedenunder. Som er hans nosser«.
Det kunne måske nok lyde meget sjovt, på den der ligefremme og tørre måde. Og var en grovplat vittighed som den i det mindste fulgt af akavet stilhed, så havde vi måske bevæget os over i en genre, der gnubbede skuldre med noget moderne komik, som vi kender den fra netop ’New Girl’. Men nej. Knap er ordene udtalt, før dåselatteren hagler ned over de pasteltonede Miami-settings. Vi skulle nødigt misse vittigheden.
Symptomerne hos denne anmelder (udløst af både aerosoldrevne grineanfald og en overgearet farveskala) faldt prompte og kan bedst sammenlignes med tømmermænd: Mild kvalme, begyndende hovedpine og irriteret rastløshed. Jeg måtte nærmest holde mig for ørerne, da agenten giver Tommy et tilbud, han ikke kan afslå: »Tommy, hvad siger du til en tur til Japan med alt betalt?«.»Jeg siger konnichiwhaaaat?«. Badum-fuckin-tji.
Serien lader helt bogstaveligt kunstigt grinebideri følge i røven på samtlige replikker og falden på halen-øjeblikke. Således også i scenen, hvor Tommy, der af de smukkere kolleger hurtigt døbes The Creep, bliver så begejstret over at være blevet lukket ind til en VIP-fest, at han – i helt bogstavelig forstand – falder på røven ind over det tykke fløjsreb. Det sidste vi ser til tonerne af »håhihahaho« inden sceneskift, er Tommys skosåler, der spræller op mod kameraet. Come nu on.
Og behøver jeg nævne, at seriens tagline er #besthandjobever…?