‘Game of Thrones’ sæson 5 afsnit 9 – hér er drager

5 6
‘Game of Thrones’ sæson 5 afsnit 9 – hér er drager

Spoiler alert: Læs kun videre, hvis du har set det nyeste, niende afsnit af femte sæson ‘Game of Thrones’.

I mere end 3000 år har mennesket portrætteret drager i oldtidsfund og siden berettet om dem på pergamentruller. I ’Iliaden’ fortæller Homer om et blåt slangelignende monster, der beklæder Agamemnons skjold. På det middelalderlige verdenskort, det såkaldte Mappa mundi, er rammerne om verden regeret af Jesus, Jesu engle og en drage, der lurer i bunden. Lige siden Renæssancen har ukendt territorium på latin haft påskriften, som siden har indsneget sig i alle dragenørders ordforråd: »Hic sunt dracones« – »hér er drager«.

George R. R. Martin og HBO-showrunners Benioff og Weiss er ikke de første eller de sidste dragefortællere, men med ’Game of Thrones’ er de medforfattere til en særdeles populær del af den store dragehistorie. Og i niende afsnit af femte sæson indtager fabeldyrene så selv scenen. Hér, mine damer og herrer, er drager.

Med en lang, storslået finale genbruger ’The Dance of Dragons’ formularen fra afsnittet forinden, som endte med den hæsblæsende flugt fra fiskerlejet Hardhome. Det startede som et stilbrud i forrige afsnit, ’Hardhome’, men føles allerede som opskriften på succes, når afsnittets klimaks ikke pinedød skal slå en sidste krølle på en fortælletråd, der med langsommelig omhu er præsenteret og udpenslet i afsnittet, men derimod kan udspille sig i et miljø, som ellers slet ikke besøges eller behandles.

Der springes frem og tilbage mellem fire forskellige fortælletråde i starten, indtil det føles som et særdeles potent finalenummer, da Melissandres flammer fortærer deres seneste offer, mens Stannis kigger bort i skam.

Bejler til ‘GoT’s Hall of Fame

Men sammen med de andre fortællinger blegner teltene og kronhjortene, når de sammenlignes med drageridtet i colosseum, som allerede ligner en bejler til en plads i ’Game of Thrones’-scenernes Hall of Fame.

Mens scenen i Meerens Fighting Pits tæller blandt seriens fineste stunder, er afsnittets midte dog noget mindre elegant. Indira Varma føles nogle gange malplaceret i rollen som den altid hånlige og derfor ind imellem lidt off-beat Ellaria Sand, og det er næsten tåkrummende, når hun tømmer sit glas med et udfordrende smil i stedet for at drikke Tommens skål.

Ellarias Game of Thrones
Ellarias gestus føles anstrengt, kluntet og klichéfyldt, og samtidig peger hendes foragt på et større problem: Intrigerne i ’Game of Thrones’ fungerer simpelthen bedst, når de holdes i det skjulte. Det er maskespillet i kulisserne, som er det mest dragende – allerhelst med Tyrion, Varys eller Littlefinger som dukkeførere – ikke mindst fordi muligheden for, at det hele afsløres, virker som en konstant risikofaktor.

Det er de små beskidte kneb og henkastede bemærkninger, som klæder serien bedst, og det fungerer absolut bedre i de første sæsoner. Gådefulde omstændigheder iscenesættes, så intrigerne udfolder sig omkring egentlige whodunnits – som mordforsøget på Bran i seriens andet afsnit, ’The Kingsroad’, hvor intrigerne mellem Starks og Lannisters sættes i gang af fundet af en dolk, som, afsløres det senere, bærer Littlefingers emblem.

Allerede inden Brans ulykke, har Lysa Arryn sendt en besked om, at Lannister-klanen spillede en rolle i mordet på hendes mand, Jon Arryn, men det er dolken, som truer med at splitte kongeriget i flere dele og dermed kickstarter samtlige plottråde i Westeros.

A capella på godt og ondt

Femte sæson opstiller en parallel til dolken fra ’The Kingsroad’ med den halskæde, som Cersei fortæller Jaime, at hun har modtaget fra Dorne. Ligesom dolken repræsenterer halskæden truslen mod et stakkels barn og krigserklæringen mod hele dennes klan. Og ligesom dolken er halskæden ikke andet end (fabrikerede?) indicier – og i dette tilfælde på en handling, som endnu ikke har fundet sted.

Som plotmotorer er remedierne meget ens. Men Jaime og Bronns redningsmission i Dorne når ikke intrigerne i seriens første sæson til sokkeholderne. En del af forklaringen er, at Game of Thrones er bedst, når seriens showrunners medforfatter så lidt som muligt og lader R.R. Martin dirigere slagets gang – turen til Dorne er helt a capella, og der er heller ingen halskæde i bogforlægget ’A Song of Ice and Fire’. Men det er ikke hele sandheden – og den fantastiske finale med white walker-angreb i ’Hardhome’ har for eksempel heller ikke noget fortilfælde i bøgerne.

Ellarias figur minder i mere end én forstand om Cerseis, og ligesom Cersei rummer hun et uhæmmet potentiale for intrigant drama. Men mens Cersei handler med en dronnings og en Lannisters autoritet, er Ellaria en bastardunge uden titel eller familie. Hendes eneste påståede patent på autoritet er rollen som forælder.

Doran er måske nok blødsøden, men det er lidt af en fornærmelse mod Martell-familien, når Ellarias oprør slet ikke straffes. Ellaria lider lidt under, at flere af birollerne i Dorne, som optræder i bøgerne, er frasorteret, men det kunne løses meget mere elegant, end det er tilfældet, når Jamie omtaler halskæden, og Doran anklagende retter blikket mod Ellaria.

En grusom død

Men den slags føles pludselig som petitesser, når afsnittet afsluttes med en dobbelt forhammer, som runger fra Westeros til Essos og tilbage igen. Kadenceskiftet fra det mørkeste mørke til en gnist af håb, der ender som en stråle af drageild, er enormt gennemført.

For det er grusomt at se Stannis ofre sin datter i flammerne fra Melissandres bål. Den menneskelige side af den mellemste Baratheon med storebroderkomplekset præsenteres bare fire afsnit forinden, efter et meget langt tilløb, i den rørende dundertale, som han fremfører for sin datter. Det er sæsonens hidtil bedste monolog, og Stephen Dillane spiller fremragende som knokkelmanden og stenansigtet, der afslører en brændende kærlighed til sin datter.

En snestorm senere er det karrieremennesket og den benhårde pragmatisme, der triumferer på det grusomste. Stannis sætter én gang for alle sin lid til Melissandres trolddom, og denne gang er der ingen smugler med afstumpede fingre til at redde offerlammet fra Den Røde Gud.

Stannis Baratheons historie er lige dele græsk tragedie og bibelsk lignelse. Som et slags amalgam af Agamemnon – hærføreren, der ikke kan eksistere uden krigen – og lillebroren i Den Fortabte Søn, som ser sin storebror ødsle alle sine muligheder bort og aldrig lærer at acceptere urimeligheden. Stannis’ kamp er kampen mellem de to stemmer, en engel og en djævel, der sidder på hans skuldre: Smugleren, som han benådede, og præstinden, som tilbød ham magien og trolddommens magt.

Game of Thrones 9
Begge samlede ham op, da han stod på afgrundens rand. Men deres råd er uforenelige. Han ender med at følge Melissandre, og han ender som en anden bibelfigur: Som Abraham, der ofrer Isak til sin Gud. I Biblen griber Guds engel ind, før Abraham slagter sin søn, men ingen stopper Stannis, før flammerne har taget hans datter fra ham. Det er grusomt. Det er hamrende uretfærdigt. Og man er næsten parat til at kaste fjernbetjening, mus eller touchpad efter skærmen. Men det er ’Game of Thrones’, når det er så ondt, at det er hamrende godt.

Forløsende og kraftfuldt – bortset fra flyveturen

Den guddommelige indgriben indtræffer da også i ’The Dance of Dragons’ – om end med forsinkelse. Et storslået tableau og en helikopterkameratur senere er dramaet landet i Essos, og i Meereens enorme colosseum er gladiatorkampene, ligesom afsnittet, nået frem til den helt store finale.

Da Daenerys’ maskeklædte modstandere træder ind i arenaen – terrorcelle eller befrielseshær alt efter øjnene, der ser – er det en udmattet og desillusioneret khaleesi, som beder sin sidste bøn. Men man har altid en chance, når man har drager. Og muligheden for at sikre sig et lift ud af balladen. Det er forløsende, og det er kraftfuldt, da Drogon dukker op ud af ingenting.

Men helt ærligt, Benioff og Weiss, så ligner dragerideturen, der afslutter det hele, en helt bestemt anden drageridetur. Det er ikke 2006 (’Eragon’) eller 2010 (’How To Train Your Dragon’), men derimod 1984 (’The NeverEnding Story’). Tag imod et enkelt råd fra én, der har siddet på dragen Fuchur fra ‘The NeverEnding Story’ ved udstillingen i Filmpark Babelsberg: Det tåler ikke en gentagelse i 2015.

Læs også: Anmeldelse af sæson 5 afsnit 8

Tv-serie. Hovedforfatter: D.B. Weiss, David Benioff. Spilletid: 55 min.. Premiere: Den 9. juni 2015
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af