‘Jauja’
»The less there was to see, the harder he looked, the more he saw«.
Sådan lyder det i den amerikanske forfatter Don DeLillos ‘Point Omega’, når hovedkarakteren stirrer intenst på Hitchcocks ‘Psycho’, der som led i en udstilling på MoMA i 2006 blev afspillet så langsomt, at den varede 24 timer.
Og selvom Lisandro Alonsos seneste film, ‘Jauja’, er actionpacked i forhold til instruktørens første, ’La Libertad’ fra 2001, der er en anderledes antropologisk, tæt på stillestående fortælling om en skovhugger, så er DeLillos ord særdeles rammende for den på én gang bevidsthedsudvidende og -udslettende oplevelse, det er at betragte Alonsos adstadige, tranceinducerende værker om ensomme mænd, der trodser ufremkommeligt terræn.
Ved første øjekast handler ‘Jauja’ om en dansk kaptajn ved navn Gunnar Dinesen (Viggo Mortensen), der af uransaglige årsager befinder sig sammen med sin 15-årige datter Ingeborg (Viilbjørk Malling Agger) i Patagonien anno 1882, hvor han assisterer imperialistiske argentinere med at udrydde indfødte ’coconut heads’ og gøre det af med deres bestialske leder Zuluaga.
En aften stikker Ingeborg af med én af de lokale, unge soldater, og Dinesen bruger resten af filmen på at finde hende. Men kigger man lidt nærmere, er det en helt anden, langt mindre ligetil fortælling om »hvordan livet fungerer og bevæger sig fremad«, der optager Alonso. Og det er dén man bliver grebet af.
Med sine mættede, næsten neonagtige farver og sit kunstige, firkantede 1,33:1 billedformat fremstår ‘Jauja’ fra start af som en fantasmagorisk western – som en mærkelig krydsning mellem ‘Alice i eventyrland’ (hvor kaninen er skiftet ud med en forvokset terrier), Jodorowskys mystifystiske ’El Topo’ og John Fords klassiske western ‘The Searchers’, hvor John Wayne, ligesom Dinesen, tilbringer oceaner af tid i ørkenen i et forsøg på at opdrive sin niece. Ved at forene eventyrets magiske kausalitet og westerngenrens golde landskaber, der er lige så mentale, som de er fysiske, udnytter Alonso filmmediets uforlignelige evne til at kreere et dragende, ustabilt univers, hvori vi aldrig rigtig ved, om det, vi ser, eksisterer uden for eller inden i Dinesens eget hoved.
Viggo Mortensen har før vist, at han er hamrende intens, især i sit samarbejde med David Cronenberg, men i ’Jauja’ åbenbarer han en helt ny, overraskende klovnagtig side af sig selv, og det er absurd sjovt at se ham gebærde sig på rustent dansk og bevidst gebrokkent spansk: »Lorteland!«
Men selvom Mortensens præstation er glimrende og billedsiden usædvanligt smukt skudt af Kaurismäkis hoffotograf Timo Salminen, er der ingen tvivl om, at ‘Jauja’ vil dele vandene mellem dem, der finder uafklaretheden ulidelig, og dem, som sætter pris på dens labyrintiske struktur og Alonsos kompromisløshed. Personligt hører jeg til den sidste gruppe, og jeg kan slet ikke vente med at se den igen, se bedre efter, og få øje på endnu mere.
Kort sagt:
En vejrbidt Viggo Mortensen tager os med på en enigmatisk rejse gennem ørkenen og langt ind i sit plagede sind i Lisandro Alonsos mesterlige, underbevidsthedsstimulerende spejlkabinet ‘Jauja’ – filmhistoriens mest nyskabende og syrede take på westerngenren siden Jodorowskys ’El Topo’.