‘Game of Thrones’ sæson 5 afsnit 8: Et gearskifte af de helt store

5 6
‘Game of Thrones’ sæson 5 afsnit 8: Et gearskifte af de helt store

Spoiler alert: Læs kun videre, hvis du har set det nyeste, ottende afsnit af femte sæson ‘Game of Thrones’.

Så kom de, The White Walkers. En flok fæle, fæle størrelser med opfindsomme frisurer og øjne, der er så koboltblå, at de får øjnene hos seriens senest tilkommende danske islæt, Birgitte Hjort Sørensen, til at blegne i den golde ødemark.

Det flokkes med walkers i det lille fiskerleje ’Hardhome’ nord for muren, som er rejsemål for den ellers stationært udstationerede Lord Commander Snow. De udøde kommer, de udøde ser, og de udøde sejrer. Med sæsonens ottende afsnit mærker man et gearskifte i seriens femte sæson, og der er tale om et markant skifte til det bedre.

Det starter ellers lige så stille, men en time senere har man næsten glemt billederne fra tronsalen i Meereen, der indleder afsnittet. Uinteressant er det nu på ingen måde. I dronningens gemakker mødes to »slemme børn af slemme fædre«, der efter mange års gensidig konspiration har rigeligt at snakke om. Tyrion er fuld af idéer, men har ingen magt at kaste efter tankespindet, mens Daenerys har dragerne, dronningekronen og elitesoldaterne, men ingen forkromet plan. De har altså brug for hinanden for at udfri deres fælles drøm: At ødelægge hjulet og ændre spillets regler hjemme i Westeros.

Game of Thrones 8
Man kommer ikke meget tættere på de to idealisters raison d’être end scenens afsluttende oneliner (»I’m going to break the wheel«). De har ikke i sinde at erobre The Iron Throne for at stadfæste det samme aristokratiske rædselsregime, som deres fædre støttede indtil deres død. De vil skabe en anden samfundsorden. Og det er afgjort charmerende med denne lige dele ulige og lige tomandshærs første spadestik, som det er spændende at følge med i fra sidelinjen. Men det er noget andet, noget helt andet, end rænkesmeden og dragedronningen, der truer med at smadre hjulet i ’Hardhome’.

Kulissen i baggrunden er fremragende. Panoramabilledet, som placerer fiskerlejet i et vildmarkens limbo mellem ishavet og de sneklædte bjerge, slår fornemt tonen an, mens billederne af de sammenbidte mænd i bådene, heriblandt stenansigterne Jon og Tormund, er med til at placere scenen i et større fortællefællesskab: Det er rejsen til verdens ende, og det er stilheden i minutterne op til en stormfuld modtagelse.

Game of Thrones 8B
Det er strålende forløst, når Tormund banker den rapkæftede Rattleshirt, også kendt som Lord of Bones – på én gang et klimaks og et antiklimaks i hælene på den nøjsomt opstillede kulisse. Fortællegrebet føles som ’Game of Thrones’ classic. Spænding og intensitet tales langsomt op i det røde felt, indtil fornærmelserne kastes frem og tilbage, og alting afsluttes brat med et enkelt udfald, der fælder modstanderen.

Scenens tone findes i mellemrummet mellem det utroligt seriøse og det lettere komiske – som en form for brutalitetens comic relief. Det understreger fint dobbeltheden i Tormunds karakter, et ægteskab mellem det dundertalende og det sarkastiske, som er gennemgående for seriens kulørte persongalleri.

Hans rejsemakker er ikke én af dem. Tværtimod er han så tungsindig og ensporet, at der er kommet satire ud af det.

Men netop den tungsindige klangbund, som fortællingen om The Night’s Watch er en form for bannerfører for, får tilstrækkeligt med plads i den sidste del af afsnittet. En rimelig anke imod serien, som også kan rettes imod forlægget (og det kan de ellers næsten aldrig), er, at the white walkers er en trussel, man snakker om, men som aldrig helt føles så snarlig og umiddelbar, som vi først lokkes til at tro. Fortællingens fantastiske anslag etablerer en forestående fare, som siden udsættes og udsættes og udsættes.

Da de hvide vandrere strømmer forbi palisaderne og ind i det lille fiskerleje, kommer der endelig et ansigt – et sært blåt ét – på truslen fra nord. Omridset af en større plantegning for det store drama på muren tegnes op, mens reglerne for kampen mellem det gode og det onde forklares i store træk.

Med trolddom kan den blåøjede åndemaner forvandle de døde til levende døde. Det er noget kraftfuldt noget. Og kun metallet, der kaldes dragonglass, kan udslette ham og hans følge og udfri dem fra deres udøde hærgen.

Men i kampen mellem Jon og en white walker slåes det fast, at der fortsat er en række ukendte faktorer i ligningen. For hvordan kunne Jon splintre sin modstander med det sværd, han fik af Jeor Mormont? Hvad er dragonglass egentlig, og hvor kommer det fra?

I afsnittet ’Hardhome’ føles truslen fra norden som andet og mere end de ammestuefortællinger, som Brann nød at høre som barn. Derfor er de lange kampscener fra Hardhome et temposkift for serien – forløst så åndeløst flot som i de bedste Hollywood-blockbusters og med Jon og Tormund på et ensomt skib i et afsluttende tableau, hvor håb og håbløshed løber heftigt om kap.

Politiske intriger er stort, kulørt drama, men politiske intriger med en hær af udøde i baggrunden, er det stof, som ’Game of Thrones’ er gjort af. Og på den måde føltes det, som om femte sæson først rigtigt startede med dette fremragende ottende afsnit.

Læs også: Anmeldelse af ‘Game of Thrones’ sæson 5 afsnit 7

Tv-serie. Hovedforfatter: D.B. Weiss, David Benioff. Spilletid: 55 min.. Premiere: Den 2. juni 2015
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af