‘Enemy’
Allerede da Jake Gyllenhaal slog igennem som den mutte mental case i alle alternative teenageres yndlingsfilm ‘Donnie Darko’, var det tydeligt, at han besad et særligt talent for at skildre den omskiftelighed, der følger med spirende sindssyge. På et splitsekund kunne han ændre udtrykket i sine azurblå øjne fra afvæbnende og naiv til øretæveindbydende og truende.
Men selvom Gyllenhaals særlige flair for gradvis mental nedsmeltning var til stede fra start, så er det først for nylig, at hans enorme potentiale for alvor er blevet indfriet: Først med rollen som den glatte paparazzi-ål Lou Bloom i Dan Gilroys brillante nyhedsmediesatire ’Nightcrawler’ og nu (selvom filmen egentlig udkom overseas året før ‘Nightcrawler’) i rollen som historielæren Adam Bell og hans dobbeltgænger Anthony Claire (eller omvendt) i Villeneuves mest udsyrede film til dato – det psykoseksuelle puslespil ‘Enemy’ baseret på Saramagos bog, ‘Den duplikerede mand’.
At forsøge at opsummere plottet i ’Enemy’ vil suge al magi ud af oplevelsen, og selv efter andet gennemsyn er jeg ærligt talt stadig meget i tvivl om, hvem af Adam og Anthony, der er originalen, og hvem, der er kopien. Faktisk hælder jeg til, at der kun er én af dem – og at duplikationen (hvad end den er af Adam eller Anthony) ikke er en fysisk tvilling, men en legemliggørelse af en mental splittelse og et undertrykt begær.
Men din teori er ligeså god som min, og det flyder allerede over på IMDb med lange, mere eller mindre plausible forklaringsmodeller og analyser.
Måske giver filmen minimalt (mere) mening, hvis man har læst Saramagos forlæg, men uden nogen form for forhåndsviden, volder dens opbrudte kronologi og surreelle indslag næsten lige så voldsomt hovedbrud som Alain Resnais’ kringlede erindringsenigma ‘I fjor i Marienbad’, og især slutningen (som selvfølgelig ikke skal røbes her) skriver sig øjeblikkeligt ind i filmhistorien som én af de mest overrumplende WTF-oplevelser siden ’Blow-Up’ og ‘2001: A Space Odyssey’.
Måden, der bliver blændet op og ned for filmens gultintede, paranoiamættede billeder simulerer bevægelsen af et øje, der åbner og lukker, og sammen med Saunder Jurriaans og Danny Bensis atonale score og Nicolas Bolducs urovækkende kameraføring, der konstant creeper up på karaktererne, der alle er ved at gå op i limningen, giver det en fornemmelse af at være midt i et mareridt, eller et mega dårligt trip. Men mærkeligt nok ét, man har lyst til at gentage.
Med ’Enemy’ viser Villeneuve, der også står bag de gode, men mere ligefremme hævndramaer ‘Nawals hemmelighed’ og ‘Prisoners’, en excentrisk side af sig selv, der har ligget dybt begravet siden hans bizarre kortfilm ’Next Floor’. Og det klæder ham. Når ‘Enemy’ er bedst leder den tankerne hen på landsmanden Cronenbergs dybt forstyrrende film ‘Dead Ringers’ fra 1988, og noget tyder på, at der venter Villeneuve en lige så alsidig og respektindgydende karriere forude.
Kort sagt:
»WTF!?!« er med garanti det første, du tænker, når du ser slutningen på Villeneuves vanvittigt bizarre dobbeltgængerfilm ‘Enemy’ – instruktørens mest vovede og logikafvisende værk til dato. Men så snart du er kommet dig over chokket, kommer trangen til at udrede kronologien og løse mysteriet væltende ind over dig – sammen med lysten til at se den igen. Og igen. Og igen.
Læs også: Trailer: Jake Gyllenhaal er pumpet til ukendelighed i boksedramaet ‘Southpaw’