‘Game of Thrones’ sæson 5 afsnit 7 – birollestrip med forsinket tilfredsstillelse

Spoiler alert: Læs kun videre, hvis du har set det nyeste, syvende afsnit af femte sæson ‘Game of Thrones’.

Det hænder, at det er de underligste øjeblikke på skærmen, som efterlader mig med en klump i halsen. De lander uden den helt store fanfare i en bunke med langt mere forudsigelige tårepersere, der rummer alt fra Bruce Willis, der redder menneskeheden, men efterlader sin datter i ’Armageddon’, til hesten Artax, der drukner i ’Den uendelige historie’.

Øjeblikke, som ikke bare er rørende i en lille parentes, men derimod er designet til at krænge et stille hulk ud af sit publikum.

Side om side med dem danser et hold af mindre kalkulerede eller rørstrømske billedklip rundt i min hukommelse. Blandt dem findes den prisbelønnede Peter Dinklage, der afsnit efter afsnit i ’Game of Thrones’ stråler som den lille outsider med den store hjerneprocessor, Tyrion Lannister.

Den mest rørende scene i det nyeste, syvende afsnit, ’The Gift’, opstår, da Tyrion møder Daenerys. Han strækker sine kædebundne hænder frem foran hende, som for at anslå, at han er parat til at møde sin befrier. I Volantis spottede han en præstinde for at omtale Daenerys som en messias, men efter ankomsten til Meereen er det, som om der er kommet andre boller på suppen.

Den røde præstinde i Volantis

Det føles, som om ventetiden i mere end én forstand er ovre for Tyrions vedkommende. Måske beder han ikke bare Daenerys om at løsne kæderne, der er fæstnet om hans hænder. Måske er det kæderne, som hans familie har snoet om ham lige fra fødslen, som dragedronningen skal befri ham fra. Det er en rørende scene, der forener to af seriens største helte og mest interessante moralske enigmaer.

Blid censur i de store fortælletråde

’The Gift’ er et velfortalt, veldisponeret og velspillet afsnit. Den eneste falske tone er turen til Dorne, som ikke tilføjer afsnittet andet end en sensuel kolorit, der virker kunstigt anbragt. Som om Dorne skal erstatte scenerne fra Littlefingers bordel, som nu er omdannet til en beboelse for slumstormere med religiøs graffiti på væggene.

Det føles lidt som birollernes striptease, når erotikken hos Gilly/Sam og Daenerys/Daario tidligere i samme afsnit holdes helt nede under lagnerne. Der er ikke tale om, at HBO er en træt grammofonplade, der er gået i hak, snarere at de mere fremtrædende skuespillere er trætte af at være splitternøgne.

Det sidste er der bestemt ikke noget at udsætte på, men det føles malplaceret, når scener, der bæres af biroller, erotiseres, mens de større fortælletråde er underlagt en form for blid censur. Alle mennesker er nøgne, men nogle mennesker er åbenbart lidt mere nøgne end andre.

En masterclass i fornærmelser

’The Gift’ doserer fint fortælletrådene, så det store klimaks finder sted i Meereen og i cellerne under The Great Scept of Baelor, mens dramaet langsomt spidser til længere nordpå. Det er strålende fortalt, når Cerseis hybris udpensles med et visit hos den stakkels Margaery, umiddelbart før Cersei smides i kachotten for sine egne fejltrin.

Det er ikke mindst skuespilspræstationer, som løfter intrigerne i The Great Scept of Baelor. Ypperstepræsten spilles formidabelt af Jonathan Pryce med borende blik, et smil på læben og henkastede moralskrifter, mens Diana Rigg fortsætter med at stråle som den street smart bedstemor Olenna Tyrell, der fornærmer alt og alle.

Deres møde i ’The Gift’ er en masterclass i fornærmelsesdueller, som fornemt løfter arven efter Varys og Tyrion.

’The Gift’ er et rørende, morsomt og spændende kapitel i sagaen om The Iron Throne. Det føles som forsinket fortjent tilfredsstillelse, når Cersei spærres inde, mens Tyrion befries. Dermed afsluttes afsnittet i en helt anden ende af følelsesregisteret end forgængeren. Men tror man, at det er et løfte om mere, må man ihukomme Tyrions egne ord:

»If you think this has a happy ending, you haven’t been paying attention«.

Læs også: Anmeldelse af sæson 5, afsnit 6